Stjerner

Kæmpe soludrid fra en lillebitte L-klasse dværgstjerne
Stjernen ULAS J224940.13-011236.9 er en lille L-klasse dværgstjerne, der ligger 250 lysår fra Jorden. Den er kun 1/10 af Solens diameter og meget koldere, så den er faktisk ikke meget større end Jupiter!
Men analyser af et udbrud fra stjernen 13/8 2017, hvor den blev ikke mindre end 10.000x klarere end normalt, viser at det var en enorm flare. Analyserne af udbruddet viser at det var 10x kraftigere end det største soludbrud vi nogensinde har obsreveret fra Solen (Carrington udbruddet i 1859).

Et soludbrud som opstår når der opbygges magnetisk energi stjernens indre som pludselig udløses.
L-stjerner som ULAS J224940.13-011236.9 er en af de mindste type stjerner, som ligger lige på grænsen til at være en brun dværg stjerne. Det har længe været diskuteret hvor små stjerner kan være og stadig have soludbrud, så 2017 udbruddet kaster i høj grad lys over denne grænse skriver University of Warwick

Noget andet er at sådanne små stjerner har været betragtet som meget rolige og dermed potentielt gode at bo om. Men da den beboelige zone om så små stjerner er meget tætte, vil et udbrud som dette, kunne riste enhver beboelig planet om den. Dårligt nyt for eventuelle ULAS J224940.13-011236.9-beboere!
Dr Daniel Cotton med et af universitets C14 teleskoper
Dr Daniel Cotton med et af universitets C14 teleskoper
Halvdelen af Mælkevejens stjerner - og dermed hver tredie stjerne vi kan se på himlen - indgår i et dobbeltstjernepar!
Men mange dobbeltstjernerer kredser meget tæt om hinanden, og hvis deres bevægelse ikke får dem til at formørke hinanden set fra Jordem, kan der være meget svært at påvise at en stjerne på himlen faktisk er TO stjerner. Og det kan forvirre rigtigt mange studier, hvis et spektrum man fx tror stammer fra én stjerne faktisk stammer fra to stjerner, eller en tæt dobbeltstjerne ligner en stjerne med en exoplanet

Men udover at udsende lys, burde tætte dobbeltstjerner faktisk også reflektere hinandens lys. Et forskerhold har derfor udregnet stjerners Albedo (reflektivitet) og har vist at man kan måle reflekser mellem stjernerne ved at se på hvor polariseret lyset er. Små stjerner som Solen reflektrerer kun 0,1%, men store stjerner som Spica reflekterer op til 2%. Det har de så eftervist ved at bruge universitetets Celestron C14 til målingerne som er publiceret i Nature, skriver University of New South Wales
Dobbeltstjerneparret PSR B1259–63/LS 2883 og deres røntgen-blop Dobbeltstjerneparret PSR B1259–63/LS 2883 er ikke en helt almindelig dobbeltstjerne, men består af en pulsar (en hurtigt-roterende neutronstjerne) og en blå O9.5Ve-stjerne kaldet LS 2883, som roterer om hinanden hvert 3,4 år. Med den lange rotationsperiode er stjernerne så langt fra hinanden at der ikke er noget direkte materiale-flow mellem de to stjerner.

Observationer over 7år - dvs 2 af stjerneparrets rotationscykler, har identificeret klumper af røntgen-udsendende materiale der fjerner sig med 10% af lysets hastighed fra dobbeltstjerneparret. Den første gasklumps lysstyrke aftog med afstanden til dobbeltstjernen,mens den anden blussede op flere gange, skriver forskerne på arxiv.org/abs/1903.00781
Klumpernes hastighed aftog ikke i den tid de kunne observeres, hvilket viser at der ikke er støv eller gasser omkring dobbeltstjerneparret. Forskerne mener at klumperne er en blanding af materiale fra den blå stjernes solvind, blandet med tilsvarende "pulsar-vind" fra PSR B1259–63.
En løbsk stjernes bane ud af Mælkevejen siden man i 2005 opdagede den første løbske stjerne - dvs stjerner med større fart en undslippelseshastigheden fra Mælkevejen- har man fundet ialt 30 stjerner der med den fart de har på, er på vej ud af mælkevejen.

En stjerne der kredser om Mælkevejen, bevæger sig normalt med hastigheder omkring 200km/sekund,men hyperstjernerne bevæger sig med op til 500km/sekund!
Og da det kræver en enorm kraft at accelerere en 3-8 solmasser tung stjerne (dvspå10.000.000.000.000.000.000.000 tons) op med 300km/sek, har teorien om dem fra starten været, at de blev accelereret op af Mælkevejens centrale sorte hul; Fx. hvis et dobbeltstjerne par kommer for tæt på sluges den ene stjerne, mens den anden til gengæld vil slynges væk. Og med 185 mia stjerner det ske af og til.

Men en ny analyse af en sådan tung stjernes bane på vej ud af Mælkevejen, viser at den faktisk stammer fra et sted i galakseskiven og slet ikke fra centrum. Det må betyde at der må findes sorte huller i mælkevejens skive, som er større end de stellare sorte huller, University of Michigan
Dannelse af dobbeltstjerne Engelske astronomer har fundet et dobbeltstjernepar kaldet PDS27, som er det tungeste (10 solmasser) og tætteste kendte dobbeltstjernepar, med kun 30 AU imellem sig, svarende til afstanden mellem Solen og Neptun. Et andet dobbeltstjernepar PDS37 er knap så tæt, med en afstand på 42-54 AU .

Det er de seneste år blevet klart at de store stjerner aldrig fødes alene, men har -eller har haft -en anden stjerne om sig, uden at man ved hvorfor.

Men fordi PDS27 og PDS37 er så tætte at de interagerer, kan de være et godt laboratorie at studere for at få svar på gåden Skriver Leeds University.