Dette nye billede fra ESOs La Silla-observatorium i Chile viser en brintsky, der hedder Gum 41. Lysstærke, varme, unge nyfødte stjerner udstråler energirig stråling i midten af denne knap så kendte tåge. Strålingen får den omliggende brint til at gløde med den karakteristiske røde farve.

Dette område i stjernebilledet Kentauren på den sydlige himmel er hjemsted for mange klare tåger, som hver især er tilknyttet varme nyfødte stjerner, der dannes fra brintskyer. De nyfødte stjerners intense stråling exciterer den overskydende brint omkring dem, og det gør gassen glødende med en enestående nuance af rødt, som typisk ses i stjernedannende områder. Lagune-tågen (eso0936) er et anden berømt eksempel på fænomenet med en enorm sky, der gløder med tilsvarende nuancer af skarlagensrødt.

Tågen i dette billede ligger omtrent 7300 lysår fra Jorden. Den australske astronom, Colin Gum, opdagede tågen på billeder taget med Mount Stromlo-observatoriet ved Canberra i Australien, og han havde den med i sit katalog over 84 emissions-tåger, som blev udgivet i 1955. Gum 41 er faktisk blot en mindre del af et større struktur, der hedder Lambda Cententauri-tågen, også kendt som Den Løbende Høne Tåge (hvoraf en del var tema'et for ESO pressemedelelse eso1135). Gum døde tragisk i 1960 i en ung alder som følge af et uheld på ski i Schweiz .

Skyerne i dette billede af Gum 41 virker ganske tykke og lysstærke, men det er faktisk misvisende. Hvis et menneske kunne rejse gennem tågen er det sandsynligt at man ikke kunne mærke den – selv tæt på – fordi den er for lyssvag til, at det menneskelige øje kan se den. Dette forklarer, hvorfor dette objekt blev først opdaget i midten af det tyvende århundrede – dens lys er spredt så tyndt ud at den røde glød ikke kan ses visuelt.

Denne nye optagelse af Gum 41 - et af de bedste hidtil – blev lavet af data fra Wide Field Imager (WFI) ved MPG/ESO 2.2-meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile. Det består af en kombination af billeder optaget med hhv. blåt, grønt og rødt filter, samt et billede taget med et specielt filter, der kan fremhæve den særlige røde glød fra brintgassen.

Kilde: ESO