Print
Parent Category: Astronomi
Category: Interstellart stof

Stjernedannelsestågen banard211-213

Et nyt billede fra APEX-teleskopet (Atacama Pathfinder Experiment) i Chile viser en bugtet tråd af kosmisk støv, der er mere end ti lysår lang.Tågen er en af de nærmeste stjernedannelser er meget kold og kan kun ses i submilimeter spektret

Nyfødte stjerner gemmer sig her og tætte skyer af gas er lige på grænsen til at falde sammen og danne endnu flere stjerner. Det er et af de stjernedannende områder, der ligger tættest på os. De kosmiske støvkorn er så kolde, at deres svage glød kun kan fanges med observationer ved bølgelængder på omkring en millimeter, som de der laves med LABOCA-kameraet på APEX.

Taurus-molekyleskyen i stjernebilledet Taurus (på dansk Tyren) ligger omkring 450 lysår fra Jorden. Dette billede viser to dele af en lang, trådagtig struktur i denne sky, der er kendt som Barnard 211 og Barnard 213. Deres navne kommer fra Edward Emerson Barnards fotografiske atlas af ”mørke pletter på himlen”, der blev lavet i begyndelsen af det 20. århundrede. I synligt lys ses disse områder som stjernefattige mørke striber. Barnard fremførte helt korrekt, at dette udseende var pga. ”blokerende materiale i rummet”.

I dag ved vi, at disse mørke områder er skyer af interstellar gas og støvkorn. Støvkornene – bittesmå partikler mage til meget fin sod og sand – absorberer synligt lys og blokerer vores udsyn til de stjernerige områder bag skyerne. Taurus-molekyleskyen er særlig mørk set i synligt lys , da den ikke har tunge stjerner, der oplyser tågerne i andre stjernedannende områder som Orion. Støvkornene udsender selv en svag varmeglød, men da de er ekstremt kolde, omkring -260 grader Celsius, kan deres lys kun ses ved bølgelængder, der er omkring en millimeter – meget længere end bølgelængden for synligt lys.

Disse skyer af gas og støv er ikke udelukkende en forhindring for astronomer, der ønsker at observere stjernerne bag dem. De er faktisk fødestederne for nye stjerner. Når skyerne falder sammen pga. deres egen tyngdekraft, bryder de op i klumper. Inden i disse klumper kan der dannes tætte kerner, hvor brintgas bliver tæt og varm nok til at starte kernefusion: en ny stjerne er født. En stjernes fødsel er derfor omsluttet af en puppe af tæt støv, der blokerer for observationer i synligt lys. Derfor er observationer ved længere bølgelængder, som millimeter-området, helt afgørende for at forstå stjernedannelsens tidlige stadier.

Den del af den trådagtige struktur, der ses øverst til højre, er Barnard 211, mens Barnard 213 ses nederst til venstre. Observationerne i millimeter-området lavet med LABOCA-kameraet på APEX, der viser varmestrålingen fra de kosmiske støvkorn, er her gengivet med orange farver lagt over et billede af området optaget i synligt lys, hvor den rige baggrund af stjerner ses. Den klare stjerne over den trådagtige struktur er ϕTauri, mens stjernen, der delvist ses i venstre side af billedet, er HD 27482. Begge stjerner ligger tættere på end den trådagtige struktur og har ingen tilknytning til den.

Observationer viser, at Barnard 213 allerede er brudt op og har dannet tætte kerner – der ses som de klare knuder af glødende støv – og dannelsen af stjerner er allerede sket. Barnard 211 er imidlertid på et tidligere stadie i sin udvikling; kollaps og opbrydning er stadig i gang og vil føre til stjernedannelse i fremtiden. Dette område er derfor et fremragende område for astronomer til at studere, hvordan Barnards ”mørke pletter på himlen” spiller en central rolle i stjerners livsforløb.

Observationerne blev gennemført af Alvaro Hacar (Observatorio Astronómico Nacional-IGN, Madrid, Spanien) og kolleger. LABOCA-kameraet er i brug på 12-meter APEX-teleskopet på Chajnantor-sletten i de chilenske Andesbjerge i en højde på 5000 meter. APEX baner vejen for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er den næste generation af submillimeter-teleskop, som er ved at blive bygget og vil blive drevet i det samme område.

kilde:ESO