Nye observationer peger på, at asteroiden Lutetia er en rest af det oprindelige materiale, som Jorden, Venus og Merkur blev dannet af. Astronomer har fundet ud af, at asteroidens egenskaber minder meget om en sjælden type af meteoritter, der er fundet på Jorden og som menes at være blevet dannet i de indre dele af Solsystemet. Lutetia må, på et eller andet tidspunkt, have bevæget sig ud til sin nuværende beliggenhed i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.
Et hold af astronomer fra franske og nordamerikanske universiteter har studeret den usædvanlige asteroide Lutetia i detaljer i et meget bredt interval af bølgelængder for at bestemme dens sammensætning. Data fra OSIRIS-kameraet på ESA’s sonde Rosetta, fra ESO’s New Technology Telescope på La Silla-observatoriet i Chile, fra NASA’s Infrared Telescope Facility på Hawaii og fra rumteleskopet Spitzer er blevet kombineret for at lave det mest komplette spektrum af en asteroide, der nogensinde er blevet samlet.
Lutetias spektrum er efterfølgende blevet sammenlignet med spektre for meteoritter, der er blevet fundet på Jorden ogsom derfor er blevet grundigt undersøgt i laboratorier. Kun én type meteorit, enstatit-kondritter, har vist sig at have en sammensætning, der minder om Lutetias i hele farvespektret.
Enstatit-kondritter er kendt for at være materiale, der stammer fra det tidlige Solsystem. De formodes at være blevet dannet tæt på den unge Sol og at have været vigtige byggesten til dannelsen af stenplaneterne, i særdeleshed Jorden, Venus og Merkur. Det lader til, at Lutetia ikke oprindelig stammer fra asteroidebæltet, hvor den befinder sig nu, men i stedet er blevet skabt meget tættere på Solen.
”Men hvordan undslap Lutetia det indre Solsystem og nåede ud til asteroidebæltet?” spørger Pierre Vernazza (ESO), der er hovedforfatter af artiklen.
Astronomer anslår, at mindre end 2 % af de legemer, der befandt sig i det område, hvor Jorden blev dannet, er endt i asteroidebæltet. De fleste af legemerne i det indre Solsystem forsvandt efter få millioner år i takt med, at de blev en del af de unge planeter, der var ved at blive dannet. Nogle af de største, med diametre på 100km eller derover, blev slynget ud i mere sikre baner længere fra Solen.
Lutetia, som er omtrent 100km stor, kan være blevet slynget ud fra de indre dele af det unge Solsystem, fordi den passerede tæt forbi en af stenplaneterne og fik sin bane drastisk ændret. Et møde med den unge Jupiter under asteroidens vandring til sin nuværende bane kan også forklare den store ændring af Lutetias bane.
”Vi tror, at sådan en udslyngning må være sket for Lutetia. Den havnede som en ubuden gæst i asteroidebæltet og er blevet hængende der i fire milliarder år,” fortsætter Pierre Vernazza.
Tidligere undersøgelser af dens farve og overfladeegenskaber havde vist, at Lutetia er et meget usædvanligt og ganske mystisk medlem af asteroidebæltet. Tidligere kortlægninger har vist, at lignende asteroider er meget sjældne og udgør mindre end 1 % af asteroidebestanden i bæltet. De nye opdagelser forklarer, hvorfor Lutetia er anderledes – den er en meget sjælden rest fra det oprindelige materiale, der dannede stenplaneterne.
”Lutetia lader til at være den største, og en af de meget få, rester af noget sådant materiale i asteroidebæltet. Af denne grund er asteroider som Lutetia ideelle mål for fremtidige missioner, der skal hente prøver hjem til Jorden. Så kunne vi i detaljer undersøge oprindelsen af stenplaneterne, herunder Jorden,” siger Pierre Vernazza afslutningsvis.
Kilde: ESO