NGC 5291, den tågede gyldne oval, som dominerer midten af dette billede, er en elliptisk galakse, som befinder sig næsten 200 millioner lysår borte, i stjernebilledet Kentauren (Centaurus). For mere end 360 millioner år siden var NGC 5291 indblandet i et dramatisk og voldsomt sammenstød med en anden galakse, som med enorm hastighed borede sig ind i dens kerneområde. Det kraftige sammenstød slyngede store strømme af gas ud i det omliggende rum, og de gasstrømme samlede sig senere til en ring omkring NGC 5291.

I tidens løb er stoffet i denne ring så blevet mere koncentreret, og det er faldet sammen i dusinvis af områder, hvor der dannes stjerner og også i adskillige dværggalakser. De ses som svage blå og hvide områder spredt rundt omkring NGC 5291, som det kan ses på dette nye billede fra FORS instrumentet, som er monteret på VLT. Den tungeste og klarest lysende stofklump, til højre for NGC 5291, er en af disse dværggalakser, og den har betegnelsen NGC 5291N.

Ligesom alle større galakser menes Mælkevejen at være dannet ved sammenstød imellem mindre dværggalakser i Universets unge dage. De enkelte af disse små galakser, som har overlevet intakte frem til idag indeholder normalt mange rigtig gamle stjerner.

I NGC5291N ser der blot ikke ud til at være gamle stjerner. Omhyggelige observationer med MUSE spektrografen har også vist, at de ydre dele af denne galakser har egenskaber, som vi som oftest forbinder med dannelsen af nye stjerner, men det observerede passer ikke med de nuværende teoretiske modeller. Astronomerne har en mistanke om, at årsagen til de usædvanlige forhold er en følge af omfattende gaskollisioner i området.

NGC5291N ligner ikke en typisk dværggalakser. Istedet har den rigtig mange egenskaber tilfælles med de klumpede strukturer, som findes inde i mange af de stjernedannende galakser, som vi ser i det helt fjerne Univers. Det gør dværggalaksen her til noget helt enestående i lokalområdet, og det vil være et vigtigt laboratorium, hvor vi kan studere de tidlige gasrige galakser, som ellers normalt er alt for fjerne til at vi kan se detaljer ved dem med de nuværende teleskoper.

Det usædvanlige system er tidligere blevet observeret med mange forskellige jordbaserede teleskoper, blandt andet ESOs 3.,6-meter teleskop på La Silla Observatoriet. De meget bedre muligheder, som vi nu har med MUSE, FORS og VLT har gjort, at vi først nu kan bestemme noget af den spændende historie bag NGC 5291N.

I fremtiden får vi måske mulighed for at opklare flere af denne dværggalakses hemmeligheder med de kommende James Webb rumteleskopet og ESOs 39m E-ELT.