Man har fundet en magnetar i kredsløb om en anden stjerne kun 22.000lysår herfra. Den udsender en røntgenjet der regelmæssigt rammer dens nabostjerne og har fået den til at vokse helt unaturligt.

I 2006 opdagede man systemet Swift J1749.4-2807 - som normalt forkortes til J1749 -som er en røntgenkilde der ligger 22.000 lysår fra Jorden.Observationer afslørede hurtigt at det var et dobbeltstjernesystem, hvor den ene komponent er en neutronstjerne som aktivt samler gasser fra den anden stjerne.

Normalt samles sådanne gasser i en skive eller et kredsløb om neutronstjernen. Men da en sådan gassky aldrig er helt stabil når der kontinuerligt tilføres stof, opstår der røntgenudbrud når materiale fra skyen suges helt ned til neutronstjernen.

Men J1749 har et kraftigt magnetfelt og klassificeres dermed som en magnetar. Det betyder at stof der suges ned i den, kanaliseres via magnetfeltet ned til polerne, hvor det skaber en kraftig røntgenjet.

Neutronstjerner som J1749 er en fast lille kugle på størrelse med en by, og ligesom alle andre magnetarer, roterer den også meget hurtigt med 518omdrejninger/sekund!

Men derudover forsvinder røntgenjettene med regelmæssige mellemrum på 8,8 timer, når den anden stjerne kommer imellem os og jetten. De 8,8timer er den tid de to stjerner bruger på et kredsløb om hinanden.

Det gør den til et meget usædvanligt system, og ved at studere disse formørkelser som varer 36 minutter, har man kunnet bestemme søøsterstjernens masse og diameter lige så præcist som vores egen Sol's. Det kan man nemlig ved at studere forsinkelsen af røntgen-blinkene, som man har kunnet bestemme med 21 mikrosekunders nøjagtighed.

Og man har fundet at stjernen hvis masse er 70% af Solens, er 20% større end den burde være for en stjerne af sin masse og alder.
"Vi mener at stjernen er pustet op af strålingen fra pulsaren, som kun ligger 1,6 mio km fra stjernens overflade. Denne ekstra varme-tilførsel gør sandsynligvis også stjernens oveflade særlig urolig og stormfuld" siger Strohmayer, som er den ene forfatter til artiklen i astrophysical letters.

Kilde: SWIFT's missionpage hos NASA