Venus kan ses som en klar meget smuk stjerne højt mod vest efter solnedgang. I teleskopet ligner den en lille halvmåne som billedet her fra 27 marts viser; Men fordi den er så blændende klar skal man bruge en ret høj forstørrelse på mellem 50x og 100x afhængigt af kikkertstørrelse, for at se dens fase.Mars, Jupiter og Saturn står op i en samlet flok, men først henad 3 tiden om morgenen, hvor de står meget lavt i Sydøst. Så hvis man er et morgenmenneske og har frit udsyn mod sydøst, kan man lige fange Jupiters måner og - med et teleskop - også Saturns ringe,men forvent ikke så meget fordi de står så lavt,
Stjernehimlen mod syd domineres af stjernebilledet Orion, som omfatter den fantastiske Orion-tåge. Orion er let at genkende på himlen med dens karakteristiske 3 stjerner midt i en stor firkant.
Oriontågen M42
De 3 stjerner er Orions "bælte" og under dem hænger 3 mindre stjerner på en linie som et "sværd" fra bæltet. Den midterste af de 3 stjerner er faktisk en tåge kaldet Oriontågen (M42). Fra en lidt mørk himmel kan man se det med det blotte øje, hvis man kigger nøjere efter, og det er let at se med en almindelig håndkikkert - selv fra byen! Oriontågen er en stjernedannelse. I et teleskop kan man selv ved en lav forstørrelse, se en lille klynge stjerner i dens midte som kaldes Triangulum. Det er den første begyndelse til en nydannet stjernehob.
Stjernhoben Hyaderne
Lidt over og vest for Orion står en klar rødlig stjerne - Aldebaran. Den er en del af en spredt klynge stjerner, som faktisk er en af vores nærmeste nabo-stjernehobe kaldet Hyaderne. Den er for stor til at man kan overskue den i en kikkert, så den skal ses med det blotte øje, eller en mindre håndkikkert.
Stjernehoben syvstjernen (M45)
Men lidt længere oppe og mod vest ligger en anden stjernehob der til gengæld er rigtigt smuk i en kikkert. Den er dobbelt så stor som fuldmånen, så den skal ses i en helt lav forstørrelse og er også flot i en håndkikkert. Den kaldes syvstjernen fordi man kan se ca. 7 stjerner med det blotte øje. Men i en håndkikkert kan man se 20-30 stjerner, og i selv et lille teleskop kan man se 50-100 stjerner!.
Stjernehimlen mod Vest
Vesthimlen er domineret af en stor firkant som er stjernebilledet Perseus. Over det står Cassiopeia som et karakteristisk "W". Halvvejs mellem de to stjernebilleder ligger en af vores nærmeste nabogalakser Andromeda galaksen M31. Hvis man bruger det højre "V" i Cassiopeias "W" som en pil og følger den 3x ned, kommer man til M31
Andromedagalaksen (M31)
Den er ret klar og kan ses med det blotte øje fra en bare lidt mørk himmel. Den er 4-5x så stor som fuldmånen, så den skal også ses ved en lav forstørrelse eller i en håndkikkert.Vi ser den skråt fra siden, så den ligner en stor oval. I håndkikkerten kan man fra en lidt mørk himmel se nogle knuder i enderne af ovalen, som er nogle store stjernedannelsesområder, ligesom Oriontågen - bare meget længere væk: Hele 2,5 mio. lysår herfra!
Man kan måske også ane en ekstra lille klat, som er den ene (M32) af 2 små galakser der kredser om den. Det kan man naturligvis også se i selv små teleskoper ved en lav forstørrelse. Men man kan også se den anden følgegalakse (M110) og et skybånd i Andromeda galaksen, der ses som en mørk kant lige under kernen.
Dobbelthoben i Perseus (NGC869 og NGC884)
Lidt til venstre (syd) for Cassiopeia ligger Perseus som et bånd der strækker sig ind mod Cassiopeia. Halvvejs mellem Perseus's stjernerække og Cassiopeia's W, ligger to stjernehobe tæt op ad hinanden.
De kan anes med det blotte øje fra en mørk himmel og i en håndkikkert ses de som to små uldtotter, med en lille stribe stjerner der strækker sig ud fra den mod Nord. Med en lidt større håndkikkert kan man godt se de består af stjerner og i et teleskop kan man se eller fornemme hundreder af stjerner - Rigtigt flot!