Interstellart stof

Solens placering inde i en interstellar støvsky, som partiklerne menes at stamme fra Analyser af et 500kg overflade-sne fra Antarkis har overraskende vist et forholdsvist stort indhold af Jern-isotopen Fe(60), som er meget sjælden i solsystemet og indeholder 4 neutroner mere end normal Jern.
Dermed er forskerne ret sikre på at jernpartiklerne ikke stammer fra hverken Solsystemet eller Jorden, selvom Fe(60) kan dog også dannes i kernereaktorer og A-bombesprænginger; Så for at sikre sig at isotopen ikke stammer fra forurening har forskerne regnet på hvor meget de burde kunne bidrage med, men de kan kun redegøre for 1/10 af de fundne mængder. Så forskerne er ret sikre på at det stammer fra det interstellare rum og at det er drysset ned over Sydpolen inden for de sidste par århundreder!

Fe(60) dannes normalt kun i stjerne der er 10x så store som Solen. Så enten har der været en Supernova-eksplosion i nærheden, som har spredt Fe(60) i den interstellare sky, Solsystemet i øjeblikket befinder sig i, skriver de på Physical Review Letters. Se også Inside Science

Umiddelbart skulle man tro at det almindelige baryonske stof er samlet i galakserne, men faktisk er 80-90% af det, spredt i det InterGalaktiske Medium (IGM) i det enorme rum mellem galakserne. Når galakserne kan blive ved med at danne nye stjerner, skyldes det et kontinuerligt flow af gasser fra IGM.

Det intergalaktiske medium lyser stort set ikke og er dermed næsten usynligt. Men nu er det for første gang blevet muligt at se- og simulere hvordan IGM'et bevæger sig i- og omkring galakserne. I stedet for at prøve at se det direkte, har forskerne derfor nøje måtte studere hvordan mediet absorberer baggrundslys og dermed afsløret sin mere præcise tilstedeværelse.
Derefter har forskerne fra Yale lavet en simulation af de kolde IGM-gasser (blå) såvel som de varme gasser, for at klarlægge ikke bare deres position, men også bevægelser mellem galakserne.
Analysen er publiceret i Astrophysical Review Letters
3D interaktiv tur gennem resterne af eksploderet stjerne
Harvard & Smithsonian (CfA) - som bla står for drift og databehandling af NASAs infrarøde og røntgen rumteleskoper,har lavet en interaktiv tur gennem resterne af en eksploderet stjerne. på smithsonianeducation kan man udover at "flyve gennem" en sådan stjernerest, se sig omkring, filtrere hvilke grundstoffer man vil se og panorere billedet 360° rundt.
Derudover er der også et arkiv af undervisningsmateriale, man kan bruge til at få information og øvelser om fænomenerne og observationerne

Siden man for 10 år siden opdagede det første Fast Radio-Burst (FRB), har man fundet yderligere 85 FRB. Men hvad det diskuteres stadig intens hvad der kan afgive lige så meget energi som Solen udsender på 10.000 år på få sekunder og ved de lange bølgelængder. Men eftersom de varer så kort tid, må det være noget meget kompakt der udsender dem, så mistanken fokuserer på kolliderende neutronstjerner. Men da altid - bortset fra FRB121102 kaldet ‘The Repeater’ - kommer helt uventet, har man hidtil ikke kunnet fastslå hvor de kommer fra.

Det har et nyt samarbejde med det australske CSIRO radioteleskop array og ESO rette op på, og har for første gang fastslået den præcise oprindelse af et FRB skriver CSIRO

Det jubler astronomer over - ikke kun fordi det bringer os tættere på svaret om FRB'erne, men lige så meget fordi man dermed kan bruge FRB'erne til at veje massen mellem galakserne.
For når længere bølgelængder lys vil blive standset mere af det stof det passerer på sin vej gennem rummet, end de kortere bølgelængder. Og det gælder ikke kun det almindelige stof mellem galakserne, men også det mørke stof, som man med de nye observationssæt dermed kan bruge til at kortlægge det mørke stof direkte og ikke kun ud fra dets tyngdepåvirkninger
NGC1052 og dens kerneGalaksen KKS2000]04 (NGC1052-DF2) har været lidt af et mysterie siden målinger i 2018 viste at den tilsyneladende er helt fri for mørkt stof og derfor strider mod teorierne om det mørke stofs fordeling om galakserne.

Det har naturligvis fået en del astronomer til at interessere sig for den: Når Vejer galakser, måler man individuelle stjernegruppers hastighed om kernen i forskellige afstande fra centeret, for derved at kunne beregne hvor meget masse - som afgør dens omdrejningshastighed - der er indenfor dens bane.
Og målingerne som antydede at den er usædvanligt let, var fuldstændigt korrekte.

Men ved at bruge fem forskellige afstands-målemetoder har de vist at NGC1052 er meget tættere på Mælkevejen end man hidtil har ment: Hidtidige afstandsmålinger har vist at den er 62 mio lysår fra os, men i virkeligheden er den kun 42 mio lysår væk.
Det ændrer værdierne for massemålingerne radikalt, for dermed ligger de målte stjernegrupper jo længere fra kernen end hidtil antaget, fordi vinkel x absolut afstand (cosinusrelationen) dermed bliver større.
Og revideret for den større afstand, bliver NGC1052's massefordeling mere normal, skriver Instituto de Astrofísica de Canarias - IAC