Der åbner sig et nyt og hidtil uudforsket vindue til Universet, når ESO tager et nyt instrument i brug ved APEX-teleskopet 5km over havet i Chile som vil kunne opfange svage signaler fra vand og andre molekyler både i Mælkevejen, i andre galakser og i det tidlige Univers.
Kulsæktågen befinder sig omkring 600 lysår borte, i stjernebilledet Sydkorset. Det store, slørede objekt danner en iøjnefaldende kontrast til Mælkevejens klare stjernestrøede bånd, og derfor har tågen været kendt af folkeslagene på den sydlige halvkugle lige så længe som vores art har eksisteret.
Den første, som fortalte om Kulsækken i Europa, var den spanske opdagelsesrejsende Vincente Yáñez Pinzón, og det skete i 1499. Senere fik Kulsækken øgenavnet den sorte magellanske sky, fordi den ligner et negativbillede af den klareste af de to Magellanske Skyer, også på Sydhimlen. De Magellanske Skyer er satelllitgalakser til vores Mælkevej. De to klare galakser er tydeligt synlige på nattehimlen, og europæerne hørte om dem efter Ferdinand Magellans opdagelsesrejser i det 16. århundrede. Men Kulsækken er ikke nogen galakse. Det er en interstellar sky af støv, som er så tæt, at den forhindrer lyset fra de fleste af baggrundsstjernerne i at nå os på Jorden. Sådan er det også med de mange andre mørke tåger.
Rigtig mange af de støvpartikler, som findes i de mørke tåger, har en skal af frosset vand, kvælstof, kulilte og andre simple organiske molekyler. De støvkorn, som dannes på denne måde forhindrer stort set alt synligt lys i at passere igennem tågerne. Det kan give en fornemmelse af, hvor dybsort Kulsækken er, når man tænker tilbage på finnen Kalevi Mattilas undersøgelse fra 1970. Han fandt ud af, at Kulsækken kun lyser med 10% af den lysstyrke, som den omgivende del af Mælkevejen har. Alligevel slipper der en lille smule baggrundslys igennem Kulsækken fra baggundsstjernerne - som det også kan ses på det nye ESO billede, og også ved andre observationer med moderne teleskoper.
Den smule lys, som slipper igennem tågen er ikke uforandret. Det er rødere end det ellers ville være. De skyldes, at støvet i mørke tåber absorberer og spreder det blå lys fra stjernerne, mens det røde lys lettere slipper uforandret igennem. Derfor ser stjernerne, som lyser igennem tågen, rødere ud.
Om millioner af år er det slut med de mørke tider for Kulsækken. I de tætte interstellare skyer af Kulsækkens type er der masser af støv og gas, og det er brændstoffet for nye stjerner. Materialet i Kulsækken klumper sig sammen på grund af tyngdekræfterne, og en gang med tiden tændes nye stjerner derinde, så det vil se ud, som om kullene i sækken gløder som i en ovn.
Kilde: 'A Cosmic Sackful of Black Coal' fra ESO