Stjerner

Støv om Betelgeuse
Kæmpestjernen Betelgeuse's fascinerende fald i lysstyrke, har affødt en sværm af undersøgelser af dens opførsel.

Forskere fra University of Washington har undersøgt dens lysfald, og fundet at det skyldes støv, og ikke at den er blevet koldere, i artiklen Dimming Betelgeuse likely isn’t cold, just dusty. Dels har de fundet at dens temperatur er stort set uændret siden 2004 og dels har de fundet absorbtionsliner af Titanium-Oxid, som vil være typisk for sådan støv. Dermed skyldes lysfaldet ikke aktive solpletter, men at en tidligere stor solplet har kastet materiale ud om den, som nu er kølet af og dermed blokerer dens lys.

En anden undersøgelse har forfinet modeller af supernovaer, med udgangspunkt i at den jo er skrumpet ind: For der vil være stor forskel på hvor klar en supernova bliver, afhængigt af om den er blusset lidt op eller ned, lige forud for eksplosionen. Og billedet kompliceres yderligere af at Betelgeuse - og dermed sikkert også andre superkæmper - faktisk ikke er symmetriske, så en supernova vil også blæse mere ud den ene retning end i andre, så den lidt tilfældige retning mod Jorden i eksplosionstidspunktet, vil også gøre en forskel, skriver UC Santa Barbera i artiklen A Massive Star’s Dying Breaths
Klar stjerneVi har ikke kunnet se det fra Danmark på grund af vejret, men stjernen Betelgeuse i Orion, som sidste år mistede meget af sin lysstyrke, er blusset op til sin mere normale lysstyrke igen skriver astronomer, som NASA også henviser til.

Dens lysfald skabte en del spænding, fordi astronomer har regnet med at den "snart" vil eksplodere som en supernova der vil kunne ses selv om dagen fra Jorden."Snart" betyder i astronomisk sammenhæng inden for de næste 100.000 år, men præcis hvornår vides ikke, så det kunne lige så godt være nu.

Det blev det åbenbart desværre ikke, men så kan vi glæde os over den smukke røde stjerne i Orion-stjernebilledet igen istedet.
Den røde kæmpestjerne Betelgeuses overflade fotograferet af ESO Det sidste halve år er den røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orion falmet betydeligt - en falmen som kan være et forstadie til en snarlig supernova eksplosion, indenfor de næste årtusinder. Ved hjælp af ESO’s Very Large Telescope (VLT) har astronomer fanget den igangværende falmen af Betelgeuse, som er helt uden fortilfælde. De fantastiske nye billeder af stjernens overflade viser ikke kun den falmende røde superkæmpe, men også hvordan dens form ændrer sig.

Betelgeuse har altid været en ledestjerne på nattehimlen for stjerneobservatører, men sidste år begyndte den at falme. Mens dette skrives, lyser Betelgeuse kun omkring 36 % af sin normale lysstyrke, og det er en ændring, der kan bemærkes af selv det blotte øje. Astronomientusiaster og forskere håbede begejstret, at de kunne finde ud af mere omkring denne falmen.

Et hold ledet af Miguel Montargès, en astronom hos KU Leuven i Belgien, har observeret stjernen med ESO’s Very Large Telescope siden december med håbet om at forstå, hvorfor den lyser svagere. Blandt de første observationer er et betagende nyt billede, taget sidste år med SPHERE-instrumentet, af Betelgeuses overflade.

Holdet observerede tilfældigvis også stjernen med SPHERE i januar 2019, før stjernen begyndte at falme, og derfor har vi unikke før-og-efter billeder af Betelgeuse. Da de er taget i synligt lys, viser billederne stjernens forandringer i både lysstyrke og form.

Flere astronomientusiaster spekulerede på, om Betelgeuses falmen betyder, at den er ved at eksplodere. Ligesom alle røde superkæmper vil Betelgeuse en dag blive til en supernova, men astronomer tror ikke, det er dét, der sker nu. De har andre hypoteser til at forklare, hvad der forårsager forandringerne i form og lysstyrke som ses på SPHERE-billederne.”De to scenarier, vi arbejder med, er en afkøling af overfladen på grund af usædvanlig stjerneaktivitet eller støvudkast mod os,” siger Montargès. ”Selvfølgelig har vi ikke al viden, der er om røde superkæmper - det er igangværende arbejde - så en overraskelse kan stadig forekomme.”

