Interstellart stof

frEGG gasskyer i Cygnus OB2 stjernedannelsen 'Event Horizon teleskopet' som sidste måned for første gang kunne afsløre hvordan et sort hul ser ud, er i virkeligheden ikke ét teleskop, men mange som er koblet sammen via interenttet og dermed arbejder sammen som ét 10.000km stort teleskop. Men der er et andet lignende samarbejde som kaldes 'Giant Metrewave Radio Telescope' (GMRT), som bare arbejder med længere radiobølger.

En undersøgelse af det stjernedannende område Cygnus OB2 i stjernebilledet Svanen med GMRT, har afsløret flere detaljer om en ret nyopdaget type objekter, kaldet frEGG's (free-floating evaporating gas globules), som er store fritflydende bobler af gasser, der flyder rundt i det interstellare rum. frEGGs minder meget om ''proplyder' som er protoplanetariske skyer - små dråbeformede gas- og støvskyer, man har fundet mange af i specielt Oriontågen.
Men frEGG's er meget større end proplyder og består af rene gasser som opvarmes af stjernelys fra omkringliggende stjerner. Strålingen fra stjernerne får også gasserne til at "fordampe" ud i det interstellare rum.

Forskerne mener at frEGG'erne er forstadier til proplyder og/eller gasskyer som -fordi de ikke indeholder støv - måske aldrig vil falde sammen til stjernedannelserne, men ende med at spredes i det interstellare rum, skriver de på arXiv
En Quasars kerne og dens gravitionelt forstærkede spektrum fra HeH atomerne
De første millioner år efter Big Bang bestod universet af ren energi, men på et tidspunkt "fortættedes" noget af denne energi til de første atom-kerner, da universet var udvidet så meget at dens temperatur var faldet til ca 4000'C. Teoretikere har forudsagt at disse første atomkerner, var en hybrid af en Helium og Brint kaldet HeH+.
HeH+ henfaldt senere og dannede molekylært hydrogen, som var begyndelsen på den senere komplekse kemi som vi kenderd en skriver Max Planck Institutet

HeH+ er tidligere blevet fundet i de tidligste Quasarer, ved at udnytte mikro-gravitionel linsning af den kosmiske baggrundsstråling, til at forstørre spektret af disse første atomer.Men nu har tyske forskere også fundet HeH+ i vores lokale univers, i en planetarisk tåge kaldet NGC7027, ved hjælp af observationer med et dybt infrarød spektograf 'GREAT' (REceiver for Astronomy at Terahertz Frequencies) ombord på det flyvende observatorium Sofia.

Nu er det ikke sådan at NGC7027 er et levn fra Big Bang. Men HeH+ atomerne optræder kortvarigt som et led i en radioaktivt henfalds-cyklus, hvor Helium og brint blandes,. danner HeH+, for bagefter igen at henfalde til Brint og Helium;
He+ + H -> HeH+ + hn, som senere adskilles igen ved processen HeH+ + e- -> He + H,skriver Sofia.
Fundet er
publiceret i Nature
Den interstellare asteroide,Oumuamua som passerede solsystemet i 2014
En af 2014's største overskrifter var da den interstellare asteroide Oumuamua passerede hurtigt gennem solsystemet.
Udover at være en sjælden gæst, skabte det også overskrifter at den tilsyneladende accelererede, efter sin passage ind om Solen. Det var der mange hypoteser om, og især da en respektabel Harvard professor nævnte muligheden af at den kunne være kunstig.

Accelerationen kunne forklares med gasser der undslap den,men problemet var at der ingen gasser var at se. Det kunne så være små klippestykker der var brækket af den. NASA mfl. holder nøje udkig efter nær-Jord asteroider, så derfor har forskerne gennemgået data om de asteroider der passerede Jorden i 2014, for at se om nogle af dem kan have været af interstellar oprindelse.

Ifølge deres publicering i arXiv Discovery of a Meteor of Interstellar Origin fandt de 3 asteroider nær Jorden som var ekstraordinært hurtige. De 2 af dem var der ikke helt præcise data om, men den tredje, som var en 0,48m asteroide, ramte Jorden med en hastighed på 43.8km/s 2014-01-08 17:05:34 UT. Dermed er den over dobbelt så hurtig som normale meteorer fra Solsystemet. Og ved at spore dens bane tilbage kunne de beregne at dens oprindelige hastighed havde været 60km/s og at banen kunne stamme fra det interstellare rum.

De kan ikke konkludere at meteoren der ramte os 2014-01-08 17:05:34 stammede fra Oumuamua. Men baseret på opdagelsen af de 2 interstellare objekter, beregner de at der kan være et interstellart for hver 5kubik-AU i solsystemet og at vi dermed kan lære meget om indholdet af sådanne objekters indre spektroskopisk,når de brænder op i atmosfæren.
LÆS OGSÅ
Inerstellar asteroide overrasker
Oumuamua's moderstjerne
Var interstellar asteroide et rumskib?

Selvom mørkt stof er blevet påvist talløse gange ved at registrere dens tyngdepåvirkning, er det endnu ikke lykkedes at se det direkte endnu, så der er flere teorier om præcist hvad mørkt stof er. En af disse teorier er, at det er et stort antal spredte små stellare sorte huller, der er efterladt efter den første generation stjerner efter Big Bang.

Men selvom vores galakse skulle være omgivet af sådanne inerte sorte huller i det tommer rum mellem galakserne, som dermed end ikke udsender en smule røntgenstråling, vil de jo stadig være usynlige.
Et forskerhold har derfor regnet på hvor mange der burde være mellem Mælkevejen og vores nabogalakse Andromedagalaksen M31. Og med den mængde der skal til for at forklare det mørke stofs masse, burde de i løbet af en nat kunne observere flere tusinde formørkelser af stjerner i M31.

Så ved at bruge Subaru-teleskopets Hyper Suprime-Cam, som kan se hele det centrale M31 gav de sig til at lede efter tegn på sådanne formørkelser, men fandt kun én!

Dermed har de kunnet tilbagevise at i alt fald lokalt mørkt stof er gamle sorte huller, skriver Subaru observatoriet
Røntgenstråling fra Mælkevejens centrale sorte hul
Helt tilbage i 2010 fandt NASAs Fermi røntgen rumteleskop 2 store bobler af varme røntgen-udsendende gasser over og under Mælkevejens centrum. Et fænomen som også kendes fra andre fjernere galakser.

Men nu har ESA's XMM røntgen rumteleskop opdaget 2 kolossale "skorstene", der strækker sig fra det Mælkevejens centrale sorte hul og op til de enorme lommer af varme gasser. Disse tunneler af gasser har form som et 50.000 lysår stort "timeglas" omkring centrum (den lille kasse i midten). Selv om det ikke syner af meget på 360° billedet af Mælkevejen herover, er det faktisk halvdelen af Mælkevejens diameter!
Dermed har man vist at boblerne om Mælkevejens centrum stammer fra det sorte hul, og vist hvordan materialet udspys fra det sorte huls poler og sendes ud i boblerne og at selv ret stille sorte huller som Mælkevejens, påvirker større strukturer omkring dem skriver ESA