Astronomer regner med snart at kunne afsløre måner om planeter om andre stjerner, og derfor interesserer andre forskere sig for månernes beboelighed og de siger nu at de er stærkt afhængige af moderplanetens magnetfelt.
Gemt i de enorme datamængder fra Kepler rumteleskopet, som indtil nu har afsløret flere tusinde exoplaneter, gemmer der sig også små hidtil uopdagede uregeæmæssigheder som kan afsløre måner om de fjerne planeter, som astronomerne atbejder på at finde. Og kigger man på vores eget solsystem, er der flere måner om Jupiter og Saturn, som kunne huse liv.
Derfor er det naturligvis også en vis interesse for om der kan være liv på måner om exoplaneter.
En ny undersøgelse af af exomåner har taget udgangspunkt i en mindre stjerne med større planeter om, som kan huse måner på størrelse med Mars.
På den ene side behøver moderplaneten ikke engang ligge i den beboelige zone om stjernen, men på den anden side er måner af den størrelse ikke store nok til selv at have et magnetfelt der kan beskytte dem mod kosmisk stråling.
Derudover dukker måner heller ikke bare op af sig selv; Mange måner dannes eller indfanges først efter nogle milliarder år, og det begrænser den tid liv har til at udvikle sig på dem.
Derfor viser deres modeller at det afhænger meget af moderplanetens magnetfelt og månens afstand fra den;
>20 planetradier fra moderplaneten: Måner i en bane langt fra planeten bliver ikke udsat for så store tidevandseffekter fra planeten, men er heller ikke beskyttet af dens magnetfelt.
5-20 planetradier er den "beboelige zone" om planeter, men deres beboelighed afhænger af moderplanetens type: En måne i denne afstand om en Jord- eller Saturn-lignende exoplanet vil være lang tid (4,6mia år) om at stablisere sig indenfor magnetfeltet, mens en måne om en Jupiter-klasse planet vil være mindre end 4,3mia år om det.
<5 planetradier fra planeten vil eventuelle måner vil ligge indenfor planetens beboelige zone, fordi de udsættes for for store tidevandseffekter, deres baner er ikke stabile og de vil ligge indenfor Van Allen bælterne, hvor stråling kan ledes ned fra polerne af magnetfeltet, så de også kan udsættes for intens kosmisk stråling.