Interstellart stof


Siden man for 10 år siden opdagede det første Fast Radio-Burst (FRB), har man fundet yderligere 85 FRB. Men hvad det diskuteres stadig intens hvad der kan afgive lige så meget energi som Solen udsender på 10.000 år på få sekunder og ved de lange bølgelængder. Men eftersom de varer så kort tid, må det være noget meget kompakt der udsender dem, så mistanken fokuserer på kolliderende neutronstjerner. Men da altid - bortset fra FRB121102 kaldet ‘The Repeater’ - kommer helt uventet, har man hidtil ikke kunnet fastslå hvor de kommer fra.

Det har et nyt samarbejde med det australske CSIRO radioteleskop array og ESO rette op på, og har for første gang fastslået den præcise oprindelse af et FRB skriver CSIRO

Det jubler astronomer over - ikke kun fordi det bringer os tættere på svaret om FRB'erne, men lige så meget fordi man dermed kan bruge FRB'erne til at veje massen mellem galakserne.
For når længere bølgelængder lys vil blive standset mere af det stof det passerer på sin vej gennem rummet, end de kortere bølgelængder. Og det gælder ikke kun det almindelige stof mellem galakserne, men også det mørke stof, som man med de nye observationssæt dermed kan bruge til at kortlægge det mørke stof direkte og ikke kun ud fra dets tyngdepåvirkninger
NGC1052 og dens kerneGalaksen KKS2000]04 (NGC1052-DF2) har været lidt af et mysterie siden målinger i 2018 viste at den tilsyneladende er helt fri for mørkt stof og derfor strider mod teorierne om det mørke stofs fordeling om galakserne.

Det har naturligvis fået en del astronomer til at interessere sig for den: Når Vejer galakser, måler man individuelle stjernegruppers hastighed om kernen i forskellige afstande fra centeret, for derved at kunne beregne hvor meget masse - som afgør dens omdrejningshastighed - der er indenfor dens bane.
Og målingerne som antydede at den er usædvanligt let, var fuldstændigt korrekte.

Men ved at bruge fem forskellige afstands-målemetoder har de vist at NGC1052 er meget tættere på Mælkevejen end man hidtil har ment: Hidtidige afstandsmålinger har vist at den er 62 mio lysår fra os, men i virkeligheden er den kun 42 mio lysår væk.
Det ændrer værdierne for massemålingerne radikalt, for dermed ligger de målte stjernegrupper jo længere fra kernen end hidtil antaget, fordi vinkel x absolut afstand (cosinusrelationen) dermed bliver større.
Og revideret for den større afstand, bliver NGC1052's massefordeling mere normal, skriver Instituto de Astrofísica de Canarias - IAC
Måling af galaksen NGC4455s massefordeling med stjerner
For 3 år siden, studerede flere forskere hvordan stjerner roterer om 153 galakser, for at måle tyngdefordelingen i galakserne meget nøje og dermed afsløre fordelingen af eventuelt mørkt stof tæt omkring galakserne. Deres målinger understøttede ikke teorierne om mørkt stof, men kunne langt bedre forklares med andre teorier, såsom den Modificerede Newtonske Dynamik (MOND) teori.
Dermed satte de spørgsmåltegn ved eksistensen af mørkt stof!

En ny undersøgelse af 106 galakser - 72 spiral- og 34 dværggalsakser - har derfor raffineret målingerne, ved også at inddrage galaksernes udseende og opbygning: Dvs ved at inkludere tyngdepåvirkninger fra store gasskyer stjernedannelser og stjernehobe i galakserne, istedet for kun at regne på afstanden fra galaksernes centre.
Deres resultater som er publiceret i Astrophysical Jornal rammer dermed ikke kun en pæl gennem den tidligere anvendte metode, men de nye mere detaljerede målinger kan også indholde vigtig information om det mørke stofs egenskaber target="new">skriver forskerne på det Italienske SISSA
frEGG gasskyer i Cygnus OB2 stjernedannelsen 'Event Horizon teleskopet' som sidste måned for første gang kunne afsløre hvordan et sort hul ser ud, er i virkeligheden ikke ét teleskop, men mange som er koblet sammen via interenttet og dermed arbejder sammen som ét 10.000km stort teleskop. Men der er et andet lignende samarbejde som kaldes 'Giant Metrewave Radio Telescope' (GMRT), som bare arbejder med længere radiobølger.

En undersøgelse af det stjernedannende område Cygnus OB2 i stjernebilledet Svanen med GMRT, har afsløret flere detaljer om en ret nyopdaget type objekter, kaldet frEGG's (free-floating evaporating gas globules), som er store fritflydende bobler af gasser, der flyder rundt i det interstellare rum. frEGGs minder meget om ''proplyder' som er protoplanetariske skyer - små dråbeformede gas- og støvskyer, man har fundet mange af i specielt Oriontågen.
Men frEGG's er meget større end proplyder og består af rene gasser som opvarmes af stjernelys fra omkringliggende stjerner. Strålingen fra stjernerne får også gasserne til at "fordampe" ud i det interstellare rum.

Forskerne mener at frEGG'erne er forstadier til proplyder og/eller gasskyer som -fordi de ikke indeholder støv - måske aldrig vil falde sammen til stjernedannelserne, men ende med at spredes i det interstellare rum, skriver de på arXiv
En Quasars kerne og dens gravitionelt forstærkede spektrum fra HeH atomerne
De første millioner år efter Big Bang bestod universet af ren energi, men på et tidspunkt "fortættedes" noget af denne energi til de første atom-kerner, da universet var udvidet så meget at dens temperatur var faldet til ca 4000'C. Teoretikere har forudsagt at disse første atomkerner, var en hybrid af en Helium og Brint kaldet HeH+.
HeH+ henfaldt senere og dannede molekylært hydrogen, som var begyndelsen på den senere komplekse kemi som vi kenderd en skriver Max Planck Institutet

HeH+ er tidligere blevet fundet i de tidligste Quasarer, ved at udnytte mikro-gravitionel linsning af den kosmiske baggrundsstråling, til at forstørre spektret af disse første atomer.Men nu har tyske forskere også fundet HeH+ i vores lokale univers, i en planetarisk tåge kaldet NGC7027, ved hjælp af observationer med et dybt infrarød spektograf 'GREAT' (REceiver for Astronomy at Terahertz Frequencies) ombord på det flyvende observatorium Sofia.

Nu er det ikke sådan at NGC7027 er et levn fra Big Bang. Men HeH+ atomerne optræder kortvarigt som et led i en radioaktivt henfalds-cyklus, hvor Helium og brint blandes,. danner HeH+, for bagefter igen at henfalde til Brint og Helium;
He+ + H -> HeH+ + hn, som senere adskilles igen ved processen HeH+ + e- -> He + H,skriver Sofia.
Fundet er
publiceret i Nature