Print
Parent Category: Astronomi
Category: Stjerner
VY Canis Majoris er en kæmpe blandt stjernerne; en rød hyperkæmpe, altså en af de største kendte stjernetyper i Mælkevejen. Den vejer 30-40 gange mere end Solen, og den lyser 300 000 gange klarere. Stjernen er i gang med at udvide sig i de sidste faser af dens tilværelse, og den ville fylde til ud på den anden side planeten Jupiters bane, hvis den blev anbragt hvor Solen befinder sig.

Det er VLT-instrumentet SPHERE, som er brugt til observationerne. Instrumentet har en adaptiv optik indbygget, som er er bedre end hvad der hidtil har været kendt. Med den kan man studere detaljer selv meget tæt ved klare lyskilder. SPHERE viser os klart hvordan VY Canis Majoris får skyer af stof omkring den til at lyse op

Stjernen VY Canis Majoris Stoffet omkring stjernen får dens lys til at blive spredt og polariseret, og det afslører en masse om stoffets egenskaber. For at få det udbytte af SPHERE anvendes instrumentet i den såkaldte ZIMPOL indstilling.

Støvkornene er relativt store; omkring 0,5 mikrometer. Det lyder ikke af så meget, men det er 50 gange større end de normale støvkorn, som findes i det interstellare rum. Det er en af de ting, som analyserne af lysets polarisering viser.

De tunge stjerner kaster store mængder af stof ud i rummet imens de udvider sig. Hvert år strømmer der stof, som vejer 30 gange mere end Jorden ud fra VY Canis Majoris, i form af støv og gasarter. Stofskyen bliver presset udad inden stjernen eksploderer. På tidspunktet for eksplosionen ødelægges noget af støvet, og resten bliver skubbet ud i det interstellare rum. Senere indgår det stof så, sammen med tunge grundstoffer, som dannes i stjernen under supernovaeksplosionen, i dannelsen af den næste generation af stjerner, og dermed også i dannelsen af nye planeter.

Den proces, som presser stoffet ud fra kæmpestjernernes ydre atmosfærer før eksplosionen har hidtil været ukendt. Det har altid syntes som om den mest sandsynlige proces har været strålingstryk, altså det tryk, som stjernelyset udøver. Strålingstrykket er ganske svagt, så kun hvis støvkornene omkring stjernerne er store, vil de have overflader, som er store nok til at effekten vil være tilstrækkelig.

"Tunge stjerner lever kun kort", siger hovedforfatteren til atriklen, Peter Scicluna fra Academia Sinica Institute for Astronomy and Astrophysics, Taiwan. "Når de nærmer sig deres sidste dage, mister de store mængder af stof. Tidligere har vi kun haft teorier om, hvordan det kunne gå for sig. Med de nye SPHERE data kan vi se, at der faktisk findes store støvkorn omkring denne hyperkæmpe. De korn, vi har fundet er store nok til at stjernens strålingstryk kan presse dem udad, og dermed har vi forklaringen på stjernens hurtige massetab".

De store støvkorn, som er fundet, befinder sig så tæt på stjernen, at støvskyen effektivt kan sprede stjernens synlige lys, og dermed bliver kornene altså presset udad. At kornene er så store, betyder også, at meget af støvet vil overleve den voldsomme stråling, som kommer, når VY Canis Majoris til sin tid bliver en supernova. Derved vil støvet efterhånden nå ud i området imellem stjernerne, hvor de nye generationer af stjerner dannes, og hvor der dermed også bliver større muligheder for planetdannelse.

Kilde: ESO