Asteroider


ESA er netop ved at lægge sidste hånd på en robust fejlfri supercomputer, til deres nye rumsonde Hera, på dens "Mission for planetary defence". Både hardware og software er lavet til at selvdiagnosticere og reparere dårlige sektorer, fejl i kredsløb mm. fGrunden til den særlige fokus på computeren, er at sonden istedet for at blive fjernstyret skal styres autonomt af computeren. Det er nødvendigt, fordi HERA vil komme meget langt væk fra Jorden, mens den fortsat skal udføre manøvrer tæt om et asteroide-par.

Hera sonden skal opsendes i 2023 med kurs mod den 780m store Didymos asteroide, som er en dobbelt-asteroide med en 160m asteroide i kredsløb om sig. Didymos er ikke ligefrem en nær-jord NEO asteroide, med en MODIS på 11 mio km (0,07AU). Dermed er der ikke den store risiko ved at teste "Asteroid deflection" teknikker på den lille asteroide, så NASA vil først sende en kinetisk impaktor kaldet AIDA ind i den: Dvs. basalt set smadre ind i den, for at se hvordan det ændrer dens bane.

Derefter vil HERA satellitten efterfølgende studere den i realtime 3D med laser, visuelt og radio, ved hjælp af 2 små 6units Cubesat hjæpesatellitter den selv medbringer. Dermed kan man bygge et komplet billede af asteroidens ydre og indre. Og med sine "kun" 160m er det den mindste asteroide man hidtil har besøgt.
Near Earth Orbit (NEO) asteroide 26 september passerer asteroiden 2006QV89 Jorden og det har skabt en del diskussioner i pressen og på Youtube at dens nedslagssandsynlighed er 1:7000!.
Men bare rolig; 26 september vil den ifølge ESA passere Jorden i en magelig afstand af 6½ mio. km - altså ingen grund til at tage havemøblerne ind af dén grund.

Sandsynligheden på 1:7000 er først ved en langt senere passage, hvor den efter de nuværende beregninger skulle passere kun 10.000km fra Jorden. Det er det der kaldes dens MOID (Minimum Orbit Intersection Distance) som er dens tætteste beregnede afstand fra Jorden. Men det er så langt ude i fremtiden at dens bane med stor sandsynlighed enten vil være bedre kendt eller have ændret sig lidt over tid; Og når en asteroides bane af den ene eller anden grund flytter sig, er der størst sandsynlighed (i princippet 1:360), for at den vil flytte sig væk fra Jorden.

De kendte NEO asteroider der pt udgør den største trussel er asteroiderne den 2km store 1950DA, den 150m store 2009FD og den ½km store 101955 Bennu. De betragtes primært som alvorlige trusler fordi der er store nok til at have globale konsekvenser.
International Asteroid Warning Network (IAWN) koordinerede en observationskampagne for asteroiden 1999 KW4 imellem flere organisationer, da den fløj forbi Jorden med en minimumsafstand på 5,2 millioner km 25. maj 2019. 1999 KW4 er omkring 1,3 kilometer i diameter, men den udgør ingen trussel imod Jorden. Dens bane er velkendt, og derfor kunne forskerne forudsige forbiflyvningen præcist, og forberede observationskampagnen i god tid.

ESO deltog i observationerne med sit flagskib, Very Large Telescope (VLT). På VLT er instrumentet SPHERE monteret, og det er et af de få instrumenter i Verden, som er i stand til at tage billeder, som er skarpe nok til at skelne de to komponenter, som asteroiden består af. Deres indbyrdes afstand er omkring 2,6 kilometer.

SPHERE er bygget til at observere exoplaneter. Det helt moderne system AO (det står for adaptive optics) korrigerer for atmosfærens uro, og giver billeder, som er lige så skarpe, som hvis teleskopet var ude i rummet. Instrumentet har også en koronagraf installeret, så skæret fra klare stjerner kan dæmpes, og de svagtlysende exoplaneter i kredsløb om stjernerne kan observeres direkte.
Dobbeltasteroiden 1999KW4, fotograferet af ESO da den passerede Jorden og et kunsterisk indtryk af den th.
"Disse data i kombination med alle de andre, som vi har fået fra andre teleskoper i løbet af IAWN-kampagnen, bliver vigtige i arbejdet med at vurdere hvilke forsvarsstrategier, man skal bruge i det tilfælde, hvor en asteroide har kollisionskurs imod Jorden," forklarer ESO-astronom Olivier Hainaut. "I dette værste tilfælde er det også vigtigt at kunne forudsige, hvordan en asteroide vil indvirke på Jordens atmosfære og overflade, så vi kan forberede os på skadevirkningerne ved et eventuelt nedslag

"Dobbeltasteroiden susede forbi Jorden med 70 000 km/t, så det at følge den med VLT var en stor udfordring,"
sagde Diego Parrguez, som var 'pilot' på teleskopet den pågældende nat. "Kameraets synsfelt er bare 50 kilometer ude i den afstand, hvor 1999 KW4 befandt sig." Det krævede al hans ekspertise og øvelse at kunne låse teleskopet fast på denne hurtige asteroide, og følge den med SPHERE.

