M17 omega tågen

Et nyt billede af Omega-tågen, optaget af ESO’s VLT, er et af de skarpeste billeder af tågen der nogensinde er taget fra Jorden og afslører ekstraordinære detaljer i det kosmiske landskab af gasskyer, støv og nyfødte stjerner.

Den farverige gas og det mørke støv i Omega-tågen fungerer som råmateriale til dannelsen af den næste generation af stjerner. I denne del af stjernetågen lyser de nyeste stjerner på scenen op i hele ensemblet – blændende klare og skinnende blåhvide i farven. Stjernetågens røgagtige støvsløjfer står i silhuet mod den glødende gas. De dominerende rødlige farver i denne del af de skyagtige landskab kommer fra brintgas, der gløder, fordi den påvirkes af intense ultraviolette stråler fra de varme, unge stjerner.

Omega-tågen som kaldes også Messier 17 (M17) eller NGC 6618 befinder sig mellem 5.000 og 6.000 lysår væk i stjernebilledet Sagittarius (Skytten). Stjernetågen er et poplært mål for astronomer, og dette oplyste område med gas- og støv rangerer som en af de yngste og mest aktive stjernefødeklinikker for tunge stjerner i Mælkevejen.


Billedet er taget med FORS-instrumentet (FOcal Reducer and Spectrograph) på Antu, et af VLT’s fire enhedsteleskoper. Ud over det kæmpestore teleskop gjorde den usædvanligt stabile luft under observationerne det muligt at lave et meget skarpt billede - også selvom der var nogle skyer på himlen. Som resultat er dette nye billede blandt de skarpeste af denne del af Omega-tågen, der nogensinde er taget fra Jorden.

Kilde: ESO