Man har længe længe kendt til små udbrud i stjernedannelser. Nye computermodeller giver nu en forklaring på disse små variationer der er lidt ligesom "veer"

Nye stjernedannelser ligger som regel gemt i tætte støv- og gasskyer, som spredes når først stjernen er faldet nok sammen til at blive varm nok til at antænde kerneeksplosioner. Men forud for den - forholdsvist - pludselige tilsynekomst af stjernen, har man længe kendt til små rytmiske udbrud. Man har ikke haft nogen forklaring på dem, og har hidtil heller ikke medtaget dem i computermodeller af stjernefødsler.

Fordi stjernedanenlserne ligger gemt i en lomme af gasser som kaldes embryoen kan man ikke kigge med, men er henvist til disse computermodeller, for at forklare hvordan stjernen rent faktisk dannes.

Og disse nye computermodeller giver for første gang en forklaring på de små udbrud, som det er små rykvise sammentrækninger der forekommer under kollapset.

Sammentrækningerne kommer når materialet falder sammen, og der dannes små fortykninger eller klumper som støder sammen og derefter spredes igen efter sammenstødende. For i de tidlige stadier er klumperne elastiske, når de er for varme og ikke er store nok til at være faste legemer, men er lommer af varmt støv og gasser.

Dermed tegner der sig et fascinerende billede af stjernefødsler, der mere og mere ligner en menneskelig fødsel, med en fosterkage og sammentrækninger (veer) som udløses ved en pludselig tilsynekomst.

Modellen med de små klumper kan også være med til belyse dannelsen af de indre planeter, selvom de i første omgang ligger for tæt om stjernen til at udgøre selve planeterne.

Kilde: Cardiff University