En usædvanligt klar isoleret stjerne er blevet fundet i en nærtliggende galakse – stjernen er 3 millioner gange mere lysstærk end Solen. Alle andre lignende ”superstjerner” er blevet fundet i stjernehobe, men dette strålende fyrtårn lyser op i ensom majestæt. Stjernens oprindelse er et mysterium;

Blev den dannet for sig selv, eller er den blevet udstødt fra en stjernehob? Begge muligheder udfordrer astronomernes forståelse af stjernedannelse.

Et internationalt astronomhold har benyttet ESO’s Very Large Telescope (VLT) til nøje at undersøge stjernen VFTS 682 i den Store Magellanske Sky, en af Mælkevejens små nabogalakser. Ud fra analyser af stjernens lys ved hjælp af FLAMES-instrumentet på VLT har forskerne fundet ud af, at stjernen har en masse, der er omkring 150 gange større end Solens. Stjerner som denne er indtil nu kun fundet i stjernehobes tætpakkede centre, men VFTS 682 ligger helt for sig selv.

”Vi var meget overraskede over at finde en så tung stjerne, der ligger helt for sig selv og ikke i en stor stjernehob,” bemærker Joachim Bestenlehner, som er hovedforfatter på den nye undersøgelse og studerende ved Armagh Observatory i Nordirland. ”Dens oprindelse er et mysterium.”

Stjernen blev opdaget tidligere i en kortlægning af de klareste stjerner i og omkring Taranteltågen i den Store Magellanske Sky. Den ligger i en stjernefødeklinik: Et kæmpe område af gas, støv og unge stjerner, der er det mest aktivt stjernedannende område i galaksegruppen Den Lokale Gruppe. Ved første øjekast blev VFTS 682 opfattet som varm, ung og lysstærk, men ikke bemærkelsesværdig. Men den nye undersøgelse, som er foretaget ved hjælp af VLT, viser, at meget af stjernens energi bliver absorberet og spredt af støvskyer, før den når til Jorden – den er faktisk mere lysstærk end tidligere antaget og blandt de klareste stjerner, vi kender til.

Rødt og infrarødt lys, der bliver udsendt fra stjernen, kan bryde gennem støvet, men de kortere bølgelængder i blåt og grønt lys bliver spredt mere og går dermed tabt. Derfor fremstår stjernen rødlig, selv om den ville lyse med en klar blåhvid farve, hvis udsynet til den var uhindret.

Udover at være meget klar er VFTS 682 meget varm, da den har en overfladetemperatur på cirka 50.000^oC. Stjerner med disse usædvanlige egenskaber kan ende deres liv ikke bare som en supernova, som det er normalt for tunge stjerner, men meget muligt som et endnu mere dramatisk langvarigt gammaglimt, de kraftigste eksplosioner i Universet.

Selv om VFTS 682 ser ud til at være alene på nuværende tidspunkt, er den ikke langt væk fra den meget store stjernehob RMC 136 (ofte blot kaldet R 136), som indeholder flere lignende ”superstjerner”

”De nye resultater viser, at VFTS 682 er en nærmest identisk tvilling til en af de klareste superstjerner i hjertet af stjernehoben R 136,” tilføjer Paco Najarro, et andet medlem af holdet fra CAB (INTA-CSIC i Spanien).

Er det muligt, at VFTS 682 er blevet dannet der og siden er blevet udstødt? Sådanne ”bortløbne stjerner” er kendt, men de er alle meget mindre end VFTS 682, og det vil være interessant at se, hvordan så tung en stjerne kunne blive slynget ud fra hoben ved gensidig tyngdepåvirkning.

”Det lader til at være nemmere at danne de største og klareste stjerner i rige stjernehobe,” tilføjer Jorick Vink, et tredje medlem af det videnskabelige hold. ”Og selvom det kan være muligt, er det sværere at forstå, hvordan disse strålende fyrtårne kan blive dannet på egen hånd. Det gør VFTS 682 til et virkelig fascinerende objekt.”

Kilde: ESO