Galakserne i dette kosmiske par har nogle sælsomme træk, der viser, at begge medlemmer af duoen er tæt nok på hinanden til at mærke den forstyrrende virkning af hinandens tyngdekraft.
Dette tyngdekrafts-tovtrækkeri har forvredet spiralformen på den ene galakse, NGC 3169, og forstyrret støvbanerne i dens ledsager NGC 3166 . Imens sidder en tredje, mindre galakse i nederste højre hjørne, NGC 3165, på første parket til at se tyngdekraften vride og flå i dens større naboer.
Denne gruppe af galakser, der ligger cirka 70 millioner lysår væk i stjernebilledet Sekstanten, blev opdaget af den engelske astronom William Herschel i 1783. Moderne astronomer har målt afstanden mellem NGC 3169 (til venstre) og NGC 3166 (til højre) til kun 50.000 lysår; en adskillelse, der svarer til omtrent halvdelen af Mælkevejens diameter. På så kort afstand kan tyngdekraften begynde at anrette ødelæggelse i galaksernes struktur.
Spiralgalakser som NGC 3169 og NGC 3166 har som regel regulære arme af stjerner og støv, der er viklet omkring deres glødende centre. Denne klassiske form kan blive forstyrret af nærkontakt med andre galakser, hvilket ofte er et forspil spil til sammensmeltningen af galakserne til én større galakse. Indtil videre har samspillet mellem NGC 3169 og NGC 3166 blot tilført en smule særpræg til de to stjernesystemer. Armene i NGC 3169, der lyser klart på grund af store, unge, blå stjerner, er blevet hevet fra hinanden, og masser af lysende gas er blevet trukket ud af galaksens skive. I NGC 3166’s tilfælde er støvbanerne, der normalt tegner konturerne af spiralarmene, kommet i uorden. Ulig sin mere blå modpart danner NGC 3166 ikke mange nye stjerner.
NGC 3169 har et andet fremtrædende træk: Den lyssvage gule prik, der stråler gennem et slør af mørkt støv til venstre for og tæt på galaksens centrum. Dette lys er rester fra en supernova, der blev opdaget i 2003, og som derfor er kendt som SN 2003cg. En supernova af denne slags, der er klassificeret som type Ia, menes at opstå, når en tæt, varm stjerne kaldet en hvid dværg – resterne af en mellemstor stjerne som Solen – med sin tyngdekraft suger gas væk fra en nærtliggende ledsagerstjerne. Dette ekstra brændstof vil med tiden få hele stjernen til at eksplodere i en løbsk kernefusions-reaktion.
Kilde: ESO