er vi alene i universet - og hvorfor?
Det er et spørgsmål mange har beskæftiget sig med, siden Fermi i 1950 formulerede sit Fermi paradox. Spørgsmålet diskuteres normalt af astronomer og exobiologer, men i en artikel på the conversation giver ide og videnskabshistorikeren Thomas Moynihan fra Oxford University en anden vinkel på gåden om det stille univers:
I 1700 tallet mente man at der måtte være liv på andre planeter, for alt andet var “moralsk uberettiget”. Dengang spekulerede man ikke så meget over fremtiden, men med et voldsomt vulkanudbrud i 1816 på Mount Tambora, mørklagde det meste af Jorden i så lang tid at høst og afgrøder slog fejl og folk sultede. Det skabte den første frygt for menneskehedes fremtid, som siden har været afløst af frygt for atomkrig og klimakatastrofer.

Det er milliarder af stjerner i vores galakse og vi har efterhånden et billede af at hver fjerde har faste planeter og at organisk materiale danner sig når betingelserne er til stede, så man skulle tro det vrimlede med liv. Ganske vist kom metallerne først til senere i galaksens historie, men hvis liv har været muligt i milliarder af år, burde der være dukket en rumrejsende civilisation op i tidens løb,¨ og med millioner af år til at sprede sig, burde de være over hele galaksen.

Det kan der være mange forklaringer på: fx. at livet på Jorden, intelligens eller tekniske civilisationer er en ren tilfældighed.
Men en anden forklaring kan også være at voksende civilisationer altid vil udrydde sig selv, når de når grænsen for deres hjemplanet og inden de når at brede sig til andre planeter!