Galakser

Nogle galakser har lange tentakler af gas og nyfødte stjerner, og de har fået øgenavnet 'vandmandgalakser'. Noget af gassen kan slippe ind og fodre de supertunge sorte huller, som lurer i centeret af galakserne, og der får de galaksekernerne til at blusse voldsomt op. Det er observationer af 'vandmandgalakser' med ESOs Very Large Telescope, som har afsløret denne hidtil ukendte måde at fodre de supertunge sorte huller på, og forskningsresultaterne offentliggøres idag i tidsskriftet Nature.

Et hold astronomer, ledet af italienske forskere har brugt instrumentet MUSE (Multi-Unit Spectroscopic Explorer) på Very Large Telescope (VLT) ved ESOs Paranalobservatorium i Chile til studier af, hvordan gasser kan strippes væk fra galakser. De har koncentreret sig om ekstreme eksempler på 'vandmandsgalakser' (jellyfish galaxies) i nære galaksehobe. Galaksetypen har navn efter de bemærkelsesværdige lange "tentakler" af stof, som strækker sig titusinder af lysår ud fra galaksernes skive.

Vandmandgalaksernes tentakler dannes i galaksehobene ved en proces, som kaldes ram pressure stripping. Deres gensidige tyngdekræfter får galakser til at falde med stor fart ind i galaksehobene, og her møder de en varm og tæt gas, som fungerer som modvind. Vinden presser lange haler af gasser ud fra den indfaldende galakseskive, og sætter samtidig stjernedannelse igang i halerne og i galaksen.

6 ud af de 7 vandmandsgalakser, som er undersøgt, huser et supertungt sort huli centeret, og det æder af den omgivende gas. Det er en uventet høj procentdel. Blandt galakser generelt er det mindre end 1/10.

"Den stærke forbindelse imellem ram pressure stripping og aktive sorte huller er ikke noget, vi har forudset, og det er aldrig blevet rapporteret tidligere," sagde holdleder Bianca Poggianti fra INAF-Astronomical Observatory fra Paduva i Italien. "Det ser ud som om det centrale sorte hul bliver fordret fordi noget af gassen når ind til centeret istedet for at blive slynget væk."

Det har længe været et spørgsmål hvorfor kun en lille del af de supertunge sorte huller i centrene af galakser er aktive. Supertunge sorte huller findes i næsten alle galakser, så hvorfor er kun nogle få af dem i færd med at samle stof ind, så de skinner så klart? De nye resultater foreslår en hidtil ukendt mekanisme til fodring af sorte huller.

Yara Jaffé, som er er ESO fellow, og som har bidraget til artiklen, forklarer betydningen: "Disse MUSE observationer antyder en ny mekanisme hvor gas kan blive trukket ind i nabolaget til et sort hul. Resultatet er vigtigt, fordi det giver os en nu brik i et puslespil til bedre forståelse af forbindelserne imellem de supertunge sorte huller og de galakser, som de bor i."

De nuværende observationer er en del af et meget mere omfattende studium af mange flere vandmandsgalakser.

"Oversigtsarbejdet her vil, når det er færdigt, afsløre hvor mang gasrige galakser, som trænger ind i galaksehobe, som gennemgår en periode med forøget aktivitet i deres kerner, og også hvilke det sker for," slutter Pogglanti. "Det har længe været svært for os astronomer at forstå, hvordan galakser dannes og ændres i Universet mens det udvider og udvikler sig. Vandmandsgalakserne er en nøgle til forståelsen af galakseudvikling, fordi vi her ser galakser midt i en dramatisk forandringsproces."
For nylig fandt en undersøgelse af galaksehobe en sammenhæng mellem galaksernes rotationshastighed og den omkringliggende galaksehobs massefordeling. Men en ny undersøgelse fra : University of New South Wales af en større population galakser, viser i modsætning til den tidligere undersøgelse at det er galaksernes egen masse der afgør rotationen.

Okay det lyder måske lidt nørdet MEN det interessante ved den nye undersøgelse er ikke kun at den har større statistisk konfidens, men at den samtidigt har vist hvorfor de massive galakser ikke danser tæt sammen, for gjorde de det ville de have en tendens til at frastøde hinanden. Det er dermed også lykkedes at forklare hvorfor galaksehobes centre stort set altid kun domiieres af en enkelt meget store galakse.
I modsætning til andre galakser, kan vi ikke se Mælkevejens form og Mælkevejens centrale bule skjuler den fjerne side af galaksen. Men Mælkevejen er ikke helt flad og dermed lykkedes det i 2011 at lokalisere den modstående galaksearm "Scutum-Centaurus armen" (SCA) ca 40.000 lysår på den modsatte side af centrum.

Men nu er det lykkedes de samme astronomer fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics at identificere 84 massive stjernedannelser i den ydre del af Scutum-armen. De er de yderste massive stjernedannelsesområder på den modsatte side af Mælkevejen, og afgrænser dermed hvor langt ud SCA srækker sig.
De nye fund understøtter opfattelsen af at Mælkevejen er en rimeligt symmetrisk bjælke-spiralgalakse.
NGC 3359 og Little cup galaksenBritiske astronomer har lokaliseret en lille dværggalakse som er ved at blive strippe for gasser af en større nabogalakse NGC 3359.
NGC 3359 som ligger 50mio lysår fra os og rummer ca. 100 mia stjerner er en bjælke-spiralgalakse der dermed ligne Mælkevejen meget, men bare er lidt mindre.Og ligesom Mælkevejen suger gasser til sig fra de Magellanske skyer, er NGC 3359 og ved at tømme den lille dværggalakse.
Fundet er mere end bare "en interessant galakse", men kan lære os ret meget om hvordan galakser vokser og dør siger astronomerne
Kilder: Durham University og Keck Observatory
Dobbelte supermassive centrale sorte huller
Galakser kolliderer hele tiden over hele universet og deres sorte huller smelter sammen. Men man har længe ment at der dermed også måtte findes eksempler på supermassive sorte huller der kredser om hinanden.
Men nu har Mexikanske forskere fundet et sådan eksempel på to sorte huller
Kilde: discovery confirms existence of orbiting supermassive black holes