Stjerner

Den store magelanske sky LMC Indtil man sidste år fandt flere supermassive stjerner med massser op til 200x Solens, havde man diskuteret om det overhovedet var muligt. Men det var det altså.
Teoretiske studier af de Nye scenarier viste at ca. 1% af alle stjerner skulle være supermassive, hvilket også kunne passe med fundene i Mælkevejen. For at bekræfte teorien, vendte man sig derfor mod 30 Doradus (Tarantula tågen) i den store Magellanske sky.

Men til forskerne fra Oxford University's store overraskelse, fandt man at de er langt hyppigere i vores lille nabogalakse!!!
Det kan vende billedet af stjernedannelses-processer, supernovaers hyppighed og tunge stjerners levetid,hvis billedet går igen i andre galakser. (se også DR)

Den gængse teori for Solsystemets dannelse, er at Solen startede i resterne af en supernova som satte gang i stjernedannelser omkring sig og dermed dannede blandt andet vores eget solsystem. Supernovaer skaber en kaskade af tungere grundstoffer som blev "centrifugeret" ud og fordelt i de indre planeter og har dermed dannet alle de stoffer vi omgiver os med, inklusive asteroider og meteoritter

Men denne teori har aldrig helt kunnet forklare fordelingen af visse isotoper som fx Aluminium 26 og Jern 60 som er anderledes end fordelingen i støvskyer fra supernovaer.
Det kan en model hvor Solsystemet blev dannet i en boble fra en stor stjerne - en 40 solmassers Woldf-Rayet stjerne - til gengæld forklare.
Kilde: Univsersity of Chicago

Da man ledte efter exoplaneter om stjernen RZ Piscium,fandt man at dens lys indi mellemn blev blokeret og faldt til 1/10!. Da det vil kræve en enorm planet at blokere for så meget lys, måtte forklaringen være en anden. Den blev også kendt da nogle forskere foreslog at det kunne være en kunstig struktur som skulle opfange dens lys.
Da man tidligere i år fandt at dens infrarøde lys ikke blev reduceret nær så meget, kunne man udelukke den mulighed. Istedet kunne et tæt asteroidebælte med hyppige kollisioner forklare det.
Det har forskere nu fundet ikke kan forklare de massive lysfald;I stedet foreslår de at det kan være være en støvsky af planetrester der omgiver den og indimellem opsuges af stjernen. Det passer bedre på observationerne, selvom de stadig ikke endeligt kan konkludere det.
Kilde NASA Goddard spacecenter
I 2016 da man for første gang fik fotograferet området tæt omkring Mælkevejens centrale sorte hul i radio-frekvensområdet, fandt man en usædvanlig struktur der strækker sig 2,3 lysår ud fra det sorte hul. Nye optagelser med Karl G. Jansky Very Large Array (VLA) radioteleskopet viser at filamentet strækker sig helt ind til det sorte hul. Astronomerne arbejder nu med 3 teorier for gasfilamentet:
1. Et roterende sort hul vil skabe magnetiske feltlinier der suger ioniserede gasser ud og skaber et "tårn" af gasser på vej væk fra det sorte hul
2. En kosmisk streng, som teoretikere har forudsagt vil migrere til galaksecentre og vil "fanges" når de krydser et sort huls begivenhedshorisont!!
3. ... eller "bare" er en bagvedliggende struktur
Så bortset fra den sidste mulige forklaring, er det nogle mind-blowwing scenarier man nu undersøger nærmere!
Kilde: Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics

17/8 2017 observerede LIGO og VIRGO observatorierne en gravitionel bølge. Kilden blev identificeret i galakse 130mio lysår herfra, hvor 2 neutronstjerner var kollideret. Man havde forventet at se et kort udbrud efter hændelsen, som skulle være lys fra en jet som skulle dø hen. Men istedet fandt NRAO et glimt der blev kraftigere!. Analyser og simulationer af udbruddet, viser at det kan forklares med at jettene har ramt en skal af støv og gas om neutronparret, som derfor lyser op.
Science Magazine kårede i sit december nummer neutronstjerne kollisioner som et af året gennembrud