Stjerner

Måling af Pulsar-pulser med radioteleskoper Neutronstjerner der roterer meget hurtigt, udsender oftest hurtige regelmæssige radiopulser og kaldes derfor også Pulsarer. Sådanne pulser skaber også gravitationsbølger som også kan måles. For at følge op på målinger af sådanne gravitionelle bølger har radioastronomer med Green Banks radioteleskopet målt massen på neutronstjernen J0740+6620, 4600lysår fra Jorden og fundet at den vejer 2,17 Solmasser. Det er 333.000 Jordmasser, som må være komprimeret sammen til en kugle med en radius på ca 12km skriver West Virginia University
I betragtning af at dens teoretiske schwarzschild radius er R=(2∗G∗M)/c2 = ~7 km, er den altså meget tæt på at være endt som et sort hul!.

Dermed er den også noget tungere end den hidtil tungest kendte neutronstjerne PSR J1614-2230 som er lige knap 2 solmasser.
Den uventede flakken af røntgenlys fra det sorte hul GSN069
24 December 2018 blussede det centrale sorte hul GSN069 i en galakse kun 250 mio lysår herfra, pludseligt voldsomt op og blev 100x klarere. Siden har bla. Europæiske astronomer studeret det med ESAs røntgen-rumteleskop XXM-Newton, men de blev meget overraskede over at se en tydelig periodisk blafren hver niende time i lyset fra GSN069 - noget man aldrig har observeret før!.

Det er ikke usædvanligt at sorte huller udviser små udslag, men aldrig så meget eller regelmæssigt som GSN069.
Forskerne mener at det er rester af udbruddet fra sidste jul, som kan skyldes at den slugte en stjerne. Årsagen til at den er så tydelig, kan være at GSN069 er et ret lille centralt sort hul på "kun" 400.000 solmasser, så variationerne kommer hyppigere og tydeligere: Hvis en tilsvarende stjernerest kredsede om et mere typisk mega-solmasse sort hul,ville udslaget kommer med dage, uger eller måneders mellemrum og være mindre relativt til den samlede røntgen udstråling, skriver forskerne på esa.int
Kuglehoben NGC1466 i galaksen Den Store Magellanske sky LMC
Kugleformede stjernehobe kan være meget forskellige, selvom de alle stammer fra samme periode og deler samme oprindelse. For at forstå årsagen til forskellene har et hold astronomer studeret de såkaldte Blue Straggler-stjerner i stjernehobe i nabogalksen Den Store Magellanske Sky (LMC). Blue Sragglers er stjerner der er større og klarere end hobens øvrige stjernepopulation.

Studiet viser at der sker en dynamisk aldring af hobene, så de tunge stjerner gradvist synker ind mod centrum, mens de letteste stjerner skubbes ud i periferien og kan løsrives fra hobene. Det er en proces der tager mange millioner år og dermed afgøres udfaldet af ydre omstændigheder, som forbipasserende tunge stjerner ol. En proces som er 'døbt Dynamisk aldring'.
" Vi har demonstreret hvordan forskellige strukturer i stjernehobe skyldes forskellige niveauer af dynamisk alddring; De kommer i forskellige former, selvom de er født i den samme kosmiske periode. Det er første gang effekten af dynamisk aldring er blevet målt i LMC hobene" siger Enrico Ferraro fra Universitetet i Bologne til ESA
Lyskurven for den kataklysmiske variable stjerne EU Cancri
Stjernen EU Cancri i hoben M67, er en såkaldt 'Kataklysmisk variabel' som består af 2 stjerner; En lille dværgstjerne (hvid dværg eller neutronstjerne) som kredser om en større stjerne, som den suger materiale fra. Når den når en vis masse eksploderer gasserne på den dens overflade og får den til at blusse op.

Men EU Cancri opfører sig lidt anderledes end de fleste katalysmiske variable, fordi dens dværgstjerne er en hvid dværg med et kraftigt magnetfelt - Et fænomen som kaldes en 'Polar kataklysmisk variabel', som man kender 3 andre af.
Det fænomen har et hold astronomer undersøgt ved hjælp af data fra Kepler rumteleskopets K2-observationsrunde.Dermed har de kunnet lave en meget præcis lyskurve for dens variabilitet og har fundet at den har en omdrejningsperiode på kun 2,1 timer, samt at den har et meget veldefineret lyskurve, som starter og slutter med et lille -10% lysdyk.

Deres analyser og simulationer viser at det kan skyldes at EU Cancri b's magnetfelt effektivt suger al solvinden fra hovedstjernen til sig og skaber en veldefineret tunnel af materialet den suger det til sig. Dermed er denne polare kataklysmiske variable stjerne også en såkaldt Low-accretion-rate polar (LARP) stjerne slutter de på arXiv.
Altså en 'Low-Accretion-Rate Polar Cataclysmic Variable star'.
Billeder af Scholz's stjerne og dens brune dværg, fra 2015 øverst og de nye fra 2018 med adaptiv optik nederstnederst Studier af den røde dværgstjerne WISE J072003.20−084651.2AB (Scholz's star), har vist at der kredser en stor brun dværgstjerne om den. Med nye adaptive optiker som eliminerer Jordens atmosfæres bevægelser på billeder, er det blevet muligt at lave billeder der tydeligt viser den brune dværgstjerne (nederste linje på billedet ovenfor), ligesom man ved nærmere eftersyn har kunnet identificere den på ældre billede fra 2015.
Det er 2 meget små stjerner på hhv. 99 og 66 Jupitermasser, skriver forskerne på arXiv

Scholz stjerne er en af vores nærmeste nabostjerner, men den blev især kendt for at have passeret meget tæt forbi Solen for ca. 70.000år siden; Den nye undersøgelse har desuden præciseret denne begivenhed, så man nu kan sige at den passerede Solen i en afstand af kun 68.700 AU for omkring 80.500år siden.