Kometer

Jupiter blevv i 1994 ramt af en byge kometrester fra komet Levy-Shoemaker Når kometer kommer ind omkring Solen, sker det ofte at der går fragmenter løs af dem, sådan som det også skete med Komet 17/P Holmes og komet Levy Shoemaker som ramte Jupiter.

Japanske astronomer har regnet på hvor hyppigt kometer bryder op og hvad der sker når de gør det; Når en kometkerne "knækker", fortsætter fragmengterne sammen med kometen i dens bane. Men med tiden spredes de, så mange kometer følges af en sådan byge af kometstykker, som strækker sig over et område der er meget større end Jorden.

Derfor skriver astronomerne, er den største risiko fra kometer ikke at selv kernen rammer os, men sandsynligheden for at vi kan blive ramt af en sådan byge af fragmenter, som er langt større og dermed en reel risiko, skriver de i artiklen 'The hazard from fragmenting comets' på Oxford Academic Group. Forskere mener også at meteoren der udryddede dinosaurerne, kan have været en sådan kometsværm
Den interstellare komet 2I/Borisov
Nye Hubble-observationer af den interstellare komet 2I/Borisov, som lige nu er lige under det indre asteroidebælte på vej ind om Solen, viser overraskende at den kun er 1/15 af dens første estimerede størrelse, og dermed kun ca. 500m i diameter; Det har stor betydning for estimater over hvor almindelige interstellare kometer er, men de nye data viser stadig at dens sammensætning ligner vores egne kometer skriver Hubblesite

Kometen blev opdaget af Krimske amatørastronom Gennady Borisov 30 august 2019. På det venstre Hubble-billede herover, ses baggrundsgalaksen 2MASX J10500165-0152029 i venste side.
Komet 2I/Borisov fotograferet af Hubble oktober 2019
Hubble rumteleskopet tog 12 okt det hidtil skarpeste billede af den insterstellare komet 2I/Borisov skriver Hubblesite.
Billedet er måske ikke så imponerende som man kunne have håbet, men den kun 1km store kometkerne der suser gennem solsystemet med 50 km/s, er også 442 mio km fra Jorden. Og med den store hastighed kan Hubble ikke lave længere eksponeringer eller stacke billeder som man kan med galakser og stjernetåger.
Komet Halley fotigraferet af ESAs Giotto sonde
Vi kender kometer som isklumper, der tilbringer det meste af deres tid i solsystemets yderste Oort-sky og indimellen suser ind omkring Solen, hvoved noget af dem fordamper og danner de flotte haler.

Men det gælder faktisk kun et fåtal af de kendte kometer - dem som kendes som Centaur-klasse kometer. En anden lige så dominerende komet klasse er "Jupiter-Familie" klassen, som ikke kommer længere ud end til omkring Jupiters bane. Problemet med Jupiterklassen, er at - eftersom kometer med tiden fordamper - der må komme nye kometer til et sted fra, for at holde bestanden ved lige.

Studier af den lidt specielle komet 29P/Schwassmann-Wachmann 1 (SW1) fra Jupiterklassen, har vist at den stammer fra det ydre solsystem og altså oprindeligt var en Centaur. Men en ny undersøgelse og sammenligning med andre Centaurer og Jupiter-klasse kometers baner, viser at 20% af alle Centauer kometer har været del af jupiterklassen, og at 67%af alle Jupiterklasse-kometerne stammer fra Oort skyen og altså har været Centauerer.

Dermed er komet 29P/Schwassmann-Wachmann 1 dels ikke længere så speciel en komet, og dels betegner forskerne Jupiterklasse-banerne, som en "Gateway" for de ydre kometer ind til det indre solsystem, som helt kan ændre vores opfattelse af kometers evolution skriver University of Central Florida.
Klippeskred og rullende klipper på komet 67P/Churyumov-Gerasimenko 2014-2016
Siden ESA's Rosetta sonde som fulgte komet 67P/Churyumov-Gerasimenko blev tavs, har astronomer studeret og analyseret dens data og 76.000 højopløsningsbilleder af kometens overflade.

Aswan klippeskredet fotograferet før og efter perihel passagenMan har især været interesseret i den dynamik der foregår, når kometen er tættest på Solen og dens overflade eller isen lige under den smelter og skaber den spektakulære komethale.

Især har ét klippeskred vakt interesse,hvor et 70m lang del af en klippekaldet Aswan klippen brød sammen. Ved det enorme skred, væltede et 2000m^2 stort areal ned og klippestykker på størrelse huse faldt de 50m ned og hoppede hundreder meter hen ad overfladen som vist på billedet øverst.

Klippekanten og de klippestykker på 1- 50m i diameter der ligger fordelt på arealet under den, viser ifølge forskerne hvordan der har været tidligere skred af varierende størrelser skriver ESA