Bin Yang, som er astronom ved VLT fortæller: "Da vi så ledsageren til asteroiden i de korrigerede billeder med AO-systemet tilkoblet, var det en spændende oplevelse. I det øjeblik følte vi, at al arbejdet og al bøvlet var umagen værd." Mathias Jones, som en af de andre VLT astronomer, som var med under observationerne, forklarede nærmere: "Atmosfæreforholdene den nat var meget dårlige, så AO-systemet brød ned, og det gjorde det særligt svært at observere den svagtlysende asteroide. Det var en stor oplevelse at se, at vores hårde arbejde bar frugt på trods af vanskelighederne!"

Selvom 1999 KW4 ikke truer os, så ligner den til forveksling en anden dobbeltasteroide, som hedder Didymos, og den kan faktisk komme i farlig nærhed af Joden en gang i den fjerne fremtid.

Didymos, og dens ledsager, som kaldes "Didymoon" er målet for et eksperiment, som kommer til at indgå i forsvaret af vores planet. NASAs rumfartøj DART bliver styret ind i Didymoon for at forsøge at ændre dens bane omkring den større tvilling, for at se, om det er muligt af afbøje banerne for asteroider. Efter nedslaget på Didymoon skal ESAs mission Hera studere de to Didymos-asteroider i 2026 for at indsamle vigtige informationer, blandt andet om massen for Didymoon, overfladeegenskaberne og den form, som krateret efter DART har fået.

Hvis den slags missioner skal lykkes, kræver det samarbejde imellem flere organisationer, og sporingen af NEO'er er et større forcus for samarbejdet imellem ESO og ESA. Det samarbejde har været i gang siden den førse heldige sporing af et NEO objekt, som potientielt kan være farligt tidligt i 2014.

"Vi er glade for at kunne spille en rolle i at holde Jorden i sikkerhed for asteroider," sagde ESOs generalsekretær Xavier Barcons. "Ud over at bruge de gode muligheder, som VLT tilbyder, samarbejder vi med ESA i at skabe prototyper til et større netværk, som skal forbedre opdagelse, sporing og karakterisering af asteroider et trin højere end nu."

Forbiflyvningen for nyligt af 1999 KW4 sker blot en måned inden Asteroid Day 30 juni, som er en officiel FN-dag rettet imod uddannelse og opmærksomhed omkring asteroider.

Kilde: ESO
Kuiper-bælte asteroiden Ultima Thule, som New Horizon sonden passerede nytårsnat
New Horizon sonden som i 2015 passerede Pluto, passerede nytårsnat 2019 tæt forbi den 36km store Kuiper-bælte asteroide 2014 MU69 Ultima Thule.
Nu er de første videnskabelige resultater på baggrund af data og billeder fra passagen publiceret i Science skriver NASA.
Dltima Thule er en såkaldt "Kontakt binær": Dvs at den består af 2 blokke som kun lige rører hinanden, men en del løs grus har samlet sig om kontaktpunktet. Ultima Thule er desuden meget mørkere og rødere end man havde troet - nok det rødeste objekt i solsystemet. Grunden er at overfladen som delvist består af vand-is, er modificeret af organiske molekyler, methanol.

New Horizon har forstat sin færd ud i Kuiper-bæltet, mens den stadig har travlt med at sende data fra passagen forbi 2014 MU69. Derudover vil den observere flere andre asteroider i bæltet fra lidt større afstande, som den dermed ikke vil kunne få detaljerede billeder af men kun data.
Apophis bane forbi Jorden og dens satelitter  13 april 2029 Om 10 år i 2029, vil en af de mest truende kendte asteroider, den 340m store '99942 Apophis' passere Jorden i en afstand af kun 31.000km. Da den blev opdaget i 2004, skabte den en del uro, fordi der kunne være en alvorlig risiko for at den ville ramme Jorden. Men den er siden blevet studeret nøje, så man nu er sikker på den ikke vil ramme Jorden i 2029. Ved en senere passage om ½ århundrede, er der en 1:100.000 risiko for at den kan ramme os, men den usikkerhed regner man med at kunne fjerne ved at studere dens bane meget nøje i 2019.

Udover at være en mulig trussel, er det også en fantastisk mulighed for at studere en asteroide tæt på med langt mere avancerede instrumenter end en rumsonde kan medbringe. Så allerede nu ved den årlige 2019 Planetary Defense Conference diskuterer forskere derfor observationsmuligheder af Apophis:
Når Apophis passerer så tæt forbi Jorden, vil dens bane ændres lidt, så man kan beregne dens indre massefordeling. Jordens tyngdekraft vil sandsynligvis også forårsage laviner, så man vil kunne studere både dens overflade og indre fra Jorden, fra mange observatorier og med hele paletten af radio-, mikrobølge- infrarøde-, visuelle-, UV- og endda røntgen-teleskoper og spektrografer!
Ved passagen om aftenen 13 april 2029, vil den kunne ses med det blotte øje fra den sydlige halvkugle, hvor den vil passere fra øst mod vest med en hastighed på 2min/grad skriver JPL/NASA