Når tunge stjerner ender deres liv i en supernova kan det ses meget langt væk - op til flere hundrede millioner lysår væk! Men en speciel type supernovaer er speciel; Type 1a supernovaerne, som blusser op og slukkes igen så forudsigeligt at man kan stille uret efter dem. Men selv om man har brugt dem til at måle mørk energi, det accelererende univers oma,  er man stadig ikke sikker på hvad de er.

Type Ia supernovaerne skyldes efter alle nuværende teorier, at en hvid dværg sluger masse til sig fra en nabostjerne, og når den når en kritisk grænse kaldet Chandracheskar-grænsen, eksploderer den som en type 1a supernova. Dermed skulle en type 1a supernova altid have den samme lysstyrke, så man har brugt dem som "kosmiske målestokke" ved at sammenligne den observerede lysstyrke med den absolutte lysstyrke den burde have og deraf udlede hvor langt den er væk.

Men man har i de seneste år observeret så mange type 1a supernovaer der afviger fra denne regel, at der er blevet tvivl om, hvorvidt teorien holder. Man er i al fald ikke i tvivl om at de ikke længere ukritisk kan bruges til a måle afstande som man har gjort det hidtil.

Så hvad er type 1a supernovaer?
Der er to hovedteorier om type 1a supernovaerne: Enten er det en hvid dværg der er i et dobbeltstjernepar med en anden stjerne, suger masse til sig fra nabostjernen indtil den eksploderer, eller også er det to hvide dværge der kolliderer.

Derfor har to forskere regnet på hvor mange sådanne dobbeltstjerne/hvid dværg systemer der må være rent statistisk og for at forklare det observerede antal af type 1a supernovaer, og er kommet frem til at der i en gennemsnitlig galakse må være flere tusind

De har så studeret forstadiet til type 1a supernovaerne - den periode hvor den hvide dværg suger masse til sig fra nabostjernen. I dette stadie vil den masse der suges ind til den hvide dværg udsende en let røntgenstråling når den accelereres ind mod stjernen., så man kan observeres dem som de såkaldte "soft gamma-repeaters" (SGR). Men istedet for tusinder har de kun fundet nogle få hundreder som billedet af M101 herunder viser

Hvis type 1a supernovaer i stedet er to hvide dværge der rammer hinanden, vil der jo ikke være noget forudgående SGR-stadie forud for eksplosionen.  Men som den ene af forfatterne Di Stefano pointerer, så ældes alle stjerner forskelligt og det gælder også hvide dværge. Så hvis to hvide dværge roterer om hinanden, vil der være en kortere periode, hvor den ene suger stof til sig fra den anden. Det er så en kortere periode, der vil resultere i, at man kun skulle kunne observere nogle få dusin SGR'er i en galakse, og det stemmer jo ret godt overens med observationerne.

MEN siden begge modeller af 1a supernovaerne omfatter perioder hvor man skulle kunne finde nogle 'super-soft gamme repeaters' (SSRG) og vi ikke har kunnet observere dem, kan det enten skyldes at der er en mekanisme - som fx. en støvsky der absorberer denne stråling - som forhindrer os i at se dem, eller at vi bare ikke har teknikken til at se dem.

Så inden man kan finde det endelige og entydige bevis  og drage en endelig konklusion, må man altså udvikle nye metoder til at se denne bløde gammastråling, men indtil da tyder deres undersøgelse på, at type 1a supernovaerne sker, når to hvide dværge støder sammen.

Kilde: Harvard University