Solen

Solsystemet og den beskyttende 'bobbel' heliosfæren som solvinden skaber
Selvom Voyager sonderne som blev opsendt for 42år siden nu er godt 22 mia. km fra Solen, sender de stadig lidt data tilbage til Jorden. Og da Voyager 1 er lige udenfor Heliospausen, som Voyager 2 stadigt er inde i, kan man ved at sammenligne data fra de 2 sonder, se hvor meget og hvordan Heliospausen interagerer med og bremser interstellar kosmisk stråling.

Studier af chokbølgen fra et soludbrud som nåede Voyager2 i 2012, nåede Voyager 1 3,6 mia km længere ude 4 måneder senere kunne forskerne beregne lydens hastighed i Heliospausen til ca. 300km/s (1000x hurtigere end på Jorden). Men det overraskede dem at se at den interstellare stråling faldt i alle retninger inde i heliospausen (Voyager2) da chokbølgen passerede, mens den udenfor kun faldt vinkelret på magnetfeltet i området udenfor (Voyager1). Forskerne kan ikke forklare denne asymetri, men den siger noget om hvordan den interstellare stråling interagerer med solsystemets yderste barriere.
Det er ikke kun vigtigt i forståelsen af solsystemet, men også for viden om dynamikken generelt udenom stjerner og planetsystemer skriver NASA's Voyager-sitet
Solens overflade 5.300'C, mens udbrud i den øvre atmosfære - de såkaldte fakler - er flere millioner grader varme. Denne voldsomme temperaturforskel, har affødt to vigtige spørgsmål, som astronomerne længe har forsøgt at besvare:
Hvordan opvarmes coronsfæren til temperaturer der er så meget varmere end overfladen og hvordan producerer coronaen solvindende?

Man har dog længe vidst at aktivitet på en langt mindre skala - de såkaldte nanoflares spiller en stor rolle, men ikke præcist hvordan. IRIS spektografen (Interface Region Imaging Spectrograph) på NASA's Solar Dynamics Observatory, er netop er designet til at observere denne del af solen - Interface-Regionen. Og fornylig fangede IRIS netop foden af en sådan mellemstor fakkel på det helt rigige tidspunkt, hvor den oberverede ioniseret silicium og fandt variabel aktivitet på 20-60 sekunder.
Studier af disse observationer sammenholdt med faklens udvikling viser ifølge astronomerne fra Harvard at disse lokale opblusninger ved foden af faklen, opfører sig som varmeoverførende loops, som afgør de karakteristiske høje temperaturer og andre karakteristika, som definerer de mellemstore udbrud. Harvard skriver ikke at gåden dermed er løst, men man er kommet et langt skridt længere i forståelsen af hvordan faklerne dannes.
Stor Solpletgruppe 28 marts 2001 (C) Astronomibladet Alt hvad vi ved om Solen, er hvad der sker på dens overflade og øvre atmosfære. Men alt hvad der sker på overfladen er kun toppen af hvad der sker inde i Solen; "Solen er som en rund gryde kogende vand" sammenligner forskeren Loren Matilsky fra Colorado Boulder University, som har lavet en ny model af Solens indre cyklus, for at forklare Solens 11årige solpletcyklus og især hvorfor den sidste cyklus har været lidt anderledes.

Hidtidige modeller har sagtens kunne forklare den 11årige solcyklus, men ikke de længere cykler og heller ikke de sidste variationer.

Det kan Loren og Matilskys også, men når de kørte simulationen over længere tid, skete der noget hvert 100år, hvor Solpletterne samlede sig på den ene halvkugle over et par solcykler og derefter skiftede til den anden halvkugle; Dvs at de største solpletter grupperede sig på den ene side af ækvator, for så at skifte til den anden
Og netop dét har man enkelte gange observeret på Solen. Det kan dermed have enten nogen eller stor betydning for forståelsen af hvad der sker "nede i gryden", men det skal der flere simulationer til at afgøre skriver de på Colorado.edu
Solens magnetfekt 10x stærkere end man hidtil har ment
Studier med det svenske 1m solteleskop på de Kanariske øer, har afsløret at magnetfeltet lige over Solens synlige atmosfære er 10x kraftigere end man hidtil har antaget. Det svenske solteleskop kan studere meget små detaljer på Solens overflade, men har også et meget begrænset synsfelt. Det var et heldigt valg af en solplet under et 10dage langt og meget voldsomt soludbrud som afslørede hvor stærke magnetfeltet på Solens overflade er, skriver Queens University Belfast
Plasmabælter om Solen
Ved at kombinere data fra LOFAR (Low Frequency Array) radioteleskoperne med billeder fra flere rumteleskoper, er det lykkedes Finske forskere at vise hvordan Solvinden accellereres og spredes ud fra Solen.
Hidtil har man ment at solvindene blev udsendt fra soludbrud, men har ikke helt kunne forklares, hvordan vinden bliver spredt og accellereret op på vej ud fra Solen. Solvinden stammer naturligvis også fra Soludbruddende, men de tager faktisk en stor omvej i et bælte om Solen, hvorfra den varme plasma accellereres op fra flere punkter i et bælte som Solen Skriver Helsinki University.

"Vores resultater giver et overraskende detaljeret billede af hvordan solstormene bevæger sig væk fra Solen og hvor partiklerne accellereres op til hastigheder nær lysets" siger Dr Diana Morosan, hovedforfatter på artiklen som er publiceret i Nature Astronomy