Interstellart stof

Eta Cariona tågenNår interstellare støv og gasskyer falder sammen til stjerner, opvarmes de, så molekyler i de hidtil kolde skyer opvarmes og efterlader ioniserede atomer istedet. Men undersøgelser af stjernedannelses-tågen Eta Carina, med det infrarøde Spitzer rumteleskop, afslører at molekylære gasser spiller en væsentlig større rolle i dannelsen af stjerne-embrierne ("fostre") i dens indre end man hidtil har ment.

Det er første gang man har dokumenteret molekylernes aktive rolle, som kan medføre en væsentlig revision af stjernedannelses-modellerne, som hidtil har fokuseret på de ioniserede gasser, som jo har en ladning og dermed påvirkes af galaktiske og lokale magnetfelter.

LÆS MERE på University of Edinburgh

Der åbner sig et nyt og hidtil uudforsket vindue til Universet, når ESO tager et nyt instrument i brug ved APEX-teleskopet 5km over havet i Chile som vil kunne opfange svage signaler fra vand og andre molekyler både i Mælkevejen, i andre galakser og i det tidlige Univers.

LÆS HELE artiklen her

De mange stjerner bliver næsten skjult af sorte plamager på dette nye billede, optaget med Wide Field Imager kameraet på MPG/ESO 2,2 m teleskopet i Chile. De blæksorte områder er små dele af en enorm mørk tåge, som kaldes "Kulsækken". Det er en af de sorte tåger på himlen, som er lettest at få øje på med det blotte øje. Om millioner af år vil nogle af kulstykkerne begynde at gløde, som om det var en rigtig spandfuld kul. Det er lyset fra mængder af nydannede stjerner.

Kulsæktågen befinder sig omkring 600 lysår borte, i stjernebilledet Sydkorset. Det store, slørede objekt danner en iøjnefaldende kontrast til Mælkevejens klare stjernestrøede bånd, og derfor har tågen været kendt af folkeslagene på den sydlige halvkugle lige så længe som vores art har eksisteret.

Den første, som fortalte om Kulsækken i Europa, var den spanske opdagelsesrejsende Vincente Yáñez Pinzón, og det skete i 1499. Senere fik Kulsækken øgenavnet den sorte magellanske sky, fordi den ligner et negativbillede af den klareste af de to Magellanske Skyer, også på Sydhimlen. De Magellanske Skyer er satelllitgalakser til vores Mælkevej. De to klare galakser er tydeligt synlige på nattehimlen, og europæerne hørte om dem efter Ferdinand Magellans opdagelsesrejser i det 16. århundrede. Men Kulsækken er ikke nogen galakse. Det er en interstellar sky af støv, som er så tæt, at den forhindrer lyset fra de fleste af baggrundsstjernerne i at nå os på Jorden. Sådan er det også med de mange andre mørke tåger.

Kulsækken fotograferet med ESO's Widefield Imager

Rigtig mange af de støvpartikler, som findes i de mørke tåger, har en skal af frosset vand, kvælstof, kulilte og andre simple organiske molekyler. De støvkorn, som dannes på denne måde forhindrer stort set alt synligt lys i at passere igennem tågerne. Det kan give en fornemmelse af, hvor dybsort Kulsækken er, når man tænker tilbage på finnen Kalevi Mattilas undersøgelse fra 1970. Han fandt ud af, at Kulsækken kun lyser med 10% af den lysstyrke, som den omgivende del af Mælkevejen har. Alligevel slipper der en lille smule baggrundslys igennem Kulsækken fra baggundsstjernerne - som det også kan ses på det nye ESO billede, og også ved andre observationer med moderne teleskoper.

Den smule lys, som slipper igennem tågen er ikke uforandret. Det er rødere end det ellers ville være. De skyldes, at støvet i mørke tåber absorberer og spreder det blå lys fra stjernerne, mens det røde lys lettere slipper uforandret igennem. Derfor ser stjernerne, som lyser igennem tågen, rødere ud.

