NGC 5291, den tågede gyldne oval, som dominerer midten af dette billede, er en elliptisk galakse, som befinder sig næsten 200 millioner lysår borte, i stjernebilledet Kentauren (Centaurus). For mere end 360 millioner år siden var NGC 5291 indblandet i et dramatisk og voldsomt sammenstød med en anden galakse, som med enorm hastighed borede sig ind i dens kerneområde. Det kraftige sammenstød slyngede store strømme af gas ud i det omliggende rum, og de gasstrømme samlede sig senere til en ring omkring NGC 5291.

I tidens løb er stoffet i denne ring så blevet mere koncentreret, og det er faldet sammen i dusinvis af områder, hvor der dannes stjerner og også i adskillige dværggalakser. De ses som svage blå og hvide områder spredt rundt omkring NGC 5291, som det kan ses på dette nye billede fra FORS instrumentet, som er monteret på VLT. Den tungeste og klarest lysende stofklump, til højre for NGC 5291, er en af disse dværggalakser, og den har betegnelsen NGC 5291N.

Ligesom alle større galakser menes Mælkevejen at være dannet ved sammenstød imellem mindre dværggalakser i Universets unge dage. De enkelte af disse små galakser, som har overlevet intakte frem til idag indeholder normalt mange rigtig gamle stjerner.

I NGC5291N ser der blot ikke ud til at være gamle stjerner. Omhyggelige observationer med MUSE spektrografen har også vist, at de ydre dele af denne galakser har egenskaber, som vi som oftest forbinder med dannelsen af nye stjerner, men det observerede passer ikke med de nuværende teoretiske modeller. Astronomerne har en mistanke om, at årsagen til de usædvanlige forhold er en følge af omfattende gaskollisioner i området.

Galaksekollisioner omkring NGC5291N
NGC5291N ligner ikke en typisk dværggalakser. Istedet har den rigtig mange egenskaber tilfælles med de klumpede strukturer, som findes inde i mange af de stjernedannende galakser, som vi ser i det helt fjerne Univers. Det gør dværggalaksen her til noget helt enestående i lokalområdet, og det vil være et vigtigt laboratorium, hvor vi kan studere de tidlige gasrige galakser, som ellers normalt er alt for fjerne til at vi kan se detaljer ved dem med de nuværende teleskoper.

Det usædvanlige system er tidligere blevet observeret med mange forskellige jordbaserede teleskoper, blandt andet ESOs 3.,6-meter teleskop på La Silla Observatoriet. De meget bedre muligheder, som vi nu har med MUSE, FORS og VLT har gjort, at vi først nu kan bestemme noget af den spændende historie bag NGC 5291N.

I fremtiden får vi måske mulighed for at opklare flere af denne dværggalakses hemmeligheder med de kommende James Webb rumteleskopet og ESOs 39m E-ELT.

Kilde:
Intergalaktiske gasser fordelt i og omkring en galaksehob Galaksehobe fordeler sig i trådlignende strukturer kaldet filamenter mellem hinanden. Rummet mellem disse filamenter menes at være fyldt af mørkt stof og energi, men det er endnu kun en teori.

Men nu afslører en undersøgelse af rummet omkring den største kendte galaksehob Abell 2744, at gasser og galakser omkring galaksen også falder ind mod galaksehobens centrum i filamenter, på samme måde som galaksehobene fordeler sig.

"En uventet og meget velkommen opdagelse" siger Dominique Eckert fra University of Geneva om deres fund, som viser at disse strukturer får igen på mange niveauer i universet

SE 'Cosmic filaments exposed near huge cluster' hos ESA
Galaktiske vinde fra det sorte hul Analyser af de galaktiske vinde i IC5063, viser at vindende som består af molekylær hydrogen (H2) blæser med 600-1200 km/s. Analysen viser dels at vindende stamer fra jettene fra det sorte hul, snarere end det sorte hul selv. Den viser også at vindende skaber stjernedannelser udenfor den galaktiske skive.

Kilde: arXiv/Harvard
De første monstregalakser
En flok massive galakser har gemt sig siden Universet var baby, men nu har ESOs VISTA survey teleskop fundet dem. Nu ved astronomerne for første gang præcis hvornår disse monstergalakser dukkede op for første gang.

SE ESA pressemeddelelse
Dobbeltstjerne af Sorte hullerQuasarer - aktive galaksekerner i det tidligeunivers som udsender meget radiostråling - kommer i mange varianter. PKS 1302-102 er en af de få kendte, som består af et dobbeltstjernepar af sorte huller der kredser om hinanden. Og PKS 1302-102 hullerne er meget tæt på hinanden og vil dermed med sikkerhed ende med en kollision.

Dermed kan PKS 1302-102 blive nøglen til at løse det såkaldte "final-parsec" problem, som teorier og modeller ikke kan forudsige, på grund af de ekstreme forhold om sorte huller.

I januar viste en undersøgelse en 5årig perioditet i signalet, som astronomerne mener stammer fra de sorte hullers relativistiske indbyrdes hastigheder (Kilde: Nature). Siden da har flere andre analyser også vist en tilsvarende perioditet i infrarødt og ultraviolet lys. PKS 1302-102 ligger 3,5 milliard lysår herfra og astronomerne mener at de kolliderede for 3,39 mia år siden og at vi dermed vil kunne se eksplosionen indenfor de næste 100 mio. år.


LÆS; arxiv.org/abs/1501.01375, arxiv.org/abs/1507.07603 og arxiv.org/abs/1511.01515