ESO’s VISTA-teleskop på Paranal-observatoriet i Chile har optaget et infrarødt billede af Helix-tågen. Billedet  afslører tråde af kold gas, som er usynlige på billeder taget i synligt lys, og det bringer en rig baggrund af stjerner og galakser frem i lyset.

Helix-tågen er en af de nærmeste og mest bemærkelsesværdige eksempler på en planetarisk tåge. Den ligger i stjernebilledet Aquarius (Vandmanden) omkring 700 lysår fra Jorden. Dette mærkelige objekt blev dannet af en stjerne som Solen i de sidste faser af dens liv. Ude af stand til at holde fast på sine ydre lag, udslyngede stjernen langsomt lag af gas, der blev til tågen. Den udvikler sig til at blive en hvid dværgstjerne, og ses som den lille blå prik i midten af billedet.

Tågen i sig selv er et komplekst objekt bestående af støv, ioniseret materiale og molekylær gas, bredt ud i et smukt og indviklet blomsterlignende mønster, der gløder i det kraftige skær af ultraviolet lys fra den varme centralstjerne.

Hovedringen i Helix er omkring to lysår på tværs, omtrent halvdelen af den afstand, der er mellem Solen og dens nærmeste nabostjerne. Men materialet fra tågen strækker sig mindst fire lysår ud fra stjernen. Det er særlig tydeligt på dette infrarøde billede, da rød molekylær gas kan ses over det meste af billedet.

Mens skæret fra den tynde gas er svært at se i synligt lys, så fanges det nemt af VISTA’s særlige detektorer, som er meget følsomme overfor infrarødt lys. 4,1 meter teleskopet er også i stand til at fange et imponerende stort antal baggrundsstjerner og galakser.

ESO’s VISTA-teleskops skarpe syn afslører også fine strukturer i tågens ringe. Det infrarøde lys viser hvordan den kølige molekylære gas er organiseret. Materialet klumper sig sammen til filamenter, der stråler ud fra centrum, så det hele ligner et himmelsk festfyrværkeri.

Selvom de ser små ud, er disse tråde af molekylær brint, kendt som kometknuder, på størrelse med vores Solsystem. Molekylerne i dem kan overleve den meget energirige stråling, der udsendes fra den døende stjerne, netop fordi de klumper sig sammen til disse knuder, som igen afskærmes af støvet og den ioniserede gas. Det er endnu uklart, hvordan kometknuderne er opstået.

Kilde: ESO