Af Ole J. Knudsen, SAC Institute of Physics and Astronomy Aarhus University

Det berømte billede af Pillars of Creation - eller Skabelsens Søjler foreligger nu i en slags 3D-udgave. Og billederne viser at de ikke er udtryk for skabelse, men snarere detsruktion

Det er MUSE-instrumentet på ESOs Very Large Telescope i Chile, som har leveret varen til det første tredimensionelle overblik over området i den støv- og gaståge, som kaldes Ørnetågen, eller Eagle Nebula. I 3D ser man hvor de enkelte søjler befinder sig i forhold til hinanden, og der dukker mange nye detaljer op - blandt andet en hidtil uopdaget jet fra en ung stjerne. Men "skynd dig, kom! om føje år" er de væk. De klare stjerner i området, som har skabt søjlerne udsender intens stråling og stjernevinde, som også får dem til at fordampe allerede om cirka tre millioner år.

Det originale billede af de berømte Pillars of Creation blev optaget med NASAs og ESAs Hubble Rumteleskop for omkring tyve år siden. Det blev omgående et af de mest berømte og udtryksfulde Hubble-billeder. Siden har disse bølgende skyer, som strækker sig over afstande på nogle få lysår slået både forskere og lægfolk med undren.

Søjlerne og den nærtliggende stjernehob NGC 6611 er en lille del af det område med stjernedannelse, som kaldes Ørnetågen; Eagle Nebula, eller Messier 16. Afstanden til området er omkring 7.000 lysår, i retning mod stjernebilledet Slangen, Serpens.

Pillars of Creation er et klassisk eksempel på de søjler, som dannes i de enorme støv- og gasskyer, hvor nye stjerner hele tiden dannes. Søjlerne opstår når nydannede enorme blåhvide O og B stjerner udsender kraftig ultraviolet stråling og stjernevinde, som blæser de lettere materialer væk fra sig. Der hvor der er tættere samlinger af gas og støv, er der større modstand, og i "skyggen" af sådanne klumper kan stoffet skjule sig for den intense stråling fra O og B stjernerne. Det er det, der danner de søjler eller "elefantsnabler", som vi ser som slørede vifter, der peger væk fra de klare stjerner.

Den konstante nedbrydning af søjlerne og deres rumlige retninger kan vises med de nye målinger fra ESOs MUSE instrument på Very Large Telescope.

MUSE viser, at spidsen af den venstre søjle vender imod os, og den sidder som afslutning på en søjle, som befinder sig bag NGC 6611 - til forskel fra de andre søjler. Det er spidsen af søjlen, som får den voldsomste stråling fra stjernerne i NGC 6611, og derfor ser den for os klarere ud, end søjlerne nederst til venstre, i midten og til højre. Spidserne af de søjler vender faktisk væk fra os.

Astronomerne håber på bedre at kunne forstå hvordan unge O og B stjerner som dem i NGC 6611 påvirker dannelsen af den næste generation af stjerner i en hob. Det har længe været kendt, at der dannes protostjerner i disse skyer, så i den forstand er de virkelig skabelsens søjler. De nye undersøgelser har også bekræftet, at der er to stjerner under dannelse inde i den venstre og den midterste søjle. Desuden er der en nyopdaget jet af varm gas fra en ung stjerne.

Det er et kapløb med tiden, om der bliver dannet flere stjerner i disse udsatte områder, for den intense stråling fra de første stjernegenerationer gnaver hastigt det stof væk fra søjlerne, som de nye stjerner har brug for.

Med MUSE har det været muligt at måle hvor hastigt denne fordampning sker, og dermed kan forskerne vurdere, hvornår søjlerne er helt væk. I løbet af en million år forsvinder der omkring 70 gange mere stof end Solen vejer. Vurderingen er, at de i øjeblikket vejer omkring 200 gange mere end Solen, så søjlerne kan eksistere i endnu omkring tre millioner år - et øjeblik i Universets historie. Et bedre navn for de berømte søjler kunne derfor være Pillars of Destruction istedet.

Kilde: 'The Pillars of Creation Revealed in 3D'c(ESO)