Om millioner af år er det slut med de mørke tider for Kulsækken. I de tætte interstellare skyer af Kulsækkens type er der masser af støv og gas, og det er brændstoffet for nye stjerner. Materialet i Kulsækken klumper sig sammen på grund af tyngdekræfterne, og en gang med tiden tændes nye stjerner derinde, så det vil se ud, som om kullene i sækken gløder som i en ovn.

Kilde: 'A Cosmic Sackful of Black Coal' fra ESO
Det rosenfarvede område Messier 17, hvor der foregår intens stjernedannelse, er hovedpersonen i dette nye billede fra Wide Field Imager på MPG/ESO 2,2 m teleskopet på ESOs La Sillaobservatorium i Chile. Billedet viser hele tågen, og alligevel er det et af de klareste billeder nogensinde med mange fine detaljer i det kosmiske landskab af interstellare gasser, støv og nyfødte stjerner

Omegatågen M17

Tågen har fået mange navne igennem tiden, også flere end alle andre af denne type. Officielt kaldes den Messier 17, men blandt kælenavnene er Omega Nebula, Svanetågen, Fluebenet (Checkmark Nebula), Hesteskotågen og, for også at glæde dem, med maritime interesser, Hummertågen.

Messier 17 befinder sig omkring 5 500 lysår fra Jorden (lidt udenfor Verona!), nær Mælkevejens plan, og i retning af stjernebilledet Skytten (Sagittarius). Tågen fylder en del på himlen - diameteren er omkring 15 lysår. Stoffet i tågen danner nye stjerner, og i billedfeltet er der også masser af stjerner både foran og bagved Messier 17.

I tågen er der en ret kompleks rød struktur med toner af pink. Farverne er et sikkert tegn på lysende hydrogengas. De unge, kortlivede blå stjerner, som for nyligt er dannet i Messier 17, udsender nok ultraviolet lys til at opvarme den omgivende gas så meget, at den begynder at lyse klart. I centralområderne er farverne lysere, og nogle områder er helt hvide. Den hvide farve er ægte nok - den skyldes blandingen af lyset fra de varmeste gasarter med det stjernelys, som tilbagekastes fra støvet.

Vi anslår, at gassen i tågen i alt vejer mere end 30.000x Solens masse. I tågen er der også en åben stjernehob med ikke blot 2 klare stjerner som øjne, men hele 35 stjerner. Den kaldes NGC 6618. Det samlede antal stjerner i tågen er meget større. Bare i centralområdet er der næsten 800, og der dannes flere hele tiden i de ydre områder.

Med baggrund i dette rosa skær, så fint som Julies kinder, er der et netværk af mørkere støvområder, som spærrer for baggrundsskæret. På dette billede, taget i synligt lys, er støvbåndene mørke, men fotograferet med infrarødfølsomme kameraer lyser også de klart op.

Det officielle navn på tågen stammer fra den franske kometjæger Charles Messier, som tog denne tåge med som nummer sytten i sit berømte astronomiske katalog i 1764[2]. Selv om den kun var kendt under det kedelige navn Messier 17, spørger vi med Shakespeare (næsten): "Hvad er et navn? En rose er dog lige smuk hvad end den kaldes!"

Billedet stammer fra ESOs Cosmic Gems program
Kilde: 'A Cosmic Rose With Many Names' fra ESO
'Twin jet' tågen
Hubble har taget dette nye ret fantastiske og afslørende billede af "Twin jet" tågen, som er en såkaldt Bipolar stjernerest.
Den dobbelte tåger er skabt af et dobbeltstjernepar, med 2 stjerner; Den ene lidt større end Solen og den anden lidt mindre - sandsynligvis en hvid dværg-stjerne. Det er den hvide dværgs kredsløb om den større døende stjerne, som har skabt den dobbelte tåge, hvor man tydeligt kan se forskellige 'kapper' eller komponenter af gasser.

SE 'The wings of the butterfly' fra ESA's Hubblesite