Siden opdagelsen af de mystiske hurtige radio udbrud (Kaldet FRB for Fast Radio Bursts), har mange instrumenter afsøgt himlen for at finde flere. Det paradoksale i radioudbruddene er at de er så hurtige og dermed må stamme fra meget kompakte begivenheder på himlen, mens langbølget radiostråling normalt stammer fra større områder.
Det Australske ICRAR (International Centre for Radio Astronomy Research) har i høj grad fokuseret på at søge efter FRB,først med Murchinson Arrayet (MWA) og nu med Australian SKA Pathfinder (ASKAP) arrayet, som er det første af 4 kvadratkilometer arrays, som skal arbejde sammen om at kortlægge og afdække længere bølgelængder radiostråling.
Men da man satte de 2 arrays til sammen at holde øje med de hurtige radioglimt, registrerede ASKAP adskillige FRB'er, mens MWA så.. intet!
Dvs at radioglimtende primært udsendes ved de længere bølgelængder og det kan betyde 2 ting:En er radioglimtene langbølgede, eller også er der noget der absorberer dem på vejen til Jorden. Så enten er det en interessant information om FRB'erne,eller afslører det hidtil ukendt stof i det intergalaktiske rum, som kan være et spor i astronomernes søgen efter manglende masse i universet, skriver ICRAR, og det skal blive spændende at få svar på.
Britiske forskere gav sig til at studere fordelingen af mørkt stof i dværggalakser, fordi de er mere kompakte og ikke har en halo på samme måde som "rigtige"galakser, så de dermed bedre kan afsløre samspillet mellem mørkt stof og almindeligt baryont stof. De studerede derfor sammenhængen mellem stjernedannelser som blæser gasser ud af de små galakser og dermed sænker massekoncentrationen i galaksecentret, som dermed mister sin tiltrækning på det mørke stof; En effekt som de kalder 'Dark Matter Heating', fordi det får det mørke stof til at "fordampe".
Deres undersøgelse af massefordelingen om 16 dværggalaksers centre, dokumenterer tydeligt denne effekt; Unge galakser med aktive stjernedannelser har ikke meget mørkt stof tæt om sig, mens ældre galakser uden stjernedannelser har større koncentrationer.
Dermed har de vist at det mørke rent faktisk flytter sig, afhængigt af den baryonske massefordeling skriver Surrey University
Mørkt stof kan i sagens natur ikke observeres direkte, men man har fundet måderat kortlægge det på. I galakser kan man studere stjernernes rotation om tyngdecentret, men i rummet udeon-om og mellem galakserne, kan man kun studere det i grove træk med galaksernes bevægelser eller gravitionelle linser
Derfor har et forskerhold nu fundet en langt mere detaljeret måde at studere det på; I galaksecentre hvor talrige galakser passerer tæt forbi hinanden, rives et stort antal stjerner løs fra deres modergalakse og ender i det interstellare rum, hvor de samler sig om lokale tyngdekoncentrationer, som udgøres af mørkt stof. Dermed kan man efter forskernes mening kortlægge det mørke stof ved at kortlægge hvor disse løsrevne stjerner samler sig.
I første omgang har de derfor studeret 6 galaksehobe for at kortlægge det mørke stof med den nye metode og se om de nye mere detaljerede data passer med tidligere kortlægninger, skriver ESA's Hubble-site
Ifølge teorierne om mørkt stof , dannedes det mørke stof tidligt i universets historie og har dermed været den dominerende del af galakserne, siden de blev til. Problemet har bare været at de tidligste observerede galakser ser ud til at have en mindre andel mørkt stof end forventet.
Men under et studie af noget helt andet - støvede stjernedannende galakser med Keck teleskopet - fandt amerikanske astronomer noget overraskende; Galaksen DSFG850.95 er nemlig domineret af mørkt stof. Det kunne de se fordi galaksen's vinkel tilfældigvis er perfekt egnet til at studere stjernernes rotationshastighed helt inde fra kernen og ud, selvom støvet i den skjuler det mørke stof.
Da tidlige galakser normalt er meget støvede ligesom DSFG850.95, kan man dermed bare ikke se det mørke stof i de tidlige galakser,så teorien om det mørke stof kan hænge sammen skriver University of Texas, Austin
Når man kigger op på nattehimlen, kunne man godt ønske sig at nogle af de svage gaståger var tættere på. Men jo tættere de er på os, jo mere bliver de også spredt over nattehimlen. og dermed bare endnu lyssvagere!
Et af de mest kendte tætte supernovarester er Cygnus-løkken eller Slørtågen, som er en supernovarest der fylder det meste af stjernebilledet Cygnus (Svanen), men netop er ret lyssvag af samme årsag.
Afstanden til slørtågen har i 80år været estimeret til ca. 2.500lysår. Men en ny nøje undersøgelse af tågen, viser af afstanden til "boblens"centrum er 2.420 lysår. Det er sådan set konsistent med Edwin Hubbles estimat fra 1937, men da tågen har en diameter på 120 lysår er den nærmeste del af den dermed en del tættere på os end man hidtil har ment og at Supernovaen dermed ikke har været nær så voldsom man hidtil har ment.
Derudover har forskerne også fundet at den ikke er helt rund, men asfærisk og har identificeret en stjerne, hvis solvinde interagerer med chokbølgen fra supernovaen, skriver Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics