Interstellart stof

Mørkt stof i galaksehobMørkt stof kan ikke ses, men man kan måle dens påvirkning af amindeligt stof - bla. dens tyngdekraft. Nu troede man lige at man var ved at have lidt styr på mørkt stofs egenskaber, men en undersøgelse fra École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) overrasker: Ved at studere det mørke stofs fordeling i galaksekollisioner, har de vist at mørkt stof bremses af kollisioner med almindeligt stof, men IKKE med andet mørkt stof!.
Det sår dermed tvivl om teorien om mørkt stofs partikel-egenskaber.

LÆS EPFL's "..dark matter still a mystery"
LÆS OGSÅ ESA's "Dark matter even darker than once thought"
Cassiopeia A supernovaresten i 3D
Cassiopeia A er en af de bedst studerede supernovarester fordi den er så ung - kun 300år gammel - og tæt på.
Nu har astronomen Dan Milisavljevic lavet et 3D kort af den, ved at måle de enkelte deles bevægelse i forhold til hinanden, og sammensætte bevægelsen til indbyrdes afhængigeder.

LÆS MERE på om 3D supernova kortet på Harvard og SE 3D modellen her
Spitzer billede af tidlige stjernedannelser"Citizen Scientists"programmet er et program hvor, frivillige hjælper astronomerne med at kigge de store mængder billeder gennem fra rumteleskoper og kortlægninger. Da de blev ved med at se og tale om "små gule klumper" på Spitzers IR kortlægning af galaksen, blev de set nøjere efter og det viste sig at det var et hidtil overset stadie af dannelsen af store stjerner, som er blevet døbt "Yellow balls"

Kilde: Caltech's Spitzer-side
Kortlægning af interstellare molekyleskyer - DIBs -i MælkevejenI 1922 opdagede astronomer fra Lick Observatoriet spektrallinier fra nogle udefinérbare molekyler i lyset fra stjernerne i Mælkevejen. Normalt opløses molekyler i stjernerne, så man vidste straks at det kom fra molekyler i det interstellare rum, men man har ikke kunnet finde ud af hvilke. Molekyleskyerne er blev døbt DIB's (Diffuse Interstellar Bands).
Men nu har en kortlægning på baggrund af SLOAN Digital Sky Survey's APGEE instrument kortalt fordelingen af DIB's i Mælkevejen; EN kortlægning som vil gøre det lettere at undersøge de enigmatiske interstellare molekyler.

Kilde: John Hopkins University
ESOs  MPEG foto af LDN483 støvskyen Det ser ud som om der mangler nogen stjerner på dette nye billede fra ESO, men det sorte område i dette smukke stjernefelt er i virkeligheden ikke et hul, men et område i verdensrummet, som er fyldt til randen med støv og gasarter. Den mørke sky kaldes LDN 483 - det står for Lynds Dark Nebula nummer 483. Skyer som denne er fødeklinikker for fremtidige stjerner. Billedet er optaget med The Wide Field Imager kameraet på ESO' MPG/ESO 2,2m widefieldteleskop i Chile, som er et af de få professionelle teleskoper der kan overskue den store støvsky..

LDN 483 befinder sig 700 lysår væk, i stjernebilledet Serpens (Slangen). Skyen indeholder nok støv til fuldstændigt at blokere for det synlige lys fra stjernerne længere væk. Særligt tætte molekylskyer som LDN 483 kaldes mørke skyer netop af denne grund. Når der ikke er stjerner at se i LDN 48 3 og dens kolleger, kunne man tro, at stjernerne slet ikke kan trives i sådanne områder, men det stik modsatte er faktisk tilfældet: netop de mørke tåger er de mest frugtbare områder for stjernedannelse.

Inde i det indre af LDN 483 har astronomerne opdaget nogen af de yngste kendte stjernebabyer. De befinder sig stadig i en vis forstand i mors liv, for de er endnu ikke blevet til helt færdige stjerner.

I dette tidlige stadie af stjernedannelsen er de kommende stjerner kun kugler af gas og støv, som trækker sig sammen på grund af tyngdekræfterne i skyen. Protostjernerne er stadig relativt kolde - omkring 250 grader - og de lyser kun i langbølget lys i submillimeterområde. Tryk og temperatur stiger dog til stadighed i kernen af disse unge stjerner.

Widefield foto af LDN483 støvskyen Denne tidligste fase i stjernedannelsen varer nogle få tusinder af år, og det er i astronomiske sammenhænge utroligt kort tid. Typiske levetider for stjerner er millioner eller milliarder af år. I de følgende udviklingsfaser vil protostjernen hen over millioner af år vokse sig varmere og tættere. Dens stråling vil stige, så den skifter fra en ret kold stjerne med lys i det fjerne infrarøde område, først til nærinfrarødt og til sidst til synligt lys. Det, som en gang var en mat protostjerne vil til den tid være blevet til en flot lysende stjerne.

Efterhånden som flere og flere stjerner dukker frem fra de blæksorte dybder i LDN 483, vil tågen spredes ud og bliver mere gennemsigtig. De baggrundsstjerner, som vi endnu ikke kan se igennem tågen, bliver til den tid synlige - men der går millioner af år inden, og når det sker, overstråles baggrundsstjernerne af de klare nyfødte stjerner, som hører til tågen.

Kilde: ESO