Interstellart stof

En af de mindste, nære nabo-dværggalakser er den lille Reticulum II galakse, som umiddelbart ikke er meget større end en stjernehob. Der er ingen stjernedannelser eller interstellare gasser i den, og den er tæt nok på os, til at man kan studere enkeltstjerner, så den er ideel til at studere gamle stjernepopulationer. Men nye analyser af dens stjerner har afsløret 9 stjerner med et - for stjerner - ekstremt højt indhold af de tungeste grundstoffer. Fordi stjerner med den fordeling er så sjældne, kan det ifølge forskerne kun forklares ved at én voldsom begivenhed har "Forurenet" stjernerne i Reticulum II; Et sammenstød mellem 2 neutronstjerner, engang tidligere i dens hoistorie

SE Tiny, ancient galaxy preserves record of catastrophic event '
Støv fra forhistorisk supernova fundet i meteorit
Støv fra forhistorisk supernova
fundet i meteorit
Forskere der har studeret meteoritter der er fundet på Jorden, har fundet mikroskopiske støvpartikler med Silucium 30 som har 14 protoner og 16 neutroner.
Silcium30 er meget sjældent på Jorden og de er ret sikre på at den stammer fra en Supernova eller en eksplosion på en stjerne som var forud for Solen; Altså en lille stykke stjernestøv eller interstellart stof der er mere end 5mia år gammelt!

Kilde: Michigan State Universtity
Himlen omkring støv- og gastågen RCW 106
Himlen omkring støv- og gastågen RCW 106
RCW 106 er blevet studeret af astronomerne i nogen tid. Det er så ikke de røde skyer, som er de mest interessante, men snarere at det endnu ikke er lykkedes af forklare oprindelsen af nogle tunge og stærkt-lysende stjerner, som er begravet dybt inde i tågen. Selvom superstjernerne er meget klare, kan de ikke ses på billeder optaget i synligt lys, som dette her, fordi støvmængderne omkring stjernerne er for tætte til at kunne ses i det synlige spektrum, men de kan ses ved de længere bølgelængder.

RCW 106 er en udbredt sky af gasarter og støv, som befinder sig ca.12.000 lysår borte, i det sydlige stjernebillede Norma (Vinkelmålet). H II-områder er skyer af Hydrogengas, som ioniseres af det intense stjernelys fra meget varme, unge stjerner, som får skyerne til at lyse op.

Selve RCW 106 er den røde sky over midten på dette nye billede. Det meste af dette enorme H II er skjult for os af støv, og den er meget større end det, man kan se på billedet. På billedet kan man også se flere objekter, som ikke har noget med tågen at gøre. Billedet er et vidvinkelbillede fra VST. For eksempel er de lysende striber til højre i billedet resterne af en gammel supernova, og de lysende røde striber nederst til venstre er gasarter omkring en sjælden og meget varm stjerne. Hen over hele det kosmiske landskab strækker sig så striber og pletter med mørkt støv, som dækker for, hvad der sker bagved.

Objekterne på det enorme widefield billede
Objekterne på det enorme widefield billede

For de middeltunge stjerner, som for eksempel Solen kender vi dannelsesprocesserne ret godt: gasskyer bliver trukket sammen af deres egne tyngdekræfter, tætheden og temperaturen stiger, og så starter atomkernefusionen i deres indre, og de begynder at lyse. Den forklaring er bare ikke tilstrækkelig for de allertungeste stjerner, som de der er begravet inde i områder som RCW 106. Disse stjerner, som astronomerne giver betegnelsen O-type stjerner, kan være mere end 50 gange tungere end Solen, og forskerne kan endnu ikke forklare, hvordan de stjerner kan samle så meget gas og samtidig holde sammen på det hele under dannelsen.

O-stjernerne udgør sandsynligvis de tætteste dele af tåger som RCW 106, og de er meget svære at komme til at studere. Dels befinder de sig dybt inde i støvtågerne, og dels lever de meget kort tid. På blot nogle få gange ti millioner år opbruger de deres kernebrændstof. Til sammenligning har lettere stjerner levetider, som kan være snese af milliarder år. Solen bliver for eksempel omkring 10 milliarder år gammel, og den er nu halvvejs i sin levetid.

