Alle galakser har supermassive sorte huller i deres centre. Og rundt om i galaksernes stjernevrimmel ligger også små stellare sorte huller, som er rester af enkelte meget tunge stjerner. Så sorte huller vejer typisk enten 8-20 eller mange millioner solmasser

For nogen tid siden annoncerede astronomer at de havde fundet en "mellemting" i M82 kaldet M82-X2 (M82 X1 ergalaksen centrale sorte hul). M82-X2 er en såkaldt "ULX" (ultraluminous X-ray sources eller ultraklar røntgenkilde)

De to røntgenkilder i M82
Men nu viser en ny analyser baseret på NuSTAR data, at M82-X2 slet ikke er et sort hul aligevel, men "bare" en pulsar; Dvs. en neutronstjerne der roterer meget hurtigt og derved udsender radio/røntgen signaler.

Det kræver meget mere energi end normale stjerner/stjernerester kan mønstre at udsende så meget energi som ULX'er gør. Så da man kunen måle at den udsendte energier svarende til 10 millioner sole, gik man naturligt ud fra at det måtte være et større sort hul og dermed at den måtte være et af de meget eftersøgte mellemstore sorte huller

Men de nye NuSTAR data viser så hurtige fluktationer, at det ikke kan være et sort hul; Med en pulsrate på kun 1,37 sekunder, må det være et objekt med en mindre radius end 65.000km (1,37 x 300.000 /pi).
br> Sorte huller er også meget kompakte, men de suger al energi omkring sig ind, så selvom hændelseshorisonten kan være ned til nogle tusinde km, vil de suge signaler til sig fra et større område omkring dem. Og hvis det skulle være et mellemstort sort hul, ville det også være større end nogle tusinde km.

Animation af stjernen Dermed har man kunnet udelukke sorte huller, og har til gengæld kunnet identificere kilden som en pulsar.

Men hvordan kan den så udsende så meget energi?
Astronomerne mener den er omgivet af en tæt støv/gassky (en akkretationsskive), som den suger gasser til sig fra, ligesom et sort hul ville gøre

De omtaler den som "En neutronstjerne på en sort-hul diæt"

Kilde: NuSTAR's hjememside
LÆS OGSÅ Lys puls oplyser sort hul
Gamle stjerner i Mælkevejens centrum
En undersøgelse af 3500 store stjerners metalindhold omkirng Mælkevejens centrum, har afsløret 4 stjerner med et meget lavt indhold af jern ( -2.72<=[Fe/H]<=-2.48), som antyder at det er meget gamle stjerner. Jernindholdet svarer til stjerner i galaksens halo, men indeholder aligevel nogle usædvanlige jernisotoper. de konkluderer derfor ikke at det er halo-stjerner, men har iogså kortlagt deres bevægelse, som også antyder at de stammer udefra.
Kilde: arXiv se pdf HER)
Her er en af de rigeste åbne stjernehobe, som kendes - Messier 11 (NGC 6705) eller "Vildandehoben". Det smukke billede er taget med vidvinkelkameraet på 2,2m teleskopet på ESO's La Silla observatorium i Chile.

Messier11 (M11 eller NGC6705) stjernehoben
Stjernehoben M11 (NGC6705)

Messier 11 er en åben stjernehob, eller hvad der somme tider også kaldes en galaktisk hob (ikke at forveksle med en galaksehob). Den befinder sig omkring 6.000 lysår borte, i stjernebilledet Scutum. Det var den tyske astronom Gottfried Kirch, som i 1681 opdagede den ved Berlin Observatoriet. For ham lignede det blot en tåget klat i teleskopet. Det var først i 1733 at hoben blev opløst i enkeltstjerner, og det var af præsten William Derham i England. Charles Messier tilføjede i 1764 hoben til sit berømte katalog.

Messier var kometjæger, og han lavede kataloget fordi han blev frustreret over hele tiden at finde tågede objekter på himlen. Tågerne lignede kometer, men var det ikke (det var for eksempel det, vi nu kender som hobe, glakser og lysende gaståger). Messier havde brug for en liste, så han ikke den ene gang efter den anden kom til at observere disse objekter i den tro, at det var nye kometer. Lige denne stjernehob kom i kataloget som nummer 11, og derfor kalder vi den Messier 11 eller blot M11.

Åbne hobe finder man typisk i spiralgalaksernes arme eller i de tættere dele af irregulære galakser, i områder, hvor der stadig foregår stjernedannelse. Messier 11 er en af de stjernerigeste og mest kompakte af de åbne hobe. Den har et tværmål på næsten 20 lysår, og den indeholder tæt ved 3.000 stjerner. Åbne hobe og kuglehobe er to forskellige ting. Kuglehobene er bundet meget tættere sammen af tyngdekraften, og de indeholder hundredetusinder af meget gamle stjerner. Nogen af dem næsten så gamle som selve Universet.

Hvis man vil afprøve teorier om stjerneudvikling, er åbne hobe rigtig gode, for alle stjernerne dannes af den samme oprindelige gas- og støvsky. De indeholder derfor lige meget af de samme stoffer, de er nogenlunde lige gamle, og de er næsten lige langt væk fra os. Men hver eneste stjerne i hoben har en vægt, eller masse, som er helt dens egen, og de tunge stjerner udvikler sig meget hurtigere end de lette, fordi tunge stjerner bruger deres hydrogenindhold meget hurtigere.

På den måde kan man direkte sammenligne de forskellige stadier i stjerneudviklingen indenfor den samme hob: Man kan for eksempel spørge, om en stjerne, som er 10 millioner år gammel og vejer det samme som Solen udvikler sig anderledes end en stjerne med samme alder, som blot vejer det halve. I den forstand er åbne hobe det tætteste astronomerne har på noget, som ligner "stjernelaboratorier".

Stjernerne i de åbne hobe er kun bundet svagt til hinanden, så enkelte stjerner kan meget let blive slynget væk fra resten ved tyngdepåvirkninger fra naboobjekter. NGC 6705 er mindst 250 millioner år gammel, så indenfor de næste få millioner år vil denne hob af "vildænder" sandsynligvis spredes, og hoben vil opløses og blande sig med omgivelserne.

Kilde: ESO

Tværsnit af en 55 Solmasser stor stjernes indre, ved dens kollaps De første stjerner var enorme - op til 55-56x Solens masse. De største stjerner der fødes idag er til sammenligning kun 20-30 solmasser store. Grunden til at de kunne blive så store, var at der dengang ikke var ret mange tunger grundstoffer, som kunne kunne virke som katalysator for kerneprocesserne og dermed begrænse deres vækst.

Ligesom moderne kæmpestjerner levede de kun kort inden de endte i supernovaer. Men nye analyser af deres eksplosioner viser at kollapset har været så voldsomt, at de blev splittet fuldstændigt ad, da de eksploderede og dermed ikke efterlod sig noget sort hul som støre stjerner gør idag.

Kilde: NERSC
PulsarMælkevejen er fuld af rester af tidligere stjerner, som gløder i mange år efter eksplosionen. Men hvor de får energien fra, ved man stadig ikke så meget om.
Så da HESS teleskopet i Namibia opdagene en ny røntgenkilde HESS J1640-465, blev den fulgt op af observationer med NuSTAR røntgen-rumteleskopet, førte til opdagelsen af en ny pulsar PSR J1640-4631.
Og NuSTAR observationerne viser at den roterer 5x/sekund, og at dens kraftige røntgenblik stammer fra dens magnetfelt.

Kilde: NASA/JPL