Astronomer, der afsøger himlen som en del af ESO’s kortlægningsprojekt VISTA Magellanic Cloud Survey, har lavet et spektakulært billede af Taranteltågen i vores nabogalakse, den Store Magellanske Sky. Dette panoramabillede i nærinfrarødt lys fanger selve stjernetågen i stor detalje samt de rige omkringliggende områder af himlen.

Billedet blev lavet i startfasen af en meget ambitiøs kortlægning af vores nabogalakser, de Magellanske Skyer, og deres omgivelser.

Lederen af kortlægningsholdet, Maria-Rosa Cioni (University of Hertfordshire, Storbritannien) forklarer: ”Dette billede viser et af de vigtigste stjernedannende områder i det lokale univers – det spektakulære stjernedannende område 30 Doradus, også kaldet Taranteltågen. I midten af området ligger en stor hob af stjerner kaldet RMC 136, hvor nogle af de tungeste kendte stjerner befinder sig.”

ESO’s VISTA-teleskop er et nyt kortlægningsteleskop på Paranal-observatoriet i Chile. VISTA er udstyret med et enormt kamera, der registrerer lys i den nærinfrarøde del af spektret. Det afslører et væld af detaljer om astronomiske objekter, der giver os indsigt i hvordan astronomiske fænomener virker. Nærinfrarødt lys har en længere bølgelængde end synligt lys, og derfor kan vi ikke se det direkte, men det kan passere gennem en stor del af det støv, der normalt ville blokere vores udsyn. Det gør det særligt nyttigt til at studere objekter, såsom unge stjerner, der stadig er indhyllede i de gas- og støvskyer, de er dannet af. En anden stærk egenskab ved VISTA er det store område af himlen som dets kamera kan fange i hvert billede.

VUISTA survey

Dette billede er det seneste fra projektet VISTA Magellanic Cloud Survey (VMC). Projektet vil afsøge et stort område – 184 kvadratgrader af himlen (svarende til næsten tusind gange fuldmånens areal), herunder vores nabogalakser den Store og Lille Magellanske Sky. Det endelige resultat vil blive et detaljeret studie af stjernedannelseshistorien og tredimensionelle geometri af det Magellanske system.

Chris Evans fra VMC-holdet tilføjer: ”VISTA-billeder gør det muligt for os at udvide vores studier ud over det inderste område af Taranteltågen til de utallige mindre stjernefødestuer i nærheden, som også huser en rig bestand af unge og tunge stjerner. Bevæbnet med de nye infrarøde billeder, vil vi være i stand til at undersøge pupperne, hvor de tunge stjerner stadig dannes i dag, mens vi også ser på deres samspil med ældre stjerner i området.”

Vidvinkelbilledet viser et væld af forskellige objekter. Det lyse område over midten er selve Taranteltågen med RMC 136 hoben af tunge stjerner i midten. Til venstre ses stjernehoben NGC 2100. Til højre ses den lille rest af supernovaen SN 1987A. Under midten ses en række stjernedannende områder, herunder NGC 2080 – med tilnavnet ”Spørgelseshovedtågen” – og stjernehoben NGC 2083.

The VISTA Magellanic Cloud Survey er et af seks store kortlægningsprojekter af den sydlige himmel i nærinfrarødt lys, der vil tage det meste af VISTA’s tid i de første fem år.

Kilde: ESO