Print
Parent Category: Astronomi
Category: Historisk astronomi

Den kendte danske forsker Henning Haack har skrevet en ny dansk bog om meteoritter.  Så hvis du vil vide noget om meteorer, meteoritter og meteornedslag som fx. Tunguska er der her en levende fortælling til en fornuftig pris.

<b>Meteoritter</b>- tidskapsler fra Solsystemtes oprindelse
Skrevet af Henning Haack, 2012
Udgvet fra Gyldendal, ISBN 978-87-02-08486-3


Anmeldelse af Torben Taustrup

Studiet af meteoritter er en naturlig del af astronomien. Her har man håndgribelige genstande som sætter videnskaben i stand til at bestemme sammensætningen af disse sten fra universets fortid og komme nærmere en forklaring på Solsystemets oprindelse.

Bogen starter med en konkret hændelse d. 17. januar 1999, hvor forfatteren Henning Haack sammen med sin kone og en af sine venner sad og spiste aftensmad. Pludselig kiggede vennen og konen undrende ud af vinduet, da himlen oplystes af et meget kraftigt lysskær.
Det var den såkaldte Maribo-meteorit de havde set lysskæret fra, og bogen fortsætter med beretningen om jagten på denne meteorit.

Henning Haack har siden 1998 været ansat som kurator for Statens Naturhistoriske Museums meteoritsamling, så han ved en masse om emnet. Han har deltaget i flere ekspeditioner, hvor formålet har været at finde meteoritter, og en af disse ekspeditioner har bragt ham til Sydpolen, hvor mulighederne for at finde meteoritter er særdeles gode.
Forfatteren fortæller levende om disse ekspeditioner, og man får som læser et godt indblik i de spændende oplevelser, udfordringer og kvaler som ekspeditionen udsættes for.

Selvfølgelig indeholder bogen også en historisk del, hvor bl.a. Asteroidernes oprindelse behandles. Emnet om meteornedfald på Jorden, så som det store krater i Arizona og Tunguskahændelsen indgår som en del af det historiske grundlag – og selvfølgelig det store meteornedfald, som fandt sted for omkring 65 millioner år siden.

Skulle man falde over en sten, som man har mistanke om kunne være kommet fra himmelrummet, så kan man i bogen finde en god beskrivelse og billeder af de forskellige typer af meteorsten, som man har typebestemt.

Hvis du vil vide noget om meteoritter kan bogen helt bestemt anbefales. Den er skrevet på et letforståeligt dansk, og den informerer godt om emnet synes jeg.