Kometer

Klippeskred og rullende klipper på komet 67P/Churyumov-Gerasimenko 2014-2016
Siden ESA's Rosetta sonde som fulgte komet 67P/Churyumov-Gerasimenko blev tavs, har astronomer studeret og analyseret dens data og 76.000 højopløsningsbilleder af kometens overflade.

Aswan klippeskredet fotograferet før og efter perihel passagenMan har især været interesseret i den dynamik der foregår, når kometen er tættest på Solen og dens overflade eller isen lige under den smelter og skaber den spektakulære komethale.

Især har ét klippeskred vakt interesse,hvor et 70m lang del af en klippekaldet Aswan klippen brød sammen. Ved det enorme skred, væltede et 2000m^2 stort areal ned og klippestykker på størrelse huse faldt de 50m ned og hoppede hundreder meter hen ad overfladen som vist på billedet øverst.

Klippekanten og de klippestykker på 1- 50m i diameter der ligger fordelt på arealet under den, viser ifølge forskerne hvordan der har været tidligere skred af varierende størrelser skriver ESA
Den interstellare komet C2019 Q4 og dens spektrum (th) Da komet C/2019 Q4 blev opdaget 30 august 2019 blev afstanden målt til 3 AU (450mio km fra Solen, stod det straks klart at den følger en hyperbolsk bane og dermed kommer fra det interstellare rum: For med en hastighed der er 500x højere end Solens undslippelseshastighed, er det umuligt at den skulle stamme fra vores eget solsystem!

Fundet blev offentliggjort 11 sept.af Minor Planet Center, som oplyser at den nærmer sig Solen hurtigt. Den vil være tættest på Solen i begyndelsen af december hvor den er 2 AU fra Solen, hvorefter den vil fortsætte ud af Solsystemet igen og aldrig komme tilbage. Komet C2019Q4 er kun det andet objekt man har observeret fra det interstellare rum, efter den interstellare asteroide 1I/2017 U1 Oumuamua blev opdaget for 2 år siden.

Astronomer fra ESOs observatorium på de Kanariske øer Instituto de Astrofísica de Canarias (IAC), har studeret dens spektrum og fundet at den ligner vores egne kometer meget; "Billeder af C2019 Q4 viser et kometagtigt objekt med en veldefineret koma og hale. Objektets spektrum ligner solsystemets egne kometer, hvilket indikerer at dens sammensætning må ligne vores" siger Miquel Serra Ricart fra IAC.
Asteroide eller kometbælte i en protoplanetarisk støvskive
Den unge danske astronom Christian Eistrup har studeret den kemiske sammensætning af protoplanetariske og planetariske støvskiver (Se From Midplane to Planets The Chemical Fingerprint of a Disk), ved Leiden University i Holland.

Ved hvad han beskriver som "et tilfælde" gav han sig til at sammenligne sine beregninger og modeller af den kemiske sammensætning i den planetariske støvskive med 14 velstuderede kometers sammensætning; " Vi lavede en statistisk analyse, for at se om der var et specielt tid eller sted i det unge solsystem, hvor de kemiske modeller matchede komet-dataene". Det viste der sig at være og i et overraskende omfang, da det viste sig at alle 14 kometers sammensætning viste samme tendens "Der var en enkel model der matchede alle kometerne bedst, hvilket indikerede at de har samme oprindelse"

Modellen viste at de alle stammer fra et område relativt tæt omkring den unge sol, men langt nok ude til at CO molekyler er frosset ned ved 21-28'K. Kometernes kemiske fingeraftryk indikerer nemlig, at de må være samlet og dannet, mens deres CO-komponenter har været frosset, hvilket efterlader specifikke kemiske aftryk som kan genkendes i dataene, såvel som i modellen. Sådanne kemiske processer i is foregår langsomt og kan have taget op til 1 mio år, hvilket forklarer kometernes forskelligheder, når de kan være blevet afbrudt i løbet af denne periode. Kometerne kan derefter senere være blevet forstyrret og spredt af planeterne og især Jupiter, for at forklare hvordan de er endt i så forskellige baner om Solen, skriver Leiden University
Den anseelige klippeklump som kredsede om komet 67P/Churyumov-Gerasimenko
Efter ESA Rosetta sondens passage og landing på komet 67P/Churyumov-Gerasimenko i 2015 er Rosetta fortsat ud i solsystemet sammen med kometen, men ddens billeder analyseres stadig.
Så da den Spanske astrofotograf Jacint Roger legede med nogle af ESAs tilgængelige billeder, lagde han mærke til en lille lysplet som tilsyneladende kredsede om kometen i september 2015. Han samlede dermed billederne til en animation som han lagde på sin Twitter kanal

Rosetta var på det tidspunkt 400km fra den 4km store kometkerne.
Analyser af billederne viser at den bevægede sig i en bane om kometen. Analyser af dens bane viser at det var et stykke der har løsrevet sig fra komet 67P; De første 12 timer bevægede den sig derefter i en bane om kometkernen, før den forsvandt om på den modsatte side af 67P, hvor den forsvandt da bevægede sig gennem komethalen. Man kunne så genfinde den da den kom ud på den anden side og dermed bekræfte dens bane skriver ESA

Stjernedannelser som Oriontågen, der er fødested for tusinder af nye stjerner, er ikke undtagelser men reglen; Stjerner fødes stort set altid i klynger, som bliver til stjernehobe, som med tiden spredes. I sådanne stjernehobe kredser stjernerne tæt om hinanden. Men når de yderste dele af solsystemer - som Oort kometskyen - strækker sig næsten et lysår ud fra stjernen, vil mange kometer blive revet løs og "stjålet" af andre stjerner, eller ende som "fritflyvende" interstellare planetisimaler, som asteroiden A/2017 U1 (Oumuamua) der passerede gennem solsystemet forrige år. Men når sådanne legemer rives løs og opfanges, får de ikke altid samme bane-karakteristika som de øvrige planeter og kometer i systemet. Så hvis der er en "planet 9", skal man måske kigge efter helt andre baner end man forventer!

Derfor har et hold astronomer lavet en meget stor n-legeme simulation af hvordan sådanne "stjålne" planetisimaler, kometer og asteroider kan ende.
Og det er et meget kompliceret regnestykke skriver forskerne på Oxford Academics, fordi en stjernehob som Hyaderme eller IC348 udvikler sig over millioner af år, mens kometerne kredser om stjernerne over hundreder af år. "Det er første gang vi har kunnet få en fornemmelse af hvordan miljøet i en stjernehob kan påvirke Kuiperbæltet og lignende strukturer i exoplanetsystemer" siger Tom Hands om deres regnestykke.