Galakser


Forskere fra University of Warsaw har kortlagt over 2000 cepheid variable stjerner, fordelt over hele Mælkevejen og har dermed skabt et 3D kort over Mælkevejens form og arme. Deres kortlægning ikke alene bekræfter at Mælkevejens skive ikke er flad, men er "vredet", men viser at den er endnu mere skæv end undersøgelser fra 2018 har vist.

Ved at beregne Cepheidernes aldre og antage at jævnaldrene nærliggende Cepheider er skabt sammen, har de også vist hvordan Mælkevejens arme har udviklet sig de sidste milliarder år, så Cepheiderne er endt hvor de er nu.
Kortlægningen er publiceret i Science
Gasskiven om  NGC 3147s centrale sorte hul
Normalt er de supermassive sorte huller i galaksecentrene enten omgivet af gas/støv bånd som bliver hevet ind i det sorte hul i store klumper og tilføres materiale udefra; Afhængigt af hvor meget interstellart støv der er i galaksens indre, kan denne proces og støbbåndende være en mere eller mindre massive.
Men målinger af støvskiven om det centrale sorte hul i galaksen NGC 3147 overraskede astronomerne, for istedet for massive torrus'er, fandt man istedet en tynd skive af støv og gasser som hvirvles hurtigt rundt om det sorte hul med hastigheder optil 10% af lyset hastighed.
Hvirvlen om det sorte hul blev opdaget ved at måle rød- og blåforskydninger af lyset fra støvet tæt om kernen i NGC3147; Derved kunne man se at det er en tynd gasskive der rødforskydes på den ene side af hullet når det fjerner sig fra os blåforskydes på den anden side.

Dermed er der et næsten frit kig direkte ind til den inderste skal af gasser om det sorte hul!
Desuden er det også en unik mulighed for at teste Einsteins relativitetsteorier, når vi kan studere gasser der hvirvles så hurtigt rundt skriver ESA på deres Hubblesite
Dobbelt-quasaren i galaksen SDSS-J1010+1413 Astronomer har identificeret 2 supermassive sorte huller i kernen af galaksen SDSS J1010+1413, som er meget tæt på hinanden og derfor tæt på at kollidere/smelte sammen. De to supermassive sorte huller har hver en masse over 400mio solmasser (4×10^8 M⊙).

Forskere der arbejder med de nye gravitionel-bølge observatorier som LISA, leder i øjeblikket efter en "baggrundsstråling" af gravitionelle bølger (GWB), som forventes at stamme fra talrige af sådanne tætte dobbeltsystemer og som det nyfundne dobbelt sorte hul dermed også bidrager til.
Men da SDSS J1010+1413 parret er så tæt på smelte sammen, forventer eller håber forskerne at kunne se en massiv gravitionel bølge fra en sammensmeltning indenfor få år!
... Medmindre det såkaldte "Final ParsecProblem" vil afholde dem fra at kollidere, når stjerner udenom hvert af de to sorte huller virker som en stødpude der afholder dem fra at smelte sammen skriver forskerne på Astrophysical Journal.

Markarian 1216 (Mrk 1216) er en ensomt beliggende og lidt speciel galakse: En rød elliptisk galakse med en population af meget gamle stjerner, som aller er født få mia. år efter Big Bang.

For at teste en hypotese om at den stammer fra en speciel type dværggalakser kaldet "Red Nuggets" har et hold astronomer fastlagt dens massefordeling meget nøje (Noget som først er blevet muligt det sidste årti), fordi det vil vise at den har været en tidlig Red Nugget som har dermed har suget meget mørkt stof til sig. Dermed har de vist at den har meget mørkt stof i sit indre, som støtter deres hypotese.

En anden ting er dens centrale sorte hul: Tidligere målinger af det sorte hul i Mrk1216 vista at dens centrale sorte hul er usædvanligt tungt.
Men når de nye målinger og modeller af dens massefordeling viser at dens kerne er tætpakket med mørkt stof, er dens centrale sorte hul dermed lettere end man tidligere har antaget: Det er stadig et meget massivt sort hul, men ikke usædvanlig tungt skriver NASA/CXC på Chandras hjemmeside
Det nye Hubble Ultra Extreme deep field view
Hvor mange galakser er der i universet?
Det er lidt svært at svare på, når vi ikke har kortlagt hele universet. Men for bla. at forsøge at give et svar på spørgsmålet, lavede astronomer i 1999 en virkelig lang eksponering af et repræsentativt udsnit af himlen, som blev kaldt 'Hubble Deep Field', som afslørede tusinder af hidtil ukendte baggrundsgalakser. Det blev senere fulgt op afflere endnu dybere views
1999: Hubble Deep Field Survey afslørede tusinder baggrundsgalakser
2004: Hubble Ultra Deep Field afslørede titusinder
2012: Hubble Extreme Deep Field var et endnu dybere udsnit af det første
Men nu har astronomer samlet 16års eksponeirnger - ialt 7500 billeder - af området til en 'Hubble Heritage Field' som har afsløret ikke mindre end 265.000 galakser, der strækker sig tilbage til 0,5 mia år efter big bang!
Det mangler så at blive extrapoleret til et universelt tal, før vi kan sige hvor mange galakser der er ...