20% af alle supernovaer ender ikke i en eksplosion, men falder direkte sammen i et sort hul - simpelthen fordi der er FOR tunge. Men hvordan finder man dem?

En eksploderende stjerner starter altid med en implosion; De falder sammen med et KLASK der splitter den ad i en eksplosion som fx. en supernova.

Men når super-tunge stjerner falder sammen og gerne skulle ende som et sort hul, sker det så voldsomt at den er inden for den Schwarzschild radius som er kendetegnet ved at undslippelses-hastigheden er større end lysets hastighed. Dermed bliver den efterfølgende eksplosion kvalt det sorte hul.

Der er dog én ting som undslipper den i store mængder allerede mens den falder sammen og det er neutrinoer. Allerede under kollapset udsender supernovaer nemlig et "neutrino-burst". Men den eneste supernova man hidtil har kunnet registrere neutrinoer fra var 1987a som er den nærmeste supernova vi har oplevet mens vi har haft moderne muligheder for at registrere den slags finere detaljer.

Vi kan desværre kun måle neutrinoer fra nærliggende supernovaer indenfor en radius af 6,5 mio. lysår anslår forskerne; Dvs, galakserne i vores egen lokale hob. Og det burde rent statistisk ske hvert 50'ende år.

Men hvordan skal man så genkende dem, når man ikke kan se dem; De kunne jo også stamme fra mindre "almindelige" supernovaer vi bare ikke har udsigt til. Men teoretikerne beregner at en forfejlet supernova's neutrino-burst kun vil vare 1 sek. mens en normal supernova som ender i en neutron-stjerne, varer 10 sekunder.

Så må vi bare holde øje..

Kilde: Cosmologyblog