Stjernehoben M11 (NGC6705)
Messier 11 er en åben stjernehob, eller hvad der somme tider også kaldes en galaktisk hob (ikke at forveksle med en galaksehob). Den befinder sig omkring 6.000 lysår borte, i stjernebilledet Scutum. Det var den tyske astronom Gottfried Kirch, som i 1681 opdagede den ved Berlin Observatoriet. For ham lignede det blot en tåget klat i teleskopet. Det var først i 1733 at hoben blev opløst i enkeltstjerner, og det var af præsten William Derham i England. Charles Messier tilføjede i 1764 hoben til sit berømte katalog.
Messier var kometjæger, og han lavede kataloget fordi han blev frustreret over hele tiden at finde tågede objekter på himlen. Tågerne lignede kometer, men var det ikke (det var for eksempel det, vi nu kender som hobe, glakser og lysende gaståger). Messier havde brug for en liste, så han ikke den ene gang efter den anden kom til at observere disse objekter i den tro, at det var nye kometer. Lige denne stjernehob kom i kataloget som nummer 11, og derfor kalder vi den Messier 11 eller blot M11.
Åbne hobe finder man typisk i spiralgalaksernes arme eller i de tættere dele af irregulære galakser, i områder, hvor der stadig foregår stjernedannelse. Messier 11 er en af de stjernerigeste og mest kompakte af de åbne hobe. Den har et tværmål på næsten 20 lysår, og den indeholder tæt ved 3.000 stjerner. Åbne hobe og kuglehobe er to forskellige ting. Kuglehobene er bundet meget tættere sammen af tyngdekraften, og de indeholder hundredetusinder af meget gamle stjerner. Nogen af dem næsten så gamle som selve Universet.
Hvis man vil afprøve teorier om stjerneudvikling, er åbne hobe rigtig gode, for alle stjernerne dannes af den samme oprindelige gas- og støvsky. De indeholder derfor lige meget af de samme stoffer, de er nogenlunde lige gamle, og de er næsten lige langt væk fra os. Men hver eneste stjerne i hoben har en vægt, eller masse, som er helt dens egen, og de tunge stjerner udvikler sig meget hurtigere end de lette, fordi tunge stjerner bruger deres hydrogenindhold meget hurtigere.
På den måde kan man direkte sammenligne de forskellige stadier i stjerneudviklingen indenfor den samme hob: Man kan for eksempel spørge, om en stjerne, som er 10 millioner år gammel og vejer det samme som Solen udvikler sig anderledes end en stjerne med samme alder, som blot vejer det halve. I den forstand er åbne hobe det tætteste astronomerne har på noget, som ligner "stjernelaboratorier".
Stjernerne i de åbne hobe er kun bundet svagt til hinanden, så enkelte stjerner kan meget let blive slynget væk fra resten ved tyngdepåvirkninger fra naboobjekter. NGC 6705 er mindst 250 millioner år gammel, så indenfor de næste få millioner år vil denne hob af "vildænder" sandsynligvis spredes, og hoben vil opløses og blande sig med omgivelserne.
Kilde: ESO