Kometer

Mystisk Hubble foto af lysring om komet 288PHubble spottede for et par år siden denne "mystiske ring" i rummet.
Billedet var en langtidseksponering af kometen 288P; Heldigvis havde astronomerne også taget nogle kortere eksponeringer - og på dem kunne man se at "ringen" var en lysring, fra en mindre komet/asteroide, som kredsede om selve 288P, som dermed på langtidseksopeneringen var blevet til en lysende ring.

Dobbelt-asteroider og -kometer er helt almindelige, så der var ikke den store opdagelse i fundet, men det var da et interessant billede, man godt kan forstå har skabt spænding.

Se timelapse af dobbeltkometen her:
komet 67P/Churyumov-Gerasimenko, fotograferet af Rosetta sonden Nitrogen og Nitrogensalte - såsom ammoniak (NH3) - er en væsentlig byggeblok for livet på Jorden. Man har fundet svage antydninger af dem i kometer, og regnede derfor med at de kom til Jorden fra kometerne. Men da ESAs Giotto sonde passerede gennem Halleys komet for 30 år siden, registrerede den kun meget lidt. I 2014 da Rosetta sonden passerede direkte gennem komet 67P/Churyumov-Gerasimenko, registrerede man også kun lidt NH3 og hydrocyanic-syre (HCN) - slet ikke nok til at forklare hvor Nitrogenet i det indre Solsystem kommer fra.

Men da Rosetta passerede gennem komethalen blev ROSINA-DFMS masse-spektrometeret ramt direkte af en støvpartikel, da Rosetta fløj gennem en støvsky, kun 1,9km over kometen. Under dette træf registrerede man overvældende mange komplekse forbindelser, så selv om det ødelagde massespektrometeret var det aligevel et lykketræf.

På baggrund af de data man fik fra træffet, har tyske astronomer nu fundet at forklaringen kan være at nitrogensaltene har et meget højere smeltepunkt end vand; Dermed fordamper de ikke i de tætte kolde skyer omkring kernen, så man kan måle dem. Og det bekræfter deres analyser af de sidste data fra DFMS-spektrometeret, som indeholdt adskillige Nitrogenforbindelser, som fx. ammonium chloride, ammonium cyanide, ammonium cyanate, ammonium formate and ammonium acetate.

Det knytter altså igen kometerne til livets opståenn på Jorden skriver Universität Bern under titlen 'The salt of the comet'
Jupiter blevv i 1994 ramt af en byge kometrester fra komet Levy-Shoemaker Når kometer kommer ind omkring Solen, sker det ofte at der går fragmenter løs af dem, sådan som det også skete med Komet 17/P Holmes og komet Levy Shoemaker som ramte Jupiter.

Japanske astronomer har regnet på hvor hyppigt kometer bryder op og hvad der sker når de gør det; Når en kometkerne "knækker", fortsætter fragmengterne sammen med kometen i dens bane. Men med tiden spredes de, så mange kometer følges af en sådan byge af kometstykker, som strækker sig over et område der er meget større end Jorden.

Derfor skriver astronomerne, er den største risiko fra kometer ikke at selv kernen rammer os, men sandsynligheden for at vi kan blive ramt af en sådan byge af fragmenter, som er langt større og dermed en reel risiko, skriver de i artiklen 'The hazard from fragmenting comets' på Oxford Academic Group. Forskere mener også at meteoren der udryddede dinosaurerne, kan have været en sådan kometsværm
Den interstellare komet 2I/Borisov
Nye Hubble-observationer af den interstellare komet 2I/Borisov, som lige nu er lige under det indre asteroidebælte på vej ind om Solen, viser overraskende at den kun er 1/15 af dens første estimerede størrelse, og dermed kun ca. 500m i diameter; Det har stor betydning for estimater over hvor almindelige interstellare kometer er, men de nye data viser stadig at dens sammensætning ligner vores egne kometer skriver Hubblesite

Kometen blev opdaget af Krimske amatørastronom Gennady Borisov 30 august 2019. På det venstre Hubble-billede herover, ses baggrundsgalaksen 2MASX J10500165-0152029 i venste side.
Komet 2I/Borisov fotograferet af Hubble oktober 2019
Hubble rumteleskopet tog 12 okt det hidtil skarpeste billede af den insterstellare komet 2I/Borisov skriver Hubblesite.
Billedet er måske ikke så imponerende som man kunne have håbet, men den kun 1km store kometkerne der suser gennem solsystemet med 50 km/s, er også 442 mio km fra Jorden. Og med den store hastighed kan Hubble ikke lave længere eksponeringer eller stacke billeder som man kan med galakser og stjernetåger.