Det, at O-stjernerne har svært ved at dannes, og at de lever så kort, betyder, at de er meget sjældne. Det er kun een for hver tre millioner stjerner i vores nabolag, som er en O-stjerne. Oven i købet er der ingen af dem, som befinder sig så tæt på os, at vi kan observere dem i detaljer. Det er det, der gør, at deres dannelsesprocesser stadig er ukendte, også selvom de helt klart har stor betydning for udseendet af H II-området, som det på billedet.


Kilde: ESO
Mælkevejens centrale sorte hul er skjult bag en 8 lysår stor ring af støv og gasser. Men uden om denne 'Donut'-lignende struktur er en 700 lysår zone kaldet CMZ (Central Molecular Zone) som indeholder større mængder molekyler, som ellers normalt nedbrydes i kraftig UV-stråling. CMZ ligger derudover skjult bag tætte støvskyer mellem den og os.

Dens oprindelse er gådefuld, men man har ment at en tættere del af zonen stammer fra en forhistorisk supernova-eksplosion. Men en ny undersøgelse af molekylerne HNCO, N2H+ og HNC har vist at alene denne specifikke del af skyen, må stamme fra mindst 10 forskellige supernovaer, som viser at zonen må stamme fra en hel serie af supernovaer for reletivt nyligt i kosmisk målestok.

Kilde: Harvard Smithsonian
Alt hvad der kan ses af Mælkevejens plan fra Jordens sydlige halvkugle i submillimeter bølgelængder er med på et fantastisk nyt billede, som netop er blevet offentliggjort for at markere afslutningen af projektet APEX Telescope Large Area Survey of the Galaxy (ATLASGAL). Kortlægningen af Mælkevejen er den mest detaljerede til dato af spektret imellem infrarødt lys og radiobølger. Med 12m APEX-teleskopet kan astronomerne studere det kolde univers - gas og støv med temperaturer kun en smule over det absolutte nulpunkt.

APEX,(Atacama Pathfinder EXperiment telescope), befinder sig 5,1km over havet på Chajnantorhøjsletten i Chiles Atacama distrikt. Teleskopets helt specielle egenskaber var grunden til, at det blev brugt i ATLASGAL kortlægningen. Astronomerne har fået et detaljeret overblik over fordelingen af kold, tæt gas langs Mælkevejens plan. Det nye billede indeholder de fleste af de områder i den sydlige del af Mælkevejen, hvor der finder stjernedannelse sted.

De nye ATLASGAL-kort dækker et himmelområde, som er 140 grader langt og 3 grader bredt, og det er mere end 4x større end det første ATLASGAL kort. De nye kort har også højere kvalitet, fordi nogle områder blev genobserveret, for at få en mere ensartet datakvalitet over hele området.

APEXs hjerte er det følsomme instrumen LABOCA (the LArge BOlometer Camera), som er brugt til ATLASGAL. LABOCA måler den indkommende stråling ved at registrere den minimale temperaturforøgelse, som strålingen forårsager i detektorerne. Instrumentet kan måle stråling fra de kolde, mørke støvbånd, som spærrer for stjernelyset.

De nye observationer fra ATLASGAL kompletterer observationer fra ESAs Planck rumteleskop. Kombinationen af Planck og APEX-data gør det muligt for astronomerne at registrere stråling, som er spredt ud over et stort himmelområde, og på den måde kan man vurdere, hvor meget tæt gas der findes i de indre dele af Mælkevejen. Der er også nu en komplet liste til rådighed over kolde og tunge skyer, hvor nye generationer af stjerner dannes, takket være ATLASGAL.

Sammenligning af forskellige surveys af Mælkevejens plan

"Med ATLASGAL får vi et spændende blik på, hvor den næste generation af tunge stjerner og stjernehobe vil blive dannet. Ved at kombinere disse observationer med dem fra Planck, kan vi nu begynde at se forbindelsen imellem disse enorme molekyleskyer i stor skala," bemærker Timea Csengeri fra Max Planck Instituttet for Radio Astronomi (MPIfR) i Bonn i Tyskland. Hun stod i spidsen for arbejdet med at kombinere data fra APEX og Planck.


Kilde: 'ATLASGAL Survey of Milky Way Completed'