QuasarDer er en forbindelse imellem de længste udbrud af gammastråler og usædvanligt klare supernovaeksplosioner. Det er nye resultater fra ESOs La Silla og Paranal observatorier i Chile, som for første gang viser denne forbindelse. En observeret supernova har ikke som ventet fået sin energi fra radioaktivt henfald, men fra sammenfaldet af superstærke magnetfelter omkring en eksotisk tingest, som kaldes en magnetar. Resultaterne bliver offentliggjort i tidsskriftet Nature den 9. juli 2015.

Gammaudbrud, også kaldet Gamma-ray bursts (GRB) er forbundet med de største eksplosioner, som er forekommet i Universet siden Big Bang. GRB-hændelser bliver observeret fra rumteleskoper, som er særligt følsomme overfor denne slags stråling med høje energier. Strålingen kan ikke trænge igennem Jordens atmosfære, men når udbruddene først er opdaget fra rummet, kan de observeres i andre, længere bølgelængder med andre teleskoper i rummet og fra jordoverfladen.

Normalt varer gammaudbrud kun få sekunder, men i sjældne tilfælde kan de fortsætte i timevis. 9. december 2011 opfangede Swiftsatellitten et sådant udbrud fra en kilde, som har fået navnet GRB 111209A. Det var både et af de længste og klareste gammaudbrud, der nogensinde er observeret.

Mens eftergløden fra dette udbrud stadig var synlig, blev det studeret både med GROND instrumentet på MPG/ESO 2.2-metre teleskopet på La Silla og med X-shooter instrumentet på Very Large Telescope (VLT) på Paranal. Instrumenterne fandt klare tegn på en supernova, og den fik senere betegnelsen SN 2011kl. Det var første gang en supernova er blevet forbundet med et langvarigt gammaudbrud.

Hovedforfatteren på den nye artikel, Jochen Greiner fra Max-Planck-Institut für extraterrestrische Physik, Garching, Tyskland forklarer: “Et langvarigt gammaudbrud sker kun een gang for hver 10 000-100 000 supernovaudbrud, så den stjerne, som eksploderede her må have været noget særligt. Astronomerne har ment, at disse GRB'er kom fra meget tunge stjerner - omkring 50x tungere end Solen - og at de var varsler om dannelsen af et sort hul. Men vore nye observationer af supernova SN 2011kl, som blev fundet efter GRB 111209A tyder på, at vi må revidere vores opfattelse af disse ultralange gammaudbrud."

Når en massiv stjerne kollapser - det, som somme tider kaldes en collapsar - regner man med, at det ugelange udbrud af optisk og infrarødt lys fra supernovaen stammer fra det radioaktive henfald af det nikkel-56, som dannes ved eksplosionen. I tilfældet med GRB 111209A viser de kombinerede observationer med GROND og VLT for første gang, at dette ikke har kunnet være tilfældet. Andre muligheder er også blevet udelukket.

Den eneste forklaring, som passer til observationerne af supernovaen efter GRB 111209A er, at energien kommer fra en magnetar. Det er en meget lille neutronstjerner, som roterer hundredevis af gange i sekundet om sig selv, og som har et magnetfelt, som er langt kraftigere end det, almindelige neutronstjerner har. Almindelige neutronstjerner kendes også som radiopulsarer. Det menes, at magnetarer er de kraftigst magnetiserede objekter i det kendte Univers. Det er første gang, en sådan ubetinget forbindelse imellem en supernova og en magnetar er fundet.


Quasar

Paolo Mazzali, som er medforfatter til artiklen, spekulerer over betydningen af de nye opdagelser:"De nye resultater giver god underbygning til en ellers uventet forbindelse imellem GRB'er, meget klare supernovaer og magnetarer. Vi har allerede i nogle år haft mistanke om nogen af disse forbindelser ud fra teoretiske betragtninger, men det er rigtig spændende, at vi nu kan knytte det hele sammen underbygget af observationer."

Jochen Greiner slutter: "Den nye sag om SN 2011kl og GRB 111209A tvinger os til at overveje et alternativ til kollapsar-scenariet. Med de nye observationer kommer vi meget tættere på et klarere billede af, hvordan et gamma-ray burst virker."


Kilde: 'Biggest Explosions in the Universe Powered by Strongest Magnets' fra ESO