Udskriv
Overordnet kategori: Solsystemet
Kategori: Småplaneter

En sjælden okkultation hargjort dte muligt for ESO at studere dværgplaneten 'Makemake's overflade, form og eventuelle atmosfære.

Astronomer har brugt tre teleskoper på ESOs observatorier i Chile for at observere dværgplaneten Makemake, mens den passerede ind foran en fjern stjerne og blokerede dens lys. De nye observationer har for første gang givet astronomerne mulighed for at undersøge, om Makemake er omgivet af en atmosfære. Denne kolde verden har en bane, der ligger i det ydre Solsystem og det var forventet, at den har en atmosfære ligesom Pluto (eso0908), men det har nu vist sig ikke at være tilfældet. Forskerne har også målt Makemakes massefylde for første gang. De nye resultater vil blive offentliggjort den 22. november i tidsskriftet Nature.

Dværgplaneten Makemake  har en størrelse på omkring to tredjedele af Plutos og den kredser om Solen i en fjern bane, der ligger længere væk end Plutos, men tættere på Solen end Eris, der er den tungeste dværgplanet i Solsystemet (eso1142). Tidligere observationer af kolde Makemake har vist, at den ligner sine dværgplanet-kammerater, hvilket fik nogle astronomer til at forvente, at dens atmosfære, hvis den havde en, ville være ligesom Plutos. Men den nye undersøgelse viser nu, at Makemake, ligesom Eris, ikke er omgivet af en atmosfære.

Forskerholdet, der er ledet af José Luis Ortiz (Instituto de Astrofísica de Andalucía, CSIC, Spanien), kombinerede flere observationer fra tre af teleskoperne på ESOs La Silla og Paranal-observatorer i Chile – Very Large Telescope (VLT), New Technology Telescope (NTT) og TRAPPIST (TRAnsiting Planets and PlanetesImals Small Telescope) – med data fra andre små teleskoper i Sydamerika, for at se på Makemake, mens den passerede ind foran en fjern stjerne.

”Mens Makemake passerede ind foran stjernen og blokerede for den, forsvandt stjernen og dukkede op igen meget brat, snarere end at falme og gradvist blive klarere. Det betyder, at den lille dværgplanet ikke har nogen atmosfære af betydning,” siger José Luis Ortiz. “Man har ment, at Makemake ville have en god chance for at have udviklet en atmosfære – at der slet ikke er tegn på nogen viser, hvor meget vi endnu har at lære om disse mystiske legemer. At lære mere om Makemakes egenskaber for første gang er et stort skridt fremad i vores undersøgelser af den eksklusive klub af is-dværgplaneter.“

Makemakes mangel på måner og dens store afstand fra os gør den vanskelig at studere, og vores viden om dværgplaneten har indtil nu været ret usikker. Holdets nye observationer tilføjer derfor mange flere detaljer til vores viden om Makemake – en mere nøjagtig bestemmelse af dens størrelse, grænser på en eventuel atmosfære og den første vurdering af dværgplanetens massefylde. Observationerne har også gjort det muligt for astronomerne at måle, hvor meget af Solens lys Makemakes overflade reflekterer – dens albedo. Makemakes albedo på ca. 0,77 er sammenlignelig med snavset sne, højere end Plutos, men lavere end Eris’.

Det var kun muligt at observere Makemake så detaljeret, fordi den passerede ind foran en stjerne – en begivenhed, der kaldes en stjerneokkultation. Disse sjældne begivenhedergør det muligt at finde ud af en masse om de til tider tynde og delikate atmosfærer omkring disse fjerne, men vigtige medlemmer af Solsystemet, og giver meget præcise oplysninger om deres andre egenskaber.

Okkultationer er særligt sjældne for Makemake, idet den bevæger sig i et område af himlen med forholdsvis få stjerner. Nøjagtig forudsigelse og registrering af disse sjældne hændelser er ekstremt vanskeligt og den succesfulde observation, udført af et koordineret observationshold spredt ud over mange steder henover Sydamerika, er en stor bedrift.

”Pluto, Eris og Makemake er blandt de større eksempler på de mange is-legemer, der kredser langt væk fra vores stjerne, Solen,” siger José Luis Ortiz. ”Vores nye observationer har markant forbedret vores viden om en af de største, Makemake – vi vil være i stand til at bruge denne information, når vi fortsætter vores udforskning af de spændende objekter i dette område af rummet.”

Kilde: ESO