radiojets fra sort hul i galaksekerneI det tidlige univers lavede galakserne massive mængder nye stjerner (starburstst), men på et tidspunkt stopper disse massive starbursts.
Nu har astronomer fundet, at Sunyaev–Zel’dovich (SZ) -signaturen som stammer fra massive radio-jets i galaksehobe også kan detekteres fra enkelte galaksekerner.
Dermed har du kunnet vise at når de sorte huller bliver tilpas aktive, stopper det starburstene.

Kilde: John Hopkins University
galaksehoben Abell2744 fotograferet af Hubble Er vi sikre på rødforkyndning og afstande?
Vores aftsandsbedømmelse af afstandende til de fjerneste galakser afhæænger i høj grad af forholdet mellem afstand og rødforkydning. Men Hubble-konstanten har været revirderet nogle gange og er også forbundet med nogen usikkerhed.

Et hold forskere som har studeret nogle af de tidligste galakser har derfor benyttet en anden metode; Nemlig ved at måle tyngdefeltets bøjning af lyset fra de fjerne galakser, der gemmer sig i baggrunden af galaksehoben Abell2744. på billedet herover

På billedet her i de små indsatte bokse, ses et par rødlige skygger: Det er de stærkt rødfiorskudte afbøjede billeder af en fjernere galakse i baggrunden.

Ved først at måle rødforskydningen af lyset fra den fjerne galakse til 10, som svarer til en rekord-afstand på 13 milliarder lysår
For at kontrollere denne afstand målte de derefter vinkel afstanden mellem galakse-skyggerne, og regnede sig derudfra baglæns til afstanden til den fjerne galakse.

Det har man kunnet, fordi man kan måle og beregne massen af galakserne i galaksehoben, hvor de ligger så tæt at man kan måle deres indbyrdes masser. Derefter kan man så regne ud hvor langt væk den fjerne galakse skal ligge for at forklare adskillelsen mellem skyggerne.

De kom frem til at galaksen må ligge 13,3 milliarder lysår væk, svarende til at den befandt sig i en tid kun 500 millioner år efter Big Bang og dermed er en af de tidligste kendte galakser. Man har godt nok fundet 3 endnu tidligere galakser, men denne er betydeligt svagere og mindre, og peger dermed på at dre ogsp var mindre galakser dengang.

Kilde. ESA Hubble site
stronomerne har opklaret endnu en bid af hemmeligheden bag dannelsen af stjerner i de meget unge galaksehobe i Universets tidligste dage. Med APEXteleskopet har det vist sig, at stjernedannelsen ikke blot er skjult af kosmisk støv, men også at det sker nogle steder i galakserne, som er komplet uventede. Det er første gang, det er lykkedes at få fuldstændigt overblik over stjernedannelsen i en ung galaksehob.

Galaksehobene er de største objekter i Universet. De bliver holdt sammen af tyngdekraften, men vi forstår ikke ret godt hvordan hobene dannes. I mere end 20 år har astronomerne studeret den galakse, som kaldes Spindelvævsgalaksen (eller mere formelt MRC 1138-262 og dens omgivelser, med både ESOs og andre teleskoper Området ser ud til at være et af de bedste eksempler på en meget ung galaksehob; en protohob under dannelse, for mere end ti milliarder år siden.

Men Helmut Dannerbauer (Wiens Universitet, Østrig) og hans forskerhold havde en stærk mistanke om, at det ikke var hele historien. De ville gerne udforske stjernedannelsens mørkere sider, og finde ud af, hvor meget af stjernedannelsen i Spindelvævsgalaksen som skete i det skjulte, inde i støvskyerne.

Forskerne brugte LABOCAkameraet på APEX teleskopet i Chile. I 40 timer blev hoben omkring Spindelvævsgalaksen observeret i millimeterbølgelængder - det er et bølgelængdeområde, hvor lyset kan trænge lige igennem de fleste tykke støvskyer. LABOCA har et stort synsfelt, så det er det perfekte instrument til sådan en undersøgelse.

Carlos De Breuck (APEX project scientist ved ESO, og medforfatter til den nye artikel) understreger: "Der her er et af de fjerneste områder, vi har observeret med APEX, og det ligger på grænsen af, hvad der teknologisk er muligt - plus på grænsen af, hvad teleskopets personale kunne klare, for APEX befinder sig 5.050 m over havoverfladen".

APEXobservationerne afslørede, at der er omkring fire gange flere objekter i området indenfor spindelvævet end i tilsvarende andre områder på himlen. Ved at omhyggeligt at sammenholde de nye målinger med tilsvarende gjort ved andre bølgelængder, fandt holdet ud af, at mange af disse kilder befinder sig i samme afstand som galaksehoben selv, så de må være en del af den unge hob.

Helmut Dannerbauer forklarer: "De nye APEXobservationer gav os den sidste brik, som vi manglede for at kunne opregne alt, hvad der befinder sig i denne enorme stjerneby. Disse galakser er under dannelsen, de er meget støvede, ligesom en byggeplads på Jorden".

Den store overraskelse kom, da forskerholdet så, hvor stjernedannelsen foregik. De havde regnet med, at de fleste stjerner blev dannet i de lange tråde af gas, som forbinder galakserne. Sådan er det bare ikke: stjernedannelsen sker hovedsagelig i et enkelt område, og det område ligger endda ikke i midten af protohobens centrale Spindelvævsgalakse,.

Helmut Dannerbauer slutter: “Vi prøvede på at finde de skjulte stjernedannelser i Spindelvævshoben - og det lykkedes - men undervejs dukkede der så et nyt mysterium op: Dannelsen sker ikke der, hvor vi forventede! Galaksehoben udvikler sig asymmetrisk.”

For at løse det mysterium, er det nødvendigt med flere observationer - og ALMA er det perfekte instrument til opgaven: at gå et skridt videre og studere disse støvområder i meget finere detaljer.

Kilde: a href="http://www.eso.org/public/news/eso1431/" target="mew"> ESO
Mælkevejn og dens haloAustralske astronomer har målt (beregnet) Mælkevejens masse, inkl. dens mørke masse, ved at studere nogle af de yderste stjerner i Mælkevejen. De har dermed fundet at den vejer 800 mia. solmasser. Det er ikke langt fra tidligere målinger, men til gengæld er der 50% mindre mørk masse end man troede!
Med de tidligere estimater forudsiger galaksedannelsesteorien LCDM, at der bør være flere synlige følgegalakser om Mælkevejen."Men når vi bruger vores målinger siger teorien at der skal være 3 små galakser og det er præcis hvad der er: De Magellanske skyer og Sagitarius dværg-galaksen " siger Dr Prajwal Kafle, fra University of Western Australia.

Kilder: Astrophysical Journal og arXiv (fuld rapport)
radio- og røntgenbillede af jettene fra 3C75
Røntgen-analyser af en fjern dobbeltkernet galakse - 3C75 - viser at dens 2 kerner skyldes at den har TO supermassive sorte huller i sin kerne, som kredser om hinanden.

Sammenligninger med radiobilleder taget med NRAO's VLA, viser desuden hvordan de to sorte huller spreder gasser værtsgalaksernes gasser som en havevander og skaber 2 lange spiral-lignende jet om galakse sammenstøddet

Og ved nøje at måle deres dopplerskifte, er det lykkedes at bestemme deres bevægelse i forhold til hinanden. De lidt atypiske spiral-lignende jets skyldes - viser målingerne - at de roterer så hurtigt om hinanden OG at de bevæger sig gennem et lokalt intergalaktisk medium, som virker som luftmodstand og dermed skaber den skrå spiral-struktur.

3C75 ligger 330 millioner lysår herfra

Kilder: Chandra og NRAO
SE originalbillederne
LÆS OGSÅSPiralgalaksernes voldsomme historie