Galakser

Fast Radio Burst FRB180916.J0158+65 og dens placering i værtsgalaksen
Da man for en del år siden opdagede de første Fast Radio Bursts (Kaldet FRB; Hurtige radio glimt), vakte det forundring fordi radiosignaler som regel opstår i større systemer, som dermed ikke kan agerere så hurtigt som disse korte glimt.

Efter at have fundet flere hundrede sådanne FRB'er hvoraf en enkelt kommer regelmæssigt igen,kunne man konkludere at de stammer fra andre galakser. Den første gentagne FRB (Repeating FRB), kunne man fx spore til en lille fjern dværggalakse. Den mente man derfor var lidt speciel.
Men med fundet af en ny gentagene FRB som er døbt FRB180916.J0158+65, som man har sporet til en nærmere-liggende galakse, kan man nu konkludere at de er mere almindelige og også kan forekomme i almindelige galakser.

FRB180916.J0158+65 er blevet lokaliseret så præcist at man kan sige at den kommer fra et stjernedannelsesområde i værtsgalaksen. Dens spektrum viser da også tydelige spor af ioniseret brint (HII), som er et sikkert tegn på stjernedannelser. Selv om man endnu ikke kan konkludere hvad FRB180916.J0158+65 kommer fra, er det mest sandsynlige en nydannet neutronstjerne. Neutronstjerner er ganske vist døde stjernerester, men fra tunge kortlivede stjerner, som dermed også hænger sammen med stjernedannelsesområder.
Kilde: A repeating fast radio burst source localized to a nearby spiral galaxy i Nature
Dobbelt sort hul Astronomer er efterhånden enige om at galakserne dannedes først og senere sank de første store sorte huller ind mod tyngdepunktet og endte som centrale supermassive sorte huller. Problemet i dette scenarie er at stjerner og gasskyer der kredser om det sorte hul, vil blive i sin bane rundt og rundt om det; Dermed vil de ikke bliver opslugt og få det centrale sorte hul til at vokse til de millioner solmasser tunge sorte huller vi ser i dag. Men galakser kolliderer ofte eller opsluger mindre galakser, og dermed vokser de sorte huller ved at slå sig samme med andre sorte huller, og ved at suge stjerner til sig som kommer ud af deres vante baner.

Efter sådanne kollisioner kan det centrale sorte hul kredse om det andet sorte hul. Dermed forskubbes stjerners baner om de centrale sorte huller, så de kan ende med at blive opslugt; Sådan et andet sort hul, omtaler professor Smadar Naoz i en artikel i Theconversation som det sorte huls ven; En som sørger for at den får noget at spise.

Hun har studeret stjernen S0-2, som kredser om Mælkevejens centrale sorte hul i Sgr A og fundet at dens bane er stabil; Vi har med andre ord kun et centralt sort hul i Mælkevejen - eller i alt fald ikke et der er større end 100.000 solmasser. Men i maj 2018 passerede S0-2 meget tæt på det centrale sorte hul i en afstand af kun 130AU; Det gav dem mulighed for både at studere dens bane meget nøjagtigt og teste Einsteins relativitetsteori. Men hvis der er et andet lille sort hul skriver hun, vil de kunne se det om 16år når S0-2 igen passerer tæt forbi SgrA.
Mælkevejen og Skywatcher Flextube
Hvor meget vejer Mælkevejen?
Det spørgsmål har mange forskere i tidens løb forsøgt at beregne - men så kommer nye teknikker og estimater over bla. mørkt stof og blander sig.
En ny undersøgelse har beregnet massen ved at måle forskellige stjerner og gastågers rotation om Mælkevejens centrum i forskellige afstande, eftersom tyngdekraften er den masse der befinder sig indenfor afstanden mellem et objekt og massecenteret.

Med disse data har de så kunnet skabe en rotationskurve (omdrejningshastighed/afstand), for at beregne hvor meget masse der er hvor. Og kombineret med andre analyser af Mælkevejens mørke stof som anslår at 93% af Mælkevejens masse er mørkt stof, er de kommet frem til at Mælkevejen vejer 890 milliarder solmasser.
Det skriver de i artiklen 'A robust estimate of the Milky Way mass from rotation curve data' på arXiv er i god overensstemmelse med andre analyser.

En stor tysk/amerikansk galaksesimulation af hvordan galakser har udviklet sig siden Big Bang kaldet TNG50. TNG50 simulerer 700 galaksers udvikling, med 2 mia (2 × 2160^3) mørke stof partikler galaksernes form i detaljer ned til 8500 Solmasser. Dermed er det lykkedes at vise hvordan geometrien af de kosmiske gasser som flyder omkring- og suges ind i galakserne, afgør galaksernes strukturer og vice versa skriver forskerne på MNRAS
Unge kuglehobe (blå prikker) og røde kolde gasser omkring den centrale store galakse i Perseus galaksehoben
Traditionelt har opfattelsen af de store massive galakser i centrene af galaksehobene, at de har samlet sig om de gravitionelle centre. Men nyere fund har vist at de også er vokset de seneste milliarder år, hvilket man har tilskrevet at de har opslugt mindre galakser, uden egentligt at påvise det.

Nu har spanske astronomer fundet en anden bidragende forklaring: Kuglehobe!
Kuglehobe som vi kender dem fra vores egen lille lokale galaksehob er meget gamle. Men den ny undersøgelse af kuglehobe omkring meget store centrale galakser, har afsløret at mange af dem er unge, dannet af kolde gasser der omgiver galakserne. Professor Thomas Broadhurst fra UPV/EHU skriver "Vi opdagede at der er dannet tusinder af nye kuglehobe over den sidste milliard år, som var dannet af kolde gasser i centeret af Perseus-galaksehoben" eftersom gasserne stammer fra rummet i galaksehoben, vokser galakserne dermed