Det er lykkedes at identificere den hidtil mindste galakse - en 'Ultracompact dwarf galaxy' (UCD) - med et enormt supermassivt sort hul i dens centrum, der vejer 5x mere end Mælkevejens centrale sorte hul!
Fundet er gjort i den lille galakse M60-UCD1 der ligger 50 millioner lysår herfra, meget tæt op ad den enorme elliptiske galakse M60, som ses på billedet herover.
M60-UCD1 indeholder kun 140 millioner stjerner og er 300 lysår stor. Dermed er Mælkevejen 1000x tungere og 500x større, så det er virkelig en lille galakse.
Dens centrale sorte hul vejer til gengæld 20 millioner solmasser - Og det er 5x mere end den Mælkevejens centrale sorte hul der vejer 4 millioner solmasser!.
Hullet udgør dermed hele 15% af dens samlede masse. Det er dermed ikke bare stort sammenlignet med Mælkevejens centrale sorte hul, men enormt, når man sammenligner det med at Mælkevejens centrale sorte hul kun udgør 0,01% af vores masse!
Det var med andre ord en stor overraskelse at finde SÅ massivt et sort hul i så lille en galakse.
"Fundet tyder på at dværggalakser kan være rester af større galakser, der er blevet revet fra hinanden under sammenstød med andre galakser, snarere end små øer af stjerner der er født i isolation. Vi kender ikke nogen anden måde så stort et sort hul kunne være dannet på i så lille et objekt" siger Anil Seth fra University of Utah.
Kilder: ESA's Hubbleside og NASA