Et hold franske astrofysikere fra Laboratoire d'Astrophysique de Toulouse-Tarbes, har målt og kortlagt magnetfeltet om gigantstjernen Betelgeuse.

Deres observationelle resultater som er offentliggjort i Astronomy & Astrophysics, demonstrerer at de hidtil kendte mekanismer for dannelsen af magnetfelter om roterende legemer som Jorden eller Solen ikke nødvendigvis  er ansvarlige for dannelsen af større magnetfelter.

Du nuværende århundrede gamle teorier om hvordan de indre flow af ioniseret materiale skaber magnetfeltet om roterende legemer kan ikke altid forklare fx. Solens meget aktive magnetfelt, når Solen oplever en af sine stille perioder, sådan som den gør nu. Det kaldes Solens residuale magnetfelt. Derfor har disse teorier kaldet "Large Scale Dynamoe" teorien også ofte været under pres eller genstand for megen diskussion blandt astronomer.

Og et nye studie af Betelgeuse's magnetfelt kan muligvis være nøglen til at forstå bla. det residuale magnetfelt.

Betelgeuse vejer 15x så meget som Solen, er 1.000x større i diameter og 100.000x lysklarere. Derudover er den ved at nå afslutningen af sit liv som supergigant-stjerne inden den eksploderer i en supernova og ender sit liv som en hvid dværg-stjerne.

Men udover at være meget større adskiller den sig også fra Solen ved at rotere meget langsomt, så dens rotation dermed ikke kan forklare dens magnetfelt

Observationer med NARVAL instrumentet på Telescope Bernard Lyot på Pic du Midi Observatoriet i Frankrig, har kunnet afsløre den svage polarisering af lyset fra Betelgeuse, og har dermed kunnet kortlægge dens magnetfelt, og har dermed kunnet påvise, at "Large Scale Dynamoe" effekten ikke kan være ansvarlig for dens magnetfelt.

Men supergigant stjerner kan benytte sig af et andet trick: De voldsomme konvektive bevægelser som kan sammenlignes med langvarig kogning, frigør den voldsomme energi der skal til for at bevæge de ioniserede materiale tilstrækkeligt til at skabe magnetfeltet.

Og siden Solen - selv i dens minimum aktivitets perioder - har tilsvarende omend mindre konvektionsceller på overfladen, kan det altså være dem der skaber dens magnetfelt

Pic Du Midi observatoriet, Frankrig

Observationerne kan også være værdifulde på et andet punkt: Nemlig spredningen af tungere grundstoffer fra supergigant stjerner, som de nuværende modeller har svært ved at forklare.

For her kan det observerede magnetfelt være med til at accelerere de elektrisk ladede tungere grundstoffer op til meget høje hastigheder, der kan skabe en solvind der er stærk nok til at undslippe det voldsomme tyngdefelt og blive spredt i det interstellare rum.

Kilde: Laboratoire d'Astrophysique de Toulouse-Tarbes