Der er 2 klasser sorte huller: Små ca. 20x Solmasser store stellare sorte huller i galakse-skiverne og de enorme supermassive sorte huller i galakse-centrene.
I teorien burde små sorte huller kunne æde flere stjerner omkring sig og vokse sig mellemstore, men man har ikke kunnet identificere et sådan mellem-klasse sort hul - før nu!

Australske astronomer har studeret den kraftige røntgenkilde HLX-1 i galaksen ESO 249-43 som ligger 300 mill. lysår herfra.

Når der suges stof ind i sorte huller, udsender stoffet røntgen-stråling når det accelereres op og suges ind mod det sorte hul. Denne stråling kan variere meget fra time til time, når der suges "klumper" ind i det sorte hul. Det er sådan man som regel finder og identificerer de sorte huller.

HLX-1 blev fundet ved et tilfælde i 2009 i yderkanten af galaksen ESO 249-43, og allerede dengang vidste man godt at det var et sort hul.

ESO 249-43 galaksen 300 mill. lysår herfra. Pilen viser hvor HLX-1 ligger

Men fordi de sorte huller er omgivet af tæt-pakkede gasser i kredsløb om hullet, kommer der lidt tid efter sådanne udbrud en skygge-stråling i radiospektret.

De nye analyser af HLX-1 viste at den er 10x klarere end almindelige sorte huller. Og ved at studere skyggerne fra HLX-1 har de Australske astronomer med sikkerhed kunnet sige at HLX-1 er mellem 20.000 og 90.000 solmasser tung. Det er meget tungere end normale stellare sorte huller som typisk er 20-100 solmasser store, men også langt fra de millioner solmasser de centrale sorte huller vejer. Og så ligger den jo også i yderkanten af galaksen.

HLX-1 kan være resterne af et centralt sort hul fra en dværg-galakse som ESO 249-43 har spist på et tidspunkt

Kilde: CSIRO's Australia Telescope Compact Array