Fornax hoben
Fornax hoben

I stjernebilledet Den kemiske Ovn, Fornax er der en fantastisk galaksehob. I hoben findes galakser af alle mulige størrelser og faconer, og i nogen af dem gemmer der sig en hemmelighed. Dette nye billede er optaget med ESO's VLT Survey 2,6m Teleskop på Paranalobservatoriet i Chile, som er et særligt widefield teleskop.

I midten af Fornax galaksehoben, midt imellem de tre klare slørede klatter i venstre side af billedet, findes en særlig type galakse - en galaktisk kannibal, som kaldes en type cD galakse. Denne hedder NGC 1399, og den ligner de elliptiske galakser, men den er større, og den har en meget udbredt svagtlysende glorie omkring sig. Det skyldes, at den har vokset sig stor ved at opsluge mindre galakser, som føler sig tiltrukket af den store i midten af hoben.

Faktisk ser det ud til, at sådan noget sker lige for øjnene af os - hvis man ser godt efter. Et hold astronomer har for nyligt afsløret, at der er en meget svagtlysende lysbro imellem NGC 1399 og den mindre galakse NGC 1387 til venstre for den. Holdet ledes af Enrichetta Iodice (INAF – Osservatorio di Capodimonte, Napoli, Italien) , og det har brugt ESOs VST. Broen er ikke set før (og den er for svag til at kunne ses også på dette billede), og den er noget mere blå end begge de nævnte galakser. Det betyder, at den består af stjerner, som er dannet af de gasarter, som trækkes væk fra NGC 1387 af tyngdekraften fra NGC 1399. I resten af Fornaxhoben ser der ikke ud til at være megen vekselvirkning galakserne imellem, men guffer NGC 1399 lystigt løs på sine naboer.

For neden til højre i billedet ser man den store bjælkespiralgalakse NGC 1365. Den er et typeeksempel, hvor en tydelig bjælke ligger i galaksens center, og spiralarmene stikker ud fra enderne af bjælken. Som det ofte er med galakserne i hoben, er der mere ved NGC 1365 end man lige umiddelbart får øje på. Den er klassificeret som Seyfertgalakse, og den har en meget klar galaksekerne med et supertungt sort hul i midten.


Kilde: Inside the Fiery Furnace; VLT Survey Telescope Captures the Fornax Cluster fra ESO