Montargès og hans hold havde brug for ESO’s VLT hos Cerro Paranal i Chile for at undersøge stjernen, som er over 700 lysår væk, og undersøge dens falmen. ”ESO’s Paranal Observatory er en af de få faciliteter, der er i stand til at tage et billede af Betelgeuses overflade,” siger han. Instrumenter på ESO’s VLT gør det muligt at observere fra det synlige til det midt-infrarøde, og det betyder, at astronomer kan se både overfladen på Betelgeuse og materialet omkring den. ”Det er den eneste måde vi kan forstå, hvad der sker med stjernen.”

Et andet nyt billede, der er fanget med VISIR-instrumentet på VLT, viser det infrarøde lys, som udsendes af støvet omkring Betelgeuse i december 2019. Disse observationer blev foretaget af et hold ledet af Pierre Kervella fra Observatory of Paris i Frankrig, som forklarede, at billedets bølgelængde svarer til den, der bruges af almindelige varmekameraer. Støvskyerne, som ligner flammer på VISIR-billedet, dannes, når stjernen spreder sit materiale tilbage i rummet.

“Udtrykket ‘vi er alle lavet af stjernestøv’ hører vi tit i moderne astronomi, men hvor præcist kommer støvet fra?” spørger Emily Cannon, som er ph.d.-studerende på KU Leuven og arbejder med SPHERE-billeder af røde superkæmper. ”Gennem deres liv laver og spreder røde superkæmper som Betelgeuse store mængder af materiale, selv før de eksploderer som supernovaer. Moderne teknologi har gjort det muligt for os at undersøge disse objekter, der er hundrede af lysår væk, i hidtil usete detaljer, og det giver os mulighed for at afsløre mysteriet om, hvad der udløser deres massetab.”

Kilde: ESO
Magnetfelt-anomalier i og omkring den protostellare sky Barnard 335(B335)
Barnard 335 er en lille mørk plet på himlen; En tæt støv- og gassky som er ved at falde sammen for at ende som en ny stjerne. Det specielle ved B335 er at det er en lille ensom stjernedannelse, som dermed gør det lettere at se de indre processer, når den ikke er lomgfgovet af andre stjernedannelser.
Tidligere undersøgelser af B335 har vist at det er en stjernedannelse. Men en ny undersøgelse 'Distortion of Magnetic Fields in Barnard 335" på arXiv har også fokuseret på magnetfelter og har dermed med større præcision kunnet forudsige hvad "barnet" bliver.

Undersøgelserne af magnetfeltet ved at måle polariseringen af lyset fra omkringliggenmde baggrundsstjerner, viser, at B335 har en kritiskmasse-grænse på Mcr=3.37±0.94 M⊙. Det passer godt med dens observerede masse på 3,36 solmasser. Dermed konkluderer de at stjernedannelsen startede fra en ligevægtstilstand. Magnetfeltet alene kan driver op til 0,94 solmasser sammen, men konkluderer også at
Når stof accelereres ind i sorte huller, udsender det røntgenstråling, som reflekteres det også fra støvskiven omkring det sorte hul
Sorte huller kan ikke studeres direkte, men man kan se hvad der sker omkring dem. De er dog for små til at kunne studeres i detaljer, selvom man HAR taget et enkelt billede af et sort hul. En enkelt billede siger dog ikke meget om dynamikken i processen: Hvad sker der?
Men når stof accelereres ind i sorte huller, udsender det røntgenstråling som kan observeres - bare ikke i detaljer. Men røntgenstrålerne absorberes og reflekteres også fra støvskiven omkring det sorte hul. Så ved at studere disse ekkoer fra støvskiven er det lykkedes et hold astronomer, at afkode ekkoerne og omsætte dem til data.

ESA's XXM Newton røntgenrumteleskop, foretog i 2011 og 2016de længste observationer af noget sort hul - det centrale sorte hul i galaksen IRAS 13224–3809, som er det mest varierende kendte sorte hul. Ved at studere de i alt 23 dages optagelser af IRAS 13224–3809-hullet, kunne de altså afkode ekkoerne, skriver Cambridge University