Billedet, som er optaget med vidvinkeludstyr fra ESOs La Silla Observatorium i Chile, viser to områder i den sydlige del af Mælkevejen, hvor der foregår stjernedannelse. Området til venstre domineres af stjernehoben NGC 3603, som befinder sig 20.000 lysår borte i den spiralarm i Mælkevejen, som kaldes Carina-Sagittarius-armen. Området til højre en en ansamling af lysende gasarter, som har betegnelsen NGC 3576. Det er kun cirka halvt så langt væk fra os.

NGC 3603 er en meget klar stjernehob, som er berømt for at indeholde den højeste koncentration af tunge stjerner, som indtil nu er opdaget i vores galakse. I midten ligger en flerdobbelt stjerne af Wolf-Rayet-typen, med katalogbetegnelsen HD 97950. Wolf-Rayetstjerner er langt henne i deres stjerneudvikling, og de begynder deres stjernetilværelse med at være omkring 20 gange tungere end Solen. Men på trods af deres store masse sender Wolf-Rayetstjernerne store mængder af deres materiale ud i rummet i form af stjernevind. Stjernens overflademateriale bliver slynget ud i rummet med adskillige millioner kilometer i timen.

NGC 3603 befinder sig i et område, hvor der sker meget aktiv stjernedannelse. Stjerner opstår i mørke og støvede områder i verdensrummet, hvor dannelsen næsten ikke kan ses. Men de nydannede stjerner blæser efterhånden deres omgivende område af stof væk, og så bliver de synlige. Samtidig får de omgivelserne til at lyse op i form af de såkaldte H II-områder. H II områder lyser, fordi deres kraftige ultraviolette lys vekselvirker med de omgivende skyer af hydrogen. H II områder kan strække sig over adskillige hundrede lysår, og området omkring NGC 3603 er det tungest kendte i vores galakse, Mælkevejen.

Hoben blev først set af John Herschel den 14. marts 1834 i forbindelse med hans treårige ophold i Kapstaden, hvor han systematisk gennemobserverede den sydlige del af stjernehimlen. Han beskrev stjernehoben som et specielt objekt, og han troede, at det var en kugleformet stjernehob. Senere studier viste, at det ikke er en gammel kuglehob, men helt modsat en ung åben hob, som er en af de største, vi kender til.

NGC 3576 i højre side af billedet, ligger også i Carina-Sagittarius spiralarmen i Mælkevejen. Men det område er kun cirka 9.000 lysår borte - altså meget tættere på end NGC 3603. De ser blot ud til at ligge tæt på hinanden set her fra Jorden.

NGC 3576 kendes især på de to store buer, som ligner krumme vædderhorn. Disse mærkelige filamenter skyldes stjernevinden fra de varme unge stjerner, som befinder sig i tågens centralområder. Stjernevinden blæser støv og gasarter hundreder af lysår bort. Man kan også se to mørke områder i silhouet imod den rødtlysende gas. De kaldes Bok-globuler, og i sådan nogen er der mulighed for, at der i fremtiden dannes nye stjerner. NGC 3576 blev også opdaget af John Herschel i 1834, og det var et særligt produktivt år for den britiske astronom.

Kilde: ESO