Final Parsec Problem når 2 sorte huller kollidererAstronomer har fundet et mystisk gentagene lysglimt fra en Quasar (en fjern galakse), som vidner om to sorte huller der er ved at smelte sammen eller kollidere i galaksens centrum, efter en galaksekollision
Forskerne mener at det gentagne lyssignal stammer fra interferenser mellem de 2 sorte huller. Og mens galaksekollisioner varer tusinder år, tager netop denne begivenhed kun få år og er derfor ikke set før. De håber dermed at fundet kan løse det såkaldte "final parsec problem" om hvad der sker de sidste par lysår.

Kilde: Caltech
PHAT billedet af Andromeda galaksen
Hubble har i forbindelse med en undersøgelse af Andromeda galaksen kaldet PHAT (Panchromatic Hubble Andromeda Treasury), taget det hidtil skarpeste billede af en del af Andromeda galaksen M31. Kigger man nøje på originalen (klik på billedet), kan man se talrige enkeltstjerner og hob ei M31 og endda flere fjernere galakser bag M31.

Kilde: Hubble
Interstellart støv og gasser indeholder oftest ioner og er dermed magnetiske, så de orienterer sig efter lokale magnetfeltlinier.
Ligesom - næsten - alt andet der roterer, skaber galaker også et kraftigt magnetfelt og det sidste årti's forskning har også vist hvor stor en rolle Mælkevejens magnetfelt spiller, for de interstellare gasser.

ESA's Max Planck rumteleskop som blev opsendt i 2009 og slukket sidste efterår blev netop opsendt for at undersøge disse gasser ved 3-400GHz. Dermed kunne man lave et kort over gasserne i Mælkevejen, som også afspejlede Mælkevejens magnfelt-strukturer:
Mælkevejen magnetfeltstrukturer
Nu har forskere fra Université Paris-XI lavet mere detaljerede analyser af polariseringerne i disse strukturer. Udover at være mere detaljerede viser de ikke bare gassernes fordeling - som menes at hænge sammen med magnetfelterne, men dokumenterer også at strukturerne og gassernes polarisering hænger sammen.
Mælkevejens magnetfelt
Lyset fra støvet i billedet er optaget ved 353, 545 og 857GHz, mens retningen af magnet feltlinierne er baseret på Planck polariseringsdata ved 353GHz.

Analysen dokumenterer - sammen med andre data - hvordan de interstellares skyers filamenter hænger nøje sammen med de omgivende magnetfelter og understreger hvor stor en rolle magnetfelterne spiller for galaksens udvikling.
Det galakstisk magnetfelt har udgangspunkt i det centrale sorte hul, men skabes også af hele galakseskiven, når de mange stjenrer med deres magnetfelter og de ioniserede interstellare gasser selv, drejer rundt om Mælkevejen.

Kilde: ESA spaceimages
Strålende galaksekollision
Klare røntgen-kilder - de såkaldte "Ultra-Luminous X-ray sources" (ULX) - associeres oftest med sorte huller, men kan også stamme fra stellare objekter. Men der er også mange eksempler på supernovarester, magnetarer og meget andet.
Galaksekollisioner kan være voldommme og sætte gang i mange stjerneprocesser - både stjernedød og burst af nye stjerner. Og studier af kollisionen mellem NGC 2207 og IC 2163 (billedet) har afsløret ikke mndre end 28 sådanne ULX'er, hvilket gør den til den voldsommeste kendte kollision

LÆS MERE på Smithsonian Institute's Chandra side
Den danske studerende Allison Man fra NBI har været med til at opdage et massivt sort hul, der er blevet slynget ud i rummet efter en galaksekollision.

Hvis to galakser har kurs mod hinanden og til sidst støder sammen, vil de smelte sammen til én større galakse. I centrum af hver galakse er der et massivt sort hul, og de vil også smelte sammen. Men hvis der i den proces er blevet dannet gravitationsbølger, som spredes ud i rummet, kan der opstå en rekylvirkning, så det ene af de to sorte huller bliver slynget ud. I nogle tilfælde er rekyl-virkningen relativt svag, og så driver det sorte hul tilbage til centret. Andre gange er rekyl-virkningen så stærk, at det sorte hul slynges ud af galaksen for evigt og forbliver isoleret i universet.

Det sorte hul SDSS 1133 Det sorte hul SDSS 1133 (lille punkt nederst til venstre) opsluger aktivt materiale fra omgivelserne af den nærliggende dværggalakse, Marakian 177 (midten), der ligger 90 mio. lysår fra Jorden. Højopløsningsbilledet th er taget fra Keck teleskopet med tilpasnings-optik.

Sort hul kyles ud af galakse
Kernen i Makarian 177 galaksenAstronomerne har længe ledt efter sådanne sorte huller, der ved en rekyl-effekt er blevet slynget ud af galaksen. Nu mener de at have fundet netop sådan et sort hul. Det ligger 90 millioner lysår fra Jorden, hvilket er relativt tæt på for astronomer.

Et internationalt hold af forskere ledet af Michael Koss, ETH-Zurich, samt bla den danske Allison Man, phd studerende på DARK på Niels Bohr Institutettet (KU), har foretaget observationerne på Keck Observatory på Hawaii. Teleskopet er et af de største i verden og med en særlig teknik, kaldet ’tilpasnings-optik’, som kan kompensere for forstyrrelser fra atmosfæren, kan man opnå observationer med utrolig høj opløsning.

”Observationerne viser, at objektet, kaldet SDSS1133 stadig har en ring af støv og gas, som den trækker til sig og opsluger, mens den udsender stråling. Observationerne viser tydeligt, at der ikke befinder sig en galakse rundt om. Ved at sammenligne strålingen fra objektet med den nærliggende dværg-galakse, Markarian-177 tyder det på, at det sorte hul har tilhørt dværggalaksen, inden det blev slynget ud”, forklarer Allison Man.


Muligvis en stjerneeksplosion
Tvillingeteleskoperne på Keck Observatoriet på toppen af Mauna Kea på Hawaii. De har hver et 10-meter spejl og er verdens største teleskoper. Laserstrålen fungerer som en kunstig hjælpe-stjerne for at korrigere for den sløring, der skyldes atmosfæriske forstyrrelser. Det er en teknik kendt som tilpasnings-optik ved højopløsnings-observationer.

En anden mulighed er, at objektet kan være en særlig type supernova, det vil sige en eksploderende kæmpestjerne. Når kæmpestjerner dør, eksploderer de, og der kan dannes et sort hul. Astronomerne fandt fotografier af objektet fra 1950’erne, og normalt varer en supernova kun nogle få måneder, men det kunne dreje sig om en særlig kæmpe-stjerne med en serie udbrud, som fandt sted mindst 50 år før den til sidst eksploderede som en supernova i 2001. Hvis det er tilfældet, vil det have været et af de mest energi-rige og vedholdende udbrud af en stjerne, som man nogensinde har observeret.

For at komme nærmere en opklaring af mysteriet vil forskerne i det kommende år observere fænomenet med Hubble rumteleskopets Cosmic Origins Spectograph, som kan studere spektrallinjer fra stærkt ioniseret kulstof i aktive sorte huller. Spektrallinjerne fra sorte huller vil typisk være brede.

I en supernova, derimod, vil der kun blive produceret ioniseret kulstof lige efter eksplosionen, så spektrallinjerne vil være meget smalle.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Monthly Notices, Royal Astronomical Society.

Kilder: Niels Bohr Instituttet
Monthly Notices, Royal Astronomical Society
arXiv
NASA's Goddard Space Center