Cygnus X3Cygnus X3 er en dobbelt røntgenkilde, klassificeret som mikro-Quasar. Den kan observeres i røntgen- og infrarødt lys, samt radiobølger og ligger 23.000lysår herfra i stjernebilledet Cygnus. Den har en perioditet på 4,5time og menes at være et kompakt objekt i et dobbeltstjernesystem.

I 1972 registrerede man et radioudbrud der 1000-doblede dens udstråling og et andet mindre udbrud i 2011. Nu har man observeret endnu et udbrud fra den; I en artikel i arXiv skriver forfatterne at "..fluxen fra X3 steg fra 0,01 til 15 (1500x) ved 4,6GHz i 2016 udbruddet, 8 okt." Udbruddet menes at stamme fra en sky af gasser om et kompakt objekt (en 'accretion-disk'). "Udviklingen af udbruddet passer med en enkelt fakkel af relativistiske elektroner, der bevæger sig med stor fart (0,5x lysets hastighed eller 150.000km/s) væk fra dobbeltsystemet, og spredes i en konisk struktur".

Kilde: arXiv
Cygnus X3 stjernen og 'den lille ven'
Cygnus X3 stjernen og 'den lille ven'

I 2003 opdagede man en svag røntgenkilde, tæt på den klare røntgenkilde/supernova-rest Cygnus X3. Først i 2013 blev kilden fastslået til at være en lille gas- og støvsky, kun 0,7 lysår stor, som reflekterede røntgenlyset fra selve X3.
De tidlige data fra 2013 lignede signaturerne fra en 'Bok Globule' som er en meget tidlig stjernedannelse. Men den er meget usædvanlig eftersom den ligger ensomt udenfor galaksearmene og fordi det lille stjernefoster er "født" af en anden stjernes sidste "dødsskrig". Udover at være usædvanlig i sig selv, er det også første gang man har kunnet studere en Bok-tåge i røntgenlys. Og fordi reflektionerne forsinkes afhængigt af afstanden fra X3, har man også kunnet bestemme dens indre form meget nøje.
Kilde: 'A Stellar Circle of Life' fra Harvard
Galakser i fjerne galaksehobe og stjernedannelser
Galakser i fjerne galaksehobe og stjernedannelser

Var stjernedannelserne anderledes i det tidlige univers?
Det er man ikke helt sikker på, fordi man emissionslinier fra gasser er for svage til at studere i det tidligste univers. Men i det lidt senere univers er der en meget ligefrem sammenhæng mellem støv og gas, så ved istedet at studere støvs absorptions-linier og "omskrive" det til gasser, har et nyt studie vist at stjernedannelserne i det tidligste univers ligner de nutidige. Det kommer faktisk som en overraskelse, fordi man havde forventet at finde en form for udvikling i stjernedannelserne.
Kilde: Forming Stars in the Early Universe fra Harvard

En ny undersøgelse af varme Co gasser i galakser med aktive centrale sorte huller, viser hvordan jettene fra de centrale sorte huller varmer de interstellare gasser op og sætter gang i de galaktiske stjernedannelser.

Kidle: University of Athens Faculty of Physics og på arXiv
Der er overraskende detaljer i de skiver omkring unge stjerner, hvor planeter er under dannelse. Med instrumentet SPHERE, på ESOs Very Large Telescope, er det lykkedes at observere de indviklede bevægelser i nogle unge planetsystemer i hidtil uset detalje. Et af planetsystemerne ændrer sig endda mens observationerne foregår. Tre hold astronomer har for nyligt offentliggjort artikler, som viser SPHEREs imponerende muligheder for at følge, hvordan planeterne påvirker den skive, hvoraf de bliver dannet. Forskerne kan følge med i den indviklede udvikling af disse nye verdener mens det sker.


Tre forskerhold har brugt SPHERE, som er et avanceret instrument til at jagte exoplaneter. Det er monteret på Very Large Telescope (VLT) på ESOs Paranal Observatorium, og formålet med undersøgelserne er at belyse ukendte træk ved udviklingen af nydannede planetsystemer. Studiet af exoplaneter er idag et af de mest dynamiske områder i moderne astronomi, fordi der i de seneste år er sket en eksplosion i antallet af kendte planeter udenfor vores eget Solsystem.

Forskerne véd idag, at planeter dannes i enorme skiver af gasarter og støv, som kredser omkring nyfødte stjerner - det, som kaldes protoplanetariske skiver. Skiverne kan række hundreder af millioner kilometer ud fra stjernen. I tidenes løb kolliderer partiklerne i disse skiver; de klistrer sig sammen, og efterhånden vokser de til himmellegemer af planetstørrelse. De finere detaljer i forløbet er dog stadig ukendte.

SPHERE en nyankommet i VLTs samling af instrumenter. Med en kombination af nye teknikker giver instrumentet en effektiv metodet til direkte at afbilde de fine detaljer i protoplanetariske skiver[1]. Vekselvirkningen imellem skiverne og de voksende planeter kan påvirke formen af skiverne, så de bliver til enorme ringe, spiralarme eller der opstår tomrum som om der er 'skygger'. Sådanne deformerede skiver er særligt interessante fordi det endnu er ukendt hvordan mekanikken i vekselvirkningen foregår; en gåde, som astronomerne er meget ivrige efter at løse. Heldigvis kan man med de særlige muligheder, som SPHERE åbner, direkte observere de særlige træk ved de forskellige protoplanetariske skiver.

Et eksempel er RXJ1615; en ung stjerne, som befinder sig i stjernebilledet Scorpius, Skorpionen, 600 lysår fra Jorden. Et forskerhold ledet af Jos de Boer fra Leidenobservatoriet i Nederlandene har fundet et komplekst system af koncentriske ringe omkring den unge stjerne. I udseende ligner det en gigantisk udgave af planeten Saturns ringe. Det er tidligere kun lykkedes en håndfuld gange at observere den slags ringe i et protoplanetarisk system, og - endnu mere spændende - det ser ud til, at systemet kun er 1,8 millioner år gammelt. I skiven ser man antydninger af, at der stadig er planeter under dannelse.

Den unge alder gør RXJ1615 til noget helt enestående. De fleste andre kendte eksempler på protoplanetariske skiver er forholdsvis gamle, eller mere udviklede. De Boers uventede opdagelse blev hurtigt suppleret af de resultater, som et andet forskerhold ledet af Christian Ginski, ligeledes fra Leidenobservatoriet. Det hold observerede den unge stjerne HD97048, i stjernebilledet Kamæleonen, men omkring 500 lysår borte. Efter omhyggelige analyser opdagede holdet, at også skiven omkring denne unge stjerne har dannet koncentriske ringe. Det er overraskende at se den store symmetri i disse to systemer, for de fleste protoplanetariske skiver indeholder en mængde asymmetriske spiralarme, tomme områder og hvirvler. Med de nye opdagelser er antallet af kendte systemer med flere meget symmetriske ringe pludselig steget betragteligt.

Et særligt flot eksempel på de mere almindelige asymmetriske skiver er fundet af et forskerhold ledet af Tomas Stolker fra Anton Pannekoek Instituttet for Astronomi i Nederlandene. Den skive ligger okring stjernen HD135344B, cirka 450 lysår væk. Stjernen er blevet studeret grundigt tidligere, men med SPHERE kan man se markante nye detaljer i den protoplanetariske skive. Man observerer en central udhuling og to tydelige strukturer, som ligner spiralarme. Teorien er, at spiralarmene er forårsaget af en eller flere tunge protoplaneter, som med tiden vil vokse sig til samme størrelse som planeten Jupiter.

Ud over spiralarmene ses fire mørke striber, som ser ud til at være skygger fra stof, som bevæger sig inde i HD135344Bs skive. En af striberne har oven i købet ændret sig en del i de måneder, der er gået imellem at systemet er blevet observeret. Det er et sjældent eksempel, hvor vi kan se udviklingen af planeter mens det foregår dybt inde i de indre dele af skiven, som vi ikke kan observere selv med SPHERE. Ud over at give os flotte billeder at se på, så giver disse flaksende skygger os også en enestående mulighed for at se, hvad der foregår i disse indre dele af skiverne.

Ligesom de koncentriske ringe, som de Boer og Ginski har fundet, så viser disse observationer fra Stolkers hold, at der til stadighed er overraskende nyt at finde i det komplekse og foranderlige miljø, som hersker i skiverne omkring de unge stjerner. Forskerholdene nærmer sig trin for trin en forståelse af, hvordan planeterne kan forme de skiver, som fra en start har formet dem - og derfor får vi en større forståelse af selve de processer, som danner planeterne.

Kilde: ESO