Stjerner

Støvringene om stjernen V1247Studier af den nydannede stjerne V1247 Orionis med nye højopløsningsteleskoper som ALMA submilimeter radioteleskop arrayet, har måske afsløret hvordan små faste legemer dannes. Man har nemlig haft svært ved at forklare hvorfor støvpartikler som trækkes ind mod stjernen af radial-drift ikke opsluges af stjernen.

Men de nye observationer af V1247 viser 2 detaljerede ringe af støv og gas. Man mener at der gemmer sig en nydannet planet mellem de to ringe,som har støvsuget sin bane for støv. Men netop detaljerne viser at den nye planet danner en bølge af tættere støv på hver side af gabet mellem ringene, på samme måde som et skib danner bovbølger. og disse bølger danner beskyttende barrierer som fanger støvet i banerne mellem planeterne de første millioner, så de kan nå at samle sig i større klippestykker i baner om stjernen, så de ikke ender som støv i stjernen.
Kilde: Exeter University

Stjernen KIC 8462852 også kendt som "Tabby's Stjerne" mystificerede forskerne i 2015, da Kepler planetjægerteleskopet, fandt et dramatisk regelmæssigt lystab på 20%. Det bil kræve et opbjekt med en diameter på 40% af stjernens at skjule så meget af dens lys, og så stor en planet kan en stjerne ikke holde på. Intervallet antydede at det der spærrede dens lys må kredse ret tæt om stjernen. Det fik nogle til at foreslå en kunstig konstruktion om stjernen - måske for at tappe den for lys. En vild teori som selvfølgeligt ramte overskrifterne.

Men nye studier af KIC_8462852 som er publiceret i Astrophysical Journal som har studeret den ved forskellige bølgelængder, viser meget mindre lysfald i det infrarøde. Et fast objekt der blokkerer lyset vil naturligvis skabe lige meget lystab ved alle frekvenser, så det udelukker en ekstrem alien struktur eller let planet om den.
En støvsky vil tilgengæld netop lade mere infrarødt lys passere skriver NASA, så det peger på en at der omgivet af en tæt støvsky som kredser i et 700dages omløb
En fin boble af stof omkring den mærkelige røde stjerne U Antliae er her indfanget af ALMA i al sin skønhed. Astronomerne kan nyde synet, og samtidig lære mere om, hvordan stjerner udvikler sig i den sidste del af deres tilværelse.


I det svage stjernebillede Antlia (Luftpumpen) på sydhimlen vil en omhyggelig observatør med en god kikkert kunne finde en meget rød stjerne, som fra uge til uge varierer en smule i lysstyrken. Denne meget usædvanlige stjerne hedder U Antliae, og det er omkring den, ALMA - Atacama Large Millimeter/submillimeter Array har fundet en bemærkelsesværdig tynd kugleskal.

U Antliae [1] er en carbonstjerne, - en ældre stjerne, som er kold og lysstærk, og som hører til i den gruppe af stjerner, som kaldes den asymptotiske kæmpegren. For omkring 2700 år siden havde U Antliae en kort periode, hvor den meget hurtigt mistede masse. Det var den gang, i løbet af nogle få hundrede år, at alt det stof, som udgør skallen i det nye ALMAbillede blev kastet ud med stor fart. Ved nærmere eftersyn af skallen kan man finde spor af nogle tynde gasskyer, som kaldes filamentsubstrukturer.

Det er kun fordi ALMA er så god til at danne skarpe billeder ved flere forskellige bølgelængder, at det er blevet muligt at danne så flotte billeder.

Her er ikke kun et enkelt ALMAbillede. ALMA danner et tredimensionelt datasæt (kaldet en data cube), hvor hvert lille område observeres ved lidt forskellige bølgelængder. På grund af Dopplereffekten, bevirker det, at man også kan se, hvordan forskellige dele af skyen bevæger sig med forskellig hastighed væk fra eller imod os på Jorden. Skallen her er særligt speciel fordi den er meget symmetrisk kugleformet, og tillige meget tynd. Ved at bruge hastighedsopløsningen kan vi scanne ind igennem denne her kosmiske boble ligesom man kan danne en computertomografi af et menneske.

Det er vigtigt for forskerne at forstå hvordan stjernerne udviklede sig i det tidlige Univers, og også hvordan galakserne har udviklet sig. Til det brug er viden om den kemiske sammensætning i skaller og atmosfære for denne type stjerner meget nyttig. Udviklingen af skallerne ved massetab er også interessant, og skaller som den omkring U Antliae har en meget stor variation af kemiske stoffer, som er baseret på kulstof og andre grundstoffer. Denne stjernetype hjælper også til i grundstofkredsløbet i Universet: de bidrager med op til 70% af det støv, som findes imellem stjernerne.

Ageing Star Blows Off Smoky Bubble fra ESO
Hvert år bryder stjerner ud i voldsomme eksplosioner kaldet novaer ca 50gange bare i vores egen galakse Mælkevejen. Hidtil har man ment at det er den hvide dværgsstjernes proportioner som har styret hvor voldsom nova eksplosionen bliver.
Man har længe vidst at chokbølger også har en stor virkning, men nu viser et nyt studie med observationer, modeller og teori, at kerne eksplosioner er det mindste af det. Når stjernen eksploderer udsender den først en langsom chokbølge som følge af implosionen, efterfulgt af en hurtigere og kraftigere chokbølge fra selve eksplosionen.

Den eksplosion vi ser som en nova, er i alt væsentlighed styret af med hvor stor kraft de 2 chokbølger rammer hinanden, siger forskerne fra Michigan State University
Antares sammenlignet  med Solen Antares er en enorm rød kæmpestjerne som nærmer sig slutningen af sit liv - Den er 15x så tung som Solen, men 700x så stor, såvis den var placeret i vores solsystem, ville den dermed nå helt ud til Mars's bane.

Nye undersøgelser af materialeflowet fra stjernen som er publiceret i Nature, viser at den normale forklaring på energitransporten ud til den øverste atmosfære ikke holder.
Konvektion (varmeopstigning) som vi kender det fra Solen, kan ikke forklare de enorme mængder varme gasser, som slynges ud fra stjernen. Der må altså være andre processer på spil i så store stjerner.a