Månen


Månen er tættest på Jordeni sin bane i aften, hvor den også er fuld. Sammenfaldet kaldes "Supermåne", fordi Månen derved bliver 25% større end normalt. Se også NASA

Regelmæssige mindre meteornedslag på Månen spreder konstant støv op- og ud ovre Månen, så dens overflade hele tiden tilføres nyt månestøv. Hidtil har man ment at det har udskiftet dens overflade med mio års mellemrum. Men analyser af LROC månesondens billeder har afsløret ikke mindre end 222 nye kratre op til 43m i diameter i løbet af de 2år den kredsede om Månen. Og i det tempo dækkes Månen af et nyt lag støv på "kun" 80.000år!

Kilde: Arizona State University
Giant Impact hypotesen
Giant Impact hypotesen
Et hold geologer som har studeret et jern-lag 2900km under jordoverfladen, har fundet at det er sandsynligvis stammer fra det den periode hvor Månen blev dannet, og at der er et storet hul i som kan stamme fra det sammenstød med et andet større legeme, som endte med at danne Månen.
"Vores eksperimenter er endnu et bevis på Giant Impact hupotesen" (om Månens dannelse) siger Maylis Landeau

Kilde: Research supports idea that moon was created by object hitting infant Earth fra JHU
Nye kratre på Månen
Nye kratre på Månen
Forskere fra SWRI har fundet en ny måde at datere Månekratre på.- Ved at bruge data fra deres eget instrument LAMP (Lyman-Alpha Mapping Project) på NASA's LRO sonde, har de identificeret en række meget unge Månekratre.

Se SwRI scientists discover fresh lunar craters
Hvirvlerne (Swirls) på Månen
Et eksempel på en 10km lang hvirvel (Swirl) på Månen
Mange steder på Månens overflade finder man lyse hvirvler som denne godt 10km lange hvirvel. Ingen andre kendte planeter eller måner - selvom de ligner Månen n ok så meget - har lignende hvirvler.Et af de store mysterier er at de på den ene side synes nedgraverede i overfladen, hvilket antyder at de stammer helt tilbage fra overfladens dannelse. På den anden side er hvirvlerne er væsentligt mindre eroderet af solstråling end resten af overfladen, så man skulle tro de er af nyere dato.

Data fra de nye månesonders viser nu at de er omgivet af et spændingsfelt, som studier og simuleringer viser kan skabes af lokale magnetfelter. Så selv om magnetismen er svag, er der store spændingsforskelle, som leder Solens ioniserede partikler udenom.
SE 'New Insights into How the Moon Got 'Inked' hos NASA