Galakser

Dobbelt-quasaren i galaksen SDSS-J1010+1413 Astronomer har identificeret 2 supermassive sorte huller i kernen af galaksen SDSS J1010+1413, som er meget tæt på hinanden og derfor tæt på at kollidere/smelte sammen. De to supermassive sorte huller har hver en masse over 400mio solmasser (4×10^8 M⊙).

Forskere der arbejder med de nye gravitionel-bølge observatorier som LISA, leder i øjeblikket efter en "baggrundsstråling" af gravitionelle bølger (GWB), som forventes at stamme fra talrige af sådanne tætte dobbeltsystemer og som det nyfundne dobbelt sorte hul dermed også bidrager til.
Men da SDSS J1010+1413 parret er så tæt på smelte sammen, forventer eller håber forskerne at kunne se en massiv gravitionel bølge fra en sammensmeltning indenfor få år!
... Medmindre det såkaldte "Final ParsecProblem" vil afholde dem fra at kollidere, når stjerner udenom hvert af de to sorte huller virker som en stødpude der afholder dem fra at smelte sammen skriver forskerne på Astrophysical Journal.

Markarian 1216 (Mrk 1216) er en ensomt beliggende og lidt speciel galakse: En rød elliptisk galakse med en population af meget gamle stjerner, som aller er født få mia. år efter Big Bang.

For at teste en hypotese om at den stammer fra en speciel type dværggalakser kaldet "Red Nuggets" har et hold astronomer fastlagt dens massefordeling meget nøje (Noget som først er blevet muligt det sidste årti), fordi det vil vise at den har været en tidlig Red Nugget som har dermed har suget meget mørkt stof til sig. Dermed har de vist at den har meget mørkt stof i sit indre, som støtter deres hypotese.

En anden ting er dens centrale sorte hul: Tidligere målinger af det sorte hul i Mrk1216 vista at dens centrale sorte hul er usædvanligt tungt.
Men når de nye målinger og modeller af dens massefordeling viser at dens kerne er tætpakket med mørkt stof, er dens centrale sorte hul dermed lettere end man tidligere har antaget: Det er stadig et meget massivt sort hul, men ikke usædvanlig tungt skriver NASA/CXC på Chandras hjemmeside
Det nye Hubble Ultra Extreme deep field view
Hvor mange galakser er der i universet?
Det er lidt svært at svare på, når vi ikke har kortlagt hele universet. Men for bla. at forsøge at give et svar på spørgsmålet, lavede astronomer i 1999 en virkelig lang eksponering af et repræsentativt udsnit af himlen, som blev kaldt 'Hubble Deep Field', som afslørede tusinder af hidtil ukendte baggrundsgalakser. Det blev senere fulgt op afflere endnu dybere views
1999: Hubble Deep Field Survey afslørede tusinder baggrundsgalakser
2004: Hubble Ultra Deep Field afslørede titusinder
2012: Hubble Extreme Deep Field var et endnu dybere udsnit af det første
Men nu har astronomer samlet 16års eksponeirnger - ialt 7500 billeder - af området til en 'Hubble Heritage Field' som har afsløret ikke mindre end 265.000 galakser, der strækker sig tilbage til 0,5 mia år efter big bang!
Det mangler så at blive extrapoleret til et universelt tal, før vi kan sige hvor mange galakser der er ...
Den gigantiske M87 galakse og jettene fra det sorte hul som Event Horizon Telescope så sidste måned
Sidste måned kunne forskerefor første gang "se" et sort hul i den enorme galakse M87 med det nye Event Horizon Telescope (EHT). Det EHT kunne se ved radiobølgelængder var en skal lige uden om det sorte hul med skyggen fra selve hullet i midten og en jet fra skallen.
I virkeligheden har det sorte hul 2 jets: Den ene som har retning mod os kan ses ved alle bølgelængder lige fra radiobølger til røntgen. Men den anden som er på vej væk fra os, er så rødforskudt at den ikke kan ses ved nogen bølgelængder.

Men når sådan en jet rammer de interstellare gasser med hastigheder nær lysets , skaber det en chokbølge som er tydelig at se. Og i dette billede fra det dybt infrarøde teleskop Spitzer, kan disse chokbølger fra begge jettene ses - selvom selv jettene er usynlige skriver NASAs Spitzer.

Forskerne har en god ide om hvad der sker med støvskallen om det sorte hul og om hvordan jettene dannes. Men der er usikkerhed om hvordan støv og stjerner suges ind i det sorte hul. På dette billede ses stjerner som blå og grønt (hhv 3,6 og 4,5 mikron bølgelængde), mens støv er rødt (8 mikron).
Galaksers spiralstruktur med den såkaldte ko-rotations radius 70% af alle galakser er skive-formede spiralgalakser. Problemet med at forstå hvordan spiralerne undgår at blive "spundet op" når de inderste stjerner skal roterere hurtigst for at holde positionen, mens de yderste stjerner skal tilbagelægge en længere vej; Dermed vil en rent newtonsk model af spiralerne ende med at spiralen kun kan holde få omgange, før den er blevet til en uniform skive.

Forklaringen på det har siden 1960erne været at det skyldes tyngebølger imellem stjernerne, som følger spiralerne; Dels skaber tyngdebølgerne stjernedannelser som får armene til at lyse op af nye stjerner og dels bremser den stjerner foran sig og trækker stjerner bag sig med sig, så stjernerne opholder sig længere tid omkring tyngdebølgerne.

Det betyder at stjerner foran en spiralarm i gennemsnit vil være yngre end dem bagved. Og det har en ny undersøgelse fra University of Arkansas af stjernernes alder, som dermed støtter bølgeteorien dokumenteret.

Det efterlader så stadigt et spørgsmål om hvordan spiralerne dannes og ser ud.
Men undersøgelsen viser også hvordan stjerner af forskellige aldre er grupperet i forskellige vinkler, i forhold til tyngdebølgens ko-rotationsradius, som er en slags balancepunkt. Balancepunktet er den afstand fra galaksens centrum, hvor stjernernes rotationshastighed om galaksen, er den samme som tyngdebølgens hastighed. Stjerner udenfor denne afstand vil være langsommere, mens dem indenfor vil være hurtigere end tyngdebølgen. Dermed samles stjernerne i grupper, som danner en vinkel til galaksens centrum og dermed afgør armens udseende.
Sammenlignet med deres data, har de dermed kunnet lave en model der præcist forudser spiralens udseende!
Det eneste man dermed mangler svar på, er hvordan spiralerne dannes