Ifølge de gængse teorier for stjerne-evolution, ender mange hovedserie-stjerner som superkæmper i en kort periode sent i deres liv (ligesom Solen vil engang). En ny undersøgelse af populationerne af meget store men lette stjerner i 2 galakser viser en stringent observationel sammenhæng med teorierne

De største og tungeste stjerner er de blå superkæmper som kun lever 2-10 mio. år. Men når de lettere hovedseriestjerner puster sig op sidst i deres livsforløb,bliver de også meget store. Det er i midlertidigt en relativt kortlivet fase i deres flere milliarder år lange liv: Den varer nemlig kun 10-100 millioner år.

De gule superkæmper er derimod mere sjældne, og lever kun nogle få tusinde år som er meget kort tid i den sammenhæng.

Ifølge den såkaldte 'Geneva evolutionary models' er de gule kæmper en slutfase af nogle lidt tungere stjerner, som dermed kan være en forløber for kerne-kollaps supernovaer.

Så mens de røde kæmper lever længere end de gule og man dermed skulle forvente at der var flere af dem, er der tilgengæld længere (mange mia. år) mellem de lettere hovedserie-stjerners kæmpe-fase, hvilket trækker i den anden retning: At de gule skulle være mere almindelige.

Denne nye undersøgelse af de røde- og gule kæmpestjerne-populationer i henholdsvis den store Magllanske sky (Bill.) og M33, finder en sammenhæng mellem antallet af de røde og gule kæmper, der stemmer godt overens med Geneva-modellens antagelser, og som dermed understøtter den rent statistisk

Kilde: NOAO