Stjerner

Magnetar / pulsar J1818.0−1607 12 mar 2020 opfangede Swift rumteleskopet et udbrud fra kilden Swift J1818.0–1607, som skulle vise sig at være en sjælden opdagelse;

Neutronstjerner er små men meget tunge rester efter supernovaer, som roterer meget hurtigt. Men de ligner meget en lidt anden type kompakt legeme, kaldet magnetarer. De roterer lige så hurtigt og endda hurtigere end neutronstjerner og så har de et kraftigt magnetfelt, som virker som en meget højfrekvent radiosender, der dermed udsender blød røntgenstråling. Man har længe anset magnetarer for at være nogle lidt specielle neutronstjerner.

Men udbruddet fra den nyfundne magnetar . som kun er 240-320år gammel og roterer på kun 1,4 sek - ligner en anden mere almindelig neutronstjerne PSR J1119−6127 rigtigt meget; Så meget at de tilsammen næsten er et "missing link" mellem neutron- og magnetar-stjerner.

På baggrund af deres analyser og sammenligninger foreslår de derfor at magnetarer kan være meget energirige stjernerester som enten:
- Har en lidt skæv fordeling af magnetisk materiale som med tiden udjævnes, eller
- Er " født" magnetiske, men efterhånden får dækket/skjult sin overflade af materiale der falder ned på den.
(Der er så ikke helt deres egne eller helt nye teorier, men fundet understøtter dem). Fundet som publiceres i Astrophysical Journal er også publiceret på arXiv Spectropolarimetric properties of Swift J1818.0−1607: a 1.4 s radio magnetar
Nydannet sort hul
Mantraet har i årtier været at "Tunge stjerner ender som enorme supernovaer" og sorte huller.
Men faktisk er mange store stjerner bare ...forsvundet!
Det har fået teoretikere til at diskutere om massive stjerner kan kollapse uden at eksplodere...?

Et nyt studie som har simuleret sådanne begivenheder og som medtager stjernernens rotation, konkluderer at hvis stjernen roterer hurtigt nok, kan gasserne ikke falde tilbage til kernen og danne den voldsomme supernovaeksplosion.
Istedet for et kernekollaps, som samler massen og skaber eksplosionen som stripper stjernen for dens ydre atmosfære og efterlader et sort hul, skaber kollapset et tryk ud som sammen med rotationens centrifugalkraft afholder gasserne fra at falde ind og skabe eksplosionen. Gasserne ender istedet i en ring af gasser om det nydannede sorte hul.
Kilde:On the maximum stellar rotation to form a black hole without an accompanying luminous transient på arXiv
Om tykkelsen af galaksers roterende skiver
De fleste elliptiske galakser er flade skiver af stjerner og gasser der roterer om galaksen, men det gælder faktisk også stjerner der kredser om elliptiske galakser. Em ny undersøgelse af stjernernes rotation om galaksepanet,viser at disse skiver af stjerner typisk er 12-15% af den elliptiske galakses diameter The virial relation and a very thin plane for slow-rotators
Stjerne overlever møde med supermassivt sort hul
Analyser af røntgenstråling fra galaksen GSN 069, som ligger 250 mio lysår herfra, har afsløret resterne af en stjerne der har været i meget tæt kontakt med galaksens centrale sorte hul - og har overlevet det!.

Stjernen - en rød kæmpestjerne - kom så tæt på det 400.000 solmasser tunge sorte hul, som kun 15x hændelseshorisonten. Her blev den strippet for det meste af sin atmosfære, mens resterne af kernen - en lidt usædvanlig hvid dværg, fortsatte væk fra det sorte hul. Den er dog stadig fanget i en stærkt elliptisk bane om det sorte hul, med en baneomdrejning på kun 9 timer.!
Og hver gang den kommer tættest på det sorte hul, rammer stjernen den støvskive der omgiver det sorte hul og udsender en kaskade af røntgenstråling, som astronomerne har identificeret i røntgenudstrålingen fra GSN 069, skriver Harvard University i pressemeddelelsen Star Survives Close Call with a Black Hole
Støv om Betelgeuse
Kæmpestjernen Betelgeuse's fascinerende fald i lysstyrke, har affødt en sværm af undersøgelser af dens opførsel.

Forskere fra University of Washington har undersøgt dens lysfald, og fundet at det skyldes støv, og ikke at den er blevet koldere, i artiklen Dimming Betelgeuse likely isn’t cold, just dusty. Dels har de fundet at dens temperatur er stort set uændret siden 2004 og dels har de fundet absorbtionsliner af Titanium-Oxid, som vil være typisk for sådan støv. Dermed skyldes lysfaldet ikke aktive solpletter, men at en tidligere stor solplet har kastet materiale ud om den, som nu er kølet af og dermed blokerer dens lys.

En anden undersøgelse har forfinet modeller af supernovaer, med udgangspunkt i at den jo er skrumpet ind: For der vil være stor forskel på hvor klar en supernova bliver, afhængigt af om den er blusset lidt op eller ned, lige forud for eksplosionen. Og billedet kompliceres yderligere af at Betelgeuse - og dermed sikkert også andre superkæmper - faktisk ikke er symmetriske, så en supernova vil også blæse mere ud den ene retning end i andre, så den lidt tilfældige retning mod Jorden i eksplosionstidspunktet, vil også gøre en forskel, skriver UC Santa Barbera i artiklen A Massive Star’s Dying